hvis mine øjne var et kamera

efter lang tids depression og selvhad følte jeg endelig en lille lettelse i tilstanden. væmmelsen ved mit liv gjorde ondt, for jeg havde altid set mig selv som en fighter, der gerne ville leve. men jeg ville ikke leve mere, og råbet på hjælp blev heldigvis hørt.

det minder meget om én af dé aftener.humøret er trist, appetitten lille, trætheden prangende og alligevel en masse at smile over. efter en hård uge kan jeg endelig smide mig i sengen og håbe på en fuldstændig begivenhedsløs weekend. lige som jeg ønsker. det er ikke svært at give sig hen til søvnen, og alligevel så svært at sove. "karina du skal blive her.." hun havde ret. men jeg ville ikke være der. alt for mange svære følelser og tanker raserede mit sind, så jeg kunne ikke andet end at flygte. men jeg flygtede aldrig, jeg var samtidig fuldstændig afhængig af stedet. det gav mig tryghed og ro at være spærret inde. og dog - jeg var næppe spærret inde, jeg kunne næsten altid gå min vej. når fristelsen blev for stor, gjorde jeg mig umage for at lade dem vide det. og de vidste det også. ingen tvivl om det. jeg blev pakket ind i ligeså mange lag af vat, som jeg ønskede. den måde at komme ud af problemerne på, var næppe rigtig. men jeg magtede ikke andet. det unikke univers blev

efter tre ugers indlæggelse fokuserede jeg 100 procent på at få det godt igen. der var intet ved indlæggelsen, der gjorde mig glad da udskrivelsesdagen endelig kom. tværtimod følte jeg mig ussel og ligegyldig. i tre lange uger havde jeg total overvågning fra personalets side, og når de en gang imellem løsnede snoren, tog jeg den om halsen om strammede til. mange gange fandt de mig bevidstløs på diverse gange og stuer, netop med snore og strømper snoret rundt om halsen. befrielsen overmandede mig, hver gang jeg lå der og ikke tænkte en eneste tanke. panikken holdt et fast greb om min arm, og ruskede i mig. jeg ville ikke følges med panikken. jeg ville bare væk. den slog endelig til når der stod seks plejepersonaler og to læger og kiggede på mig, én løb ned på kontoret og hentede en saks, en anden målte min puls på håndleddet og de andre kiggede bare. det er sådan jeg husker det, når jeg den ene gang efter den anden blev vækket fra min døs og følte mig mere ussel end nogensinde. selvføl

prinsesserne på flugt jeg har aldrig brudt mig om kongehuset. hvorfor bliver kongelige ikke overvægtige? jeg kæmper med vægten, for at få den ned, og så ser jeg en forside på et ugeblad hvor der står noget i retning af: "nu er Kate også tynd" - prinsessen følger trop! de er benede og ulækre at se på. det er blevet så moderne igen. hvorfor er det kun de kongelige børn, der må se buttede og raske ud? ingen af dem forbliver børn, så en dag må de også læres op til at spise minimalt. er det noget de selv vælger, eller må vi indse at det er idealet? får de nogle specielle diæter så de kan tabe sig og ligne tændstikker? her snakker jeg selvfølgelig kun om damerne i diverse kongehuse rundt omkring i Europa. se bare prins Henrik, han har et par kilo for meget og det er der ikke mange der siger noget til. men så snart en kvinde er gravid, skriver alle aviserne og bladene om at "hun har taget på!" hvis verden var ligeglad med hvordan man ser ud i kongehuset, kunne de grimme

angsten for at være alene jeg er ensom. ingen tvivl. jeg flyttede for snart 3 måneder siden - og snakker stadig kun med personalet. hvad skaber ensomheden? det faktum at man savner nogle mennesker man havde det godt sammen med engang? eller det faktum, at man ikke har det godt med dig selv, og derfor ikke magter at skabe ny kontakt det nye sted? ensomheden er min evige følgesvend. jeg må indrømme, at jeg vist nok udfylder alle kriterier for almen ensomhed. de sædvanlige symptomer: tristhed, tudeture, søvnløshed og angstanfald præger min hverdag, men jeg ved ikke om de er symptomer på ensomheden, eller om ensomheden er symptomernes bivirkning? den sociale isolation er mest min egen skyld, og alligevel skyder jeg skylden på geografien. jeg er langt fra alting, lagt væk fra alle de fantastiske mennesker jeg holder af. jeg vil ikke bo her, jeg vil bo hos mine kære. det evige savn udmatter mig.