Opslag

Viser opslag fra februar, 2011

med andres øjne

i skoven gemmer hun sig råber på hjælp men ingen hører hende vil de høre hende? eller vil de ikke vil hun virkelig hjælpes? eller vil hun ikke? som gnavende sko som strammende lykke om halsen som salt i såret

sorte øjne

i fortidens kløer i fremtidens håbefulde udsigt hvad piner hende mest? intet fornemmes hvorfor er hun så trist? fortidens dæmoner fremtidens uvished ingen at snakke med, ingen til at holde om hende tårerne triller på hendes blege hud hun er bange - venter på at blive reddet, hvornår er de her?

var jeg dog gal?

engang langt ud i fremtiden så jeg mig selv jeg blev ved med at kigge kun distraheret af små neonfarvede cirkler var jeg dog gal? eller var det spejlet jeg engang smadrede? engang tilbage i tiden danser jeg med min prins lykkelig som på speed kun distaheret af at hans ansigt var som genopstået levende død. var jeg dog gal? eller var jeg den eneste der så sandheden?

billeder fra mit liv

terese? - det skulle jeg have heddet, men så blev det karina. føj for helved! det var nu meget lykkeligt, selvom jeg ikke husker noget fra min fødsel. de første billeder er af min far der står med liften udenfor vores hus. den samme posering lavede han da simon var blevet født, dengang udenfor det hus han stadig bor i. mine søskende elskede mig da jeg var nyfødt - det bilder jeg hvertfald mig selv ind! senere blev jeg den irriterende førsteprioitet. misundelige - ja det var de vel, og det forstår jeg fuldt ud. min mor havde 3 børn, min far kun ét. det første snevejr i mit korte liv, var den lykkeligste oplevelse jeg havde som lille, ja, og jeg husker det ikke. på billederne ser jeg gladere ud end jeg nogensinde har gjort. var mine forældre også glade? var jeg virkelig glad? jeg husker intet tidspunkt i mit liv, hvor jeg har været decideret lykkelig. men når jeg kigger på billederne, ser jeg egentlig meget .. tja, glad ud?! jeg husker intet om dengang mine forældre flyttede hver for si

masken

Kære du. Jeg kan ikke længere finde ud af mig selv. Jeg går i ét med omgivelserne, væggene omkring mig. Min krop er fyldt med orme, eller er der bare orme omkring i rummene, som jeg smelter ind i? det kribler og krabler i mig, jeg kan ikke være i mig selv. Jeg beskytter mig med masken, det glade ansigt og det går fint, men jeg kan ikke mere. Jeg vil have det godt, og kæmper, men det går ikke altid lige godt. De tror jeg har det godt, så jeg kan snyde dem. Men vil ikke snyde, vil bare have det godt indeni. Vil være fri for at bære masken hele tiden, vil være mig!!

det smukke, triste ansigt

Billede
hvad gemmer der sig bag facaden? facaden hun ikke længere kan opretholde dæmonerne spøger i hendes sind hun kan ikke mere sygdommen har tæret på alle hendes kræfter hun ser mere syg ud end nogensinde trods hun er ved at komme sig æder diagnoserne hendes krop det er ikke diagnoserne, men de labels hun får lægerne kan ikke blive enige hun er frustreret skal hun tage sit eget liv? - eller skal hun kæmpe!

painting

Billede
mit kreative hjørne. grædende karina, tolk det som i vil. ;)

civil

folk kigger vender øjne hvisker mine arme er symbol på mange års lidelse men jeg har forenet mig med dem. hvorfor skjule? hvorfor skamme sig? arrene er stolte, jeg kan holde smerten ud men du kan ikke, det er forskellen på os to. ingen ligner mig ingen stoler på mig ingen forstår mig hvad sker der for verden?

fantasi

cirkler omkring mine øjne kvadrater i mine sko farver - alle regnbuens forskønner min hverdag når de forsvinder, sortner tilværelsen lyset falmer livet forsvinder alting forandres

forbudt

følelserne overvælder mig jeg er så alene den hurtige tid går langsomt hvornår bliver det min tur? foråret er på vej; lad mig dog nyde det men det mørke sind tillader det ikke.

dansen

hvert minut tæller jeg sekunder hver time tæller jeg minutter livet render jeg kan ikke fange det hver dag tæller jeg timer -jeg ved ikke hvilken, der bliver den sidste

indre uro

vi snakker sammen men jeg lytter ikke jeg ser sorte skygger men jeg bemærker dem ikke som en kvælende fornemmelse mærker jeg angsten men jeg er ikke bange jeg græder men jeg er ikke ked af det jeg er døset af al slags medicin og jeg kan ikke finde ro.

snehvide på speed

som et euforiserende drug som skæv på lykkepiller som solen der skinner gennem persiennerne så lykkelig er jeg. solen kan anes, det er det vigtigste selv i mørket findes der lys lyset findes i selv det mørkeste sind. lykken er.. - lys. (mange bliver vinterdeprimerede på grund af manglende lys. jeg har lært at finde lyset trods det mørkeste mørke)

frustrationens onde cirkel

kraftigt regnvejr torden lyn som en hård mavepuster igen, igen, igen ingen tegn, ingen ord stilhed når det en dag bliver dagen, breder solskinnet sig i mit sind lettelse! den onde cirkel slutter.

torneroses øjenbryn var lyserøde

livet er som Tornerose: skønt, smukt, dejligt, men en dag sker det uventede en eller anden vil have at man dør er det Borderline? er det depressionen? - eller er det én selv? lyserøde er øjenbrynene smukke som forår guddommelige som livet men de falmer, ligeså snart; - man dør.

kær lighed?

smuk som en solnedgang dejlig som en nyudsprunget rose - det bedste der er sket for mig. den fantastiske lighed mellem k & k er det der gør forholdet så dyrebart jeg føler jeg har fundet min soulmate du gør mig glad.

hvis mine øjne var et kamera

hvis mine øjne var et kamera ville man så tro? eller ville man spærre mig inde? hvis jeg kunne trylle ville man så acceptere? eller ville man grine? hvis mine hænder var pistoler ville man så lytte? eller ville man blive bange? for hvis mine øjne var et kamera - ville de så endelig tro?

gratis bag det smalle tapet

i mit søgelige sind spiller filmen som var det igår hans uudholdelige ansigt dukker op på nethinden det forsvinder hurtigt igen og bliver erstattet af had og afmagt var det min skyld? jeg lukkede ham ind. skrællede mig som et løg og jeg lå der gratis bag det smalle tapet

kære borderline

Kære Borderline du er stabiliteten i min ustabilitet jeg kan aldrig regne med dig som en hård knytnæve slår du mig i hovedet ned i det sorte hul op i lyset du bestemmer du propper pillerne ned i halsen på mig du vil have, at jeg dør du fører bladet gennem håndleddet på mig hele vejen igennem men jeg dør aldrig Karina redder sig selv - fra dig, Borderline

fra første snit

jeg var kold indeni. jeg følte mig død. levende død, ja, det havde jeg været længe. på det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der skulle blive min redning de næste hundrede år. jeg fandt løsningen på flere års lidelse. jeg smøgede ærmet op og førte det kolde barberblad over huden - barberbladet der var ligeså følelsesløst som jeg. den største lettelse. ro i sjælen. men kun for et kort øjeblik. jeg vidste ikke hvad konsekvenserne ville være. varmen bredte sig som tilfredsstillelse i min krop. som ingen anden følelse jeg nogensinde havde følt. jeg valgte bladet som min bedste ven - mange år ud i fremtiden.