hvis mine øjne var et kamera

angsten tager over, stemmen bliver kraftig. jeg føler ingen bedring, sover ikke om natten og bliver mere og mere abstrakt-tænkende. tankerne i mit hoved giver ingen mening, og alligevel kan jeg se en forskruet mening med det hele. perspektivet forsvinder, og tingene flyder sammen. føler mig overvåget og samtidig meget ensom. frustrationen over min tilstand er ligeså stor hos mig som hos verden omkring mig.

Når lyset(Karina) går ud Når medicinen trænger ind i min ellers så vågne krop, når spændingerne forsvinder, tankerne dæmpes og trætheden træder til, behøver i ikke længere holde øje med mig. Hvad er i bange for? de 7 piller jeg skal sluge er med til at nedkæmpe hver eneste impuls der nogensinde har sat sit indtog i mit sind. Trods min evige kamp mod søvnen, vinder den altid. Når øjnene lukkes, åbnes de ikke igen før 8 timer senere. Bivirkningerne mærkes ikke, hvis der altså er nogle. Men trætheden sætter sit spor i hele min dag. Intet overskud eller gode tanker. Det er da klart at man bliver skør af at være her. Alligevel skal de holde øje med mig døgnet rundt. Da jeg vågnede i morges sad der en ellers så sød ung mand udenfor min dør og læste i sin bog. Men jeg forbander dem langt væk. Jeg er træt af deres evige opsyn, kontrollerende adfærd og sure miner. Det er værst om aftenen, da det oftest er der jeg har det skidt. Jeg kommer tit i konflikter med personalet fordi jeg ikke kan styr

tingene blev uklare og flimrede for mine øjne. jeg havde et anfald igen. og uden en grund der var til at få øje på. musikken stoppede ikke, men det gjorde mine tanker. bevidstheden syntes langt væk, trods mit hungrende skrig på livet. ingen kunne forstå hvad der var galt med mig, sygeplejersken målte min puls, og måtte erkende, at den var helt normal, selvom man skulle tro den slet ikke var til at mærke. jeg vaklede mellem søvn og træthed, og kunne ikke tage side. det underlige var, at trods min nærdød-agtige tilstand, kunne jeg opfatte indad. men ikke udad. jeg prøvede at forklare min rus til sygeplejersken, og hun var knapt så forstående som jeg havde regnet med. men hvorfor regne med, at nogen forstår disse situationer, hvor jeg er mere slap end en våd klud, og der ikke er nogen grund? det var som en rus! - trods mit mangelfulde indtag af hvad som helst. - præcis som for knap en uge siden.

Hvis R var død af den overdosis, jeg kendte til, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv – eller hende. Jeg brød sammen da alle patienterne på psykiatrisk afdeling fik at vide til morgenmødet at R lå på sygehuset, og jeg løb på værelset med to personaler i hælene. Jeg afleverede de barberblade jeg havde fået af R for at holde mund.

Jeg har tit – hvis ikke altid – dårlig samvittighed overfor mennesker jeg har såret og behandlet uretfærdigt. Især Lillian, som var sygemeldt fra jeg jagtede hende med et barberblad, til hendes død nogle måneder efter. Jeg troede først, at hun havde begået selvmord, men fik senere at vide at hun havde problemer med hjertet. Jeg sagde aldrig undskyld til hende fordi jeg ikke så hende igen efter hændelsen. Jeg ville hjertens gerne have sagt undskyld og ikke bare give psykosen skylden. Det ville være for let. Der var ingen stemmer der sagde at jeg skulle gøre det, det var mig selv, som havde det meget dårligt, men det var mit eget ansvar – jeg vil ikke give noget andet skylden. Hvis jeg bare havde nået at snakke med hende! Aldrig havde jeg følt skyld over nogens død, men dengang gjorde jeg.

mens min puls faldt langsomt følte jeg den enorme frihed. jeg kunne ikke længere mærke noget, jeg kunne ikke høre alle menneskene omkring mig, og ikke mindst, følte jeg ingenting. den ubeskrivelige smerte var bedøvet med den usynlige medicin som ingen vidste hvor kom fra. det evige spørgsmål om, hvad der skete kunne ingen svare på. heller ikke jeg. de autoitære redningsmænd spurgte om en masse, men jeg husker ikke hvad. det hele var én stor sammenblanding af politifolk, pædagoger og falck-reddere. jeg kunne ikke længere skelne mellem de tre forskellige grupper, der alle var til for at hjælpe mig. men hvad skulle jeg hjælpes med? jeg lå i en uforklarlig trance, men havde ikke taget en overdosis eller stranguleret mig selv. så hvad skete der? mine nerver må have været overbelastede efter nogle dage med stærke maniske perioder. jeg var brugt op, tror jeg. det kunne ikke være andet.. det måtte ikke være andet. i ambulancen kom jeg til mig selv. og måtte svare på diverse spørgsmål, so

jeg sidder på badeværelset i den trance jeg træder ind i, når jeg får et barberblad i hånden. jeg har siddet et stykke tid og skåret en del før det banker på døren. det er personalet. jeg har nøje valgt det badeværelse hvor døren ikke kan låses op udefra uden skruetrækker. det giver mig lidt ekstra tid, men de får til sidst døren op. jeg er ikke færdig med at skære, er ikke parat til at træde ud af trancen endnu. jeg er irriteret og små-psykotisk. jeg rejser mig op fra det blodige gulv og dér går det helt galt. jeg går amok, løber efter personalet med mit kostbare barberblad. en af dem forsvarer sig med en stol og der bliver trykket stor-alarm. der kommer personaler fra voksenafdelingen og portører fra somatisk. jeg bliver lagt ned på gulvet og de får barberbladet ud af hånden på mig, med masser af kamp. én holder mit hoved ned i gulvet og det er nu ikke kun mig der er smurt ind i blod. pletterne på gulvet viste tegn på kamp, og mens jeg ligger der, har portørerne gjort bæltet klar. je

Smuk som en engel – og gravid! Hun var norsk, og jeg forstod ikke hvad hun sagde. Nikkede bare på hvert eneste stillede spørgsmål. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle stille min cykel før samtalerne, hun boede i udkanten af Halsskov, og havde ikke nogen forhave. En enkelt flise eller to, og min cykel havde ikke noget støtteben. Det var en lang cykeltur hele vejen fra skole og ud af vores lille bydel, hen til Nordmanden. Hun var privatpraktiserende psykolog og jeg beundrede altid hendes diplomer og kæmpe bogreol, fyldt med tusinde bøger om diverse psykologiske emner. Jeg valgte altid at stille min cykel ved stationen og gå resten af den lange vej, hjem til den gravide Nordmand. Det blev til mange snakke og mange hundrede kroner. Men mine forældre betalte og fik alligevel pengene tilbage af sygeforsikringen. Hvis det ikke foregik sådan, ville jeg godt nok føle mig til besvær. Mine snakke med Nordmanden gik mest ud på, at jeg hældte vand ud af ørene, og jeg fattede ikke hendes kommentarer, me

hun var ikke rigtig grønlænder, men det blev hendes hemmelige navn i min dagbog. Ingen var som hende, eller var alle som hende? Der blev hurtigt knyttet bånd, men hun var vanvittig. Først troede jeg, at det var mig der var skør, men jeg konkluderede efter forløbet var slut, at det var hende der var noget galt med. Hun var genial, det var hun virkelig. Men samtidig ude af balance. ”Karina, nu lukker vi øjnene og snakker med de ånder, som taler til dig” Jeg var forvirret. Var jeg så slet ikke syg? Havde jeg en sjette sans? Jeg bankede i bordet og skreg ad hende. ”hvad fanden har du gang i?” Alle havde stemplet mig som syg, og nu påstod hun nærmest det modsatte. Det kunne jeg ikke forene mig med. Psykoserne var åbenbart ”en åben dør til ånderne”. Dét måtte jeg fortælle Verden. Men ingen troede mig, og jeg troede ikke engang selv på det. Jeg hadede når hun måtte melde afbud til vores samtaler. Det skete sjældent, men en dag havde jeg siddet en time udenfor familiecenteret, cyklede gr

karinalund91's photostream on Flickr. amatørbilleder

"..Fralægger sig ethvert ansvar for at hun er skyld i de givne problemstillinger. Siger at hun ikke har noget problem vedr. hendes meget lave vægt.." dengang jeg var yngre var jeg ikke besat af min vægt, jeg var så lidt besat, at jeg var utrolig dårlig til at spise. jeg spiste aldrig, men tænkte ikke over det. senere tog jeg på, som normale teenagere gør. jeg lagde ikke mærke til at jeg pludselig havde taget 40 kilo på, over 2 års tid. denne vægtøgning resulterede i dyb depression og medicinsvigt, som endelig blev til seponering af den stærke antipsykotiske appetit-vækker. jeg stoppede med at spise igen, ikke fordi jeg gad, men fordi jeg kunne. nu var jeg besat af alt der havde med mad og motion at gøre. daglige tællinger af kalorier og fedt blev nærmest min religion, og kalorietabellen blev min bibel. det lykkedes mig at tabe over 20 kilo på 3 måneder. jeg havde det slet ikke godt, og røg igen ned i en svær vinterdepression. masser af indlæggelser for sikring af stabil

"Psykiatrisk. Pt. kendt med paranoid skizofreni, samt borderline personlighedsstruktur. Stedvis plaget af visuelle og auditive hallucinationer. I mellemliggende periode er hun klar og kan tage afstand fra disse oplevelser. Endv. kendt med spiseforstyrrelse, som er kædet sammen med stemmerne. Hertil intens selvmutilerende adfærd. Fornylig 2 suicidal forsøg samt intens selvmutilation, pt. har skåret sig på stor dele af kroppen." frustrationen over min egen tilstand og selvhad førte tit til alvorlige forsøg på at tage mit eget liv. dette opfatter jeg som viljesvigt. hvorfor skulle man også være til? hvorfor ikke bare forsvinde? jeg forsvandt aldrig, men det ville jeg heller ikke. utrolig stærk ambivalens. det var jeg altid er plaget af. stemmerne tog til i 2006, hvor jeg blev indlagt første gang som blot 14-årig. siden da har der været kaos i mit sind, og jeg har til tider været alvorligt syg, som lægerne sagde så tit. den sidste psykiater jeg snakkede med, sagde - og jeg

"Pt. kendt med diagnoserne skizofreni og personlighedsforstyrrelse, indl. den 29.07.10 frivilligt via psyk. sk. stuen grundet selvskadende adfærd. Pt. kunne efterfølgende ikke tage afstand fra at skære sig selv, hvorfor pt. blev overfl. til lukket afd. I lukket regi har pt. ridset sig overfladisk med en hårnål og frembudt psykotisk adfærd i form af at personen (...) er ved at overtage pt.'s krop. Pt. forlangte sig udskrevet og blev tvangstilbageholdt" intet bliver bedre bare fordi man ved, at man er elsket. friheden er ikke at være afhængig af andre mennesker, og friheden var dét jeg søgte til hver en tid. men når friheden bliver taget fra én, går sindet i forfald. hvis dette sker i en længere periode, al ansvar fralægges, og man pakkes ind i vat, strider situationen mod naturen og alle alarmklokker ringer. overhører man disse, sker det så, at sjælen og sindet går i strejke. sådan var det hvertfald for mig. de mange måneder med frihedsberøvelse og tvang ødelagde min e

"Tidligere Kendt med paranoid skizofreni siden 2005. Psykisk syg siden 12- års alderen. Haft utallige kontakter i skadestuen pga. snitsår i armene og tidligere denne mdr. indlagt også pga. veneficium medicamentale." hvorfor skal jeg stemples som skizofren? og hvorfor tager de det eneste jeg har - selvskaden - fra mig? somme tider ønskede jeg at de opgav mig. lod mig ligge og falde hen i min selvskade. men det skete aldrig. den evige kamp for at dø blev hurtigt en ubevidst kamp om at vise verden at jeg for alt i verden ville overleve mere end noget andet. men hvorfor overleve - når livet var så ulideligt? der må have været noget fedt ved livet, noget kostbart jeg fandt glæde ved. jeg vidste ikke hvad. når jeg kigger tilbage på min daværende tilstand, var min redning nok min familie. de sparsomme mennesker, der gjorde, at jeg holdt ud. jeg skal ikke kunne sige, hvordan det ville have gået uden dem. hvis jeg aldrig havde haft dem, ville jeg måske ikke have haft de proble

hvorfor skulle det gå på den måde? hvorfor var jeg så mislykket? allerede da jeg var 12 år søgte jeg trøst hos kniven, og har tyet til denne stortset hver dag siden. de uudholdelige smerte der plagede mig i mange år, kunne afhjælpes med de kostbare snit, som jeg gjorde mig umage for at bevare som en hemmelighed. jeg skammede mig ikke, men vidste at jeg ville blive stoppet hvis nogen fandt ud af det. men efterhånden som cuttingen udvilkede sig kunne jeg ikke skjule det længere. da jeg blev indlagt kulminerede det hele. jeg blev mere og mere syg. psykotisk, deprimeret og meget selvskadende. jeg var prøvekanin for forskellige medicinpræparater og kombinationer af forkellige anti-psykotiske lægemidler. aldrig havde jeg følt mig så plaget, samtidig med at jeg havde et kæmpe fighter-gen, som aldrig fosvandt. jeg endte op med læderhud på mine arme på grund af de utallige ar og brændmærker. men jeg fortryder aldrig, for hvis det ikke havde gået sådan, ville jeg ikke være her idag. kniven

de har overtaget min hørelse. sirenerne kommer tættere og tættere på. de overdøver mit hungrende skrig, der synker ned i min mave som en stor sten. inden længe behøver jeg ikke skrige mere. angsten bedøver min krop og jeg går ind og ud af den tillokkende trance, der så tit har været indenfor rækkevidde. nu skal jeg snart fratages alt ansvar, det skræmmer og frister mig. jeg er bange. de blodige hænder fotæller verden at jeg ikke kan mere. løkken om min hals giver mine nærmeste indtryk af at jeg ikke orker dem mere. det gør jeg måske heller ikke. hvorfor kan jeg ikke høre mit eget skrig længere? - skriget der overdøver al smerte fra min blødende arme og ben. skriget der gav mig ro i kroppen, fordi verden nu vidste at det snart er slut. men nej. sirenerne er højest, og så kraftfulde at jeg ikke længere ved at jeg stadig eksisterer. min krop har sagt fra, men min hjerne kæmper for at bevare kontrollen. "hun plejer at klare den" hørte jeg fjernt og samtidig som et kraftfuldt rå

stille og forvirret bange og magtesløs levende eller død? er du her overhovedet? lille og sårbar råbende, skrigende enten er du her, ellers er du her ikke