hvis mine øjne var et kamera

da jeg først indså hvad der var på vej, gik jeg med til at blive indlagt. men vejen til erkendelse var enorm svær at pejle sig ind på. jeg farede vild ofte, og når jeg endelig mente at have knækket koden, skulle det vise sig at jeg igen var faret vild. den smalle sti jeg vaklede hen ad bragte en masse forhindringer med sig, og jeg faldt ofte. jeg landede med håndledene mod den beskidte flisebelagte jord og havde svært ved at rejse mig igen. og dét var bare vejen til erkendelse. det tog tid at få børstet jorden af hænder og knæ, og jeg rejste mig aldrig uden skrammer. men de var med til at forme mig, trods alt. da erkendelsens destination endelig så ud til at være i sigte, skulle det vise sig at den ikke rigtig var til at gribe ud efter. den lå så fjern, at trods mine meterlange arme, kunne jeg ikke nå den. det var måske ikke rigtig tid til at erkende. hvor end jg gerne ville. tilliden til mig selv var ødelagt, banket ihjel med adskillige slag. hvis man ikke kan stole på sig selv,

hun var smuk, men meget hård ved sig selv. det var en gåde, hvordan en så fantastisk pige kunne have det så dårligt. jeg beundrede hendes evne til at overleve trods så stor en selvskadende adfærd. vi er alle overlevere, men specielt hende. hun var virkelig syg, men bag den voldsomme voldgrav af ar, så jeg en pige, der havde livet foran sig, og sikkert en masse godt i sigte. man skulle ikke tage for givet at hun stadig stod oprejst, og det gjorde jeg heller ikke, tværtimod; hun var beundringsværdig, men det kunne ligeså godt have gået galt. de voldsomme forsøg på at tage sit eget liv havde gjort hende stærkere, men ikke på den gode måde; hun vidste nu, at ligemeget hvor voldsomt hun forsøgte, ville det aldrig lykkes. det gør os alle frygtløse..

der var nu ingen tvivl om at der var et egentligt problem. men vi var ikke enige om, hvad problemet faktisk var.jeg gik i en retning, og pædagogerne i en anden. vi var alle forvirrede over hvad der skete med mig. jeg var grænsende til manisk i dagtimerne, og delvist deprimeret når aftenen kom. en pædagog pressede to appelsiner til mig om formiddagen, og det kørte jeg på resten af dagen. det var jeg tilfreds med, men det var ingen andre. min angst for spejlbilledet løb væk med mig, og det lykkedes mig at smadre to spejle på kort tid, for derefter at bryde hulkende sammen og ligge i fosterstilling på trægulvet. jeg skammede mig grænseløst over min situation, ikke over for andre, men mig selv. jeg var svag, syntes jeg. men i virkeligheden var jeg enormt stærk! .. i sådanne situationer ville jeg nu have ligget på sygehuset med forgiftning af medicin. så jeg burde klappe mig selv på skulderen, men i stedet slog jeg mig selv i hovedet over hvor klam og ulækker jeg var. det gik godt med vægte

det var ikke særlig nemt at skulle erkende at jeg var for syg til at kunne klare mig selv; eller bare bo hos min familie. selvom det ville være ønskværdigt at være barn igen og bo hos mine forældre; men de ville dø af skræk hvis der kom en situation, ingen tvivl om det. der var mange forskellige modeller som blev luftet, men der var ikke mange alternativer til bosted, og efterhånden var jeg enormt træt af at bo sammen med syge mennesker. pigerne på bostedet kæmpede bravt for at overgå hinanden i selvskade, og jeg var med i kampen. - men jeg var så træt af den kamp, som alligevel ikke blev vundet af nogen andre end hende, hvis navn vi ikke nævner. jeg blev fastholdt i en ond cirkel af brækkede hænder, suturer, og hernerystelser. væk måtte jeg, men vidste ikke hvor hen. der blev revet i mig fra alle retninger, og jeg kunne ikke finde fodfæste. man kan have så mange ønsker og drømme, men realiteten var, at jeg var et institutionsbarn. den rolle skal man lægge fra sig før eller siden, men

Frygt er blot en sidegevinst ved livet. Eller hvad? Når dagen er omme, ligger jeg søvnløs af frygt for hvad vægten siger i morgen. Det er tankevækkende hvor hurtigt den kan overtage 100 % af kapaciteten i ens hoved. Men det er også trygt, især hvis man VED at man har tabt sig. Men når det går den anden vej kan det ødelægge min dag - betydeligt meget faktisk. Men der er også glæden der er sidegevinst ved dét at tabe sig. Ligegyldigt om det er væske, muskler, fedt osv. Vægten har en betydelig rolle i mit liv p.t. den giver mig kontrol, tryghed og angst. Nogle følelser der i forvejen er svære at håndtere; som for mig er så forstærkede, at de ødelægger al form for sundhed både psykisk og fysisk. Når man faster 6 ud af 7 dage kan man ikke have nogen form for medbestemmelse vægtmæssigt. Den kan gå op, den kan gå ned, den kan stå stille. Worst case scenario er nok at den stiger, men det gør den ikke pt. Jeg har opnået den kontrol jeg manglede akut, og vedligeholdes den, kan det

den tillidsfulde magerhed borer i mig med sine røde negle som satans pige forfører hun mig til de vildeste tanker tanker af regler, ritualer og rutiner i alle afskygninger den pålidelige magerhed smiler med sine gule tænder som englens diciple fortæller hun mig hemmeligheder hemmeligheder om snyd, synd og sorteper i legen legen der ikke bare er en leg men også et spørgsmål om liv og død hun er den evige sorteper

når hjerterne er koldest når hænderne fryser når ansigtet kramper ved du, hvor du er når kyssene er inderlige når øjnene slår gnister når frygten er langt væk ved du, at du er noget værd indtil du har det godt er det helt fint; men når du længes: ved du hvor du bør være tillidsfulde blikke følger dig hjem væk fra kulden ind i varmen personen, der vil dig er vigtigere end alverdens læger tanken om dig er altid smukkest når du tror følelsen af tryghed er altid bedst, når i er to den kostbare tid kommer og går de værdifulde smil vil altid huskes aldrig vil jeg glemme min fredfyldte tid med dig kommer næppe skidt tilbage

erindringens spændetrøje huser dit blik frihedens øjne slår lågene i længslen efter dig er vanvittig forkert, men surrealistisk rigtig jeg blunder et sekund og straks er du væk sætter mig fri fri fra blikkets jerngreb - dine falske kærtegn havde du rent mel i posen? eller soya i vasken?

frygt i dine øjne viser mig vejen angstens osteklokke lukker mig ude på tidens hylde sætter jeg dig på plads mit sind ser dig ikke længere du er ude nu væk fra altind væk fra min erindring frygt ej længere jeg er klar til at give slip