Opslag

Viser opslag fra juni, 2012

tavshedens fange

når det blev svært turde jeg ikke snakke med Nogen. for når Nogen fik alting at vide var det ikke godt. jeg fik stor skyldfølelse over at jeg havde det dårligt. men hvorfor skulle jeg få det? jeg gjorde ikke noget for at såre Nogen. tavsheden var nemmere at håndtere. det gjorde ikke så ondt. jeg følte mig som en fejl i forvejen, så hvorfor forstærke den følelse? det var min egen skyld at jeg sad i dette kaos, så hvorfor brokke mig? Nogen mente at jeg skulle gøre alting anderledes, og at jeg ikke havde viljen til at komme videre. måske var det rigtigt. men det var hårdt at få at vide. jeg ville ikke såre Nogen, men jeg følte alligevel at jeg ikke gjorde andet. jeg havde ikke overskud til at ændre på tingene selv, så derfor fik jeg hjælp til at øve mig i det. det var svagt. SKUFFET! jeg blev ved med at høre det ord i mit hoved. jeg kunne ikke glemme det. hæng dig ikke i fortiden, fremtiden eller nutiden, du skal bare ændre på din situation, så bliver tingene forhåbntlig bedre. men hvem t

hvem kan svare mig?

"frugten af min skæbne syntes aldrig at kunne høstes. alligevel følte jeg en hvis form for tilfredsstillelse når jeg kunne blive udskrevet med livet i behold. men der gik  ikke mange dage, før jeg igen kunne smage på nedturens syrlige fornemmelse. tankerne blev hurtigt sorte og uoverskuelige efter blot en uge hjemme. jeg tyede til barberbladet efter blot få uger og så var det som at starte forfra. personalernes bekymring førte oftest til en indlæggelse, som med tiden blev til en lang affære. tiden hjemme blev kortere og tiden på lukket afdeling blev længere. alle kendte mig efterhånden, og det var pinligt når man på en gåtur måtte hilse adskillige gange på peronaler fra diverse afdelinger. mine ture blev værre med tiden, og selvskaden blev mere planlagt end impulsiv. det skræmte alle parter, og det blev til flere og flere dage med fast vagt. min frustration blev større og jeg blev mere sortseende. alle prøvede at hjælpe mig, men jeg syntes ikke at have det store udbytte af andre

fisken der ikke kunne svømme.

"meningen med livet blev taget fra mig da jeg blev indlagt i sin tid. der var nemlig ikke noget liv i de hjælpsommes hus. man blev passet på, men det var som at leve i en stor papkasse med låg. der blev lukket for luften når lokummet brændte. så levede man via navlestrengen som var så tyk at vi alle kunne trække vejret igennem den. "

når man savner.

" jeg kunne blive helt melankolsk når jeg tænkte på ham. jeg vidste ikke hvad det var, jeg savnede. jeg vidste bare at den velkende tilbagevendende tanke om ham, gjorde mig ked af det. det var så længe siden, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke den samme tanke om og om igen, oog se et billede af ham på min nethinde. hvorfor var han så fantastisk? var det dét, at han behandlede mig som skrald, eller det faktum at jeg trods alt havde de bedste fem måneder i mit liv? en blanding tror jeg. Mr. hard-to-get gjorde mig mere ihærdig, selv i dagligdagen. jeg følte en mening med livet i de få måneder det varede. siden da er det gået stødt den forkerte vej. men han var jo bogstavelig talt et svin overfor mig. alligevel virkede han kun mere tiltrækkende. vi skulle aldrig snakke med hinanden igen, og måske var de den tanke, der gjorde mig ked. eller det faktum at det aldrig ville blive det samme."

vi er jo ret stærke

Billede
Vi er jo ret stærke Man siger, at mange selvskadere er nogle opmærksomhedskrævende teenagepiger, som ikke har andet i hovedet end dem selv. Men det er sjældent tilfældet. Fårene bliver hurtigt skilt fra bukkene, når der er tale om selvskadere og opmærksomhedscuttere.   Forstå mig ret, når jeg siger at jeg, som har skadet mig selv i 8 år, ikke gør det for opmærksomheden. Så var jeg ikke blevet ved. Men der er mange af den anden slags, det er jeg godt klar over, men ofte er det piger, som har set eller hørt om det, og skal prøve det af. Rigtig mange falder fra efter få, overfladiske snit, mens andre bliver siddende i det mange år ud i femtiden. Jeg respekterer også opmærksomhedscuttere, hvis de ikke kun gør det for at blive set, men fordi det rent faktisk har en lindrende virkning. Men sådan er det sjældent for unge piger, der bruger det til ren fremvisning. Dét forstår jeg ikke! Hvis man skader sig selv, er det ikke for at vise verden at man har gjort det, men fordi man får noget u

når fornuften kommer på afveje

”Ofte tænkte jeg: hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkte jeg den tanke færdig: hvad er meningen med livet? Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig. Men min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på den lukkede var egentlig ikke lang. Men tiden udenfor var bogstavelig talt heller ikke lang! Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på. Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er det meningen med deres liv ? – og er meningen med mit, at være indlagt? Dette var en skrækkelig – men realistisk - tanke.   Verden blev pludselig meget underlig, men ikke ligeså underlig, som jeg sandsynligvis var. Min egen eksistens blev stort så ligegyldig som alle andres. Hvorfor skulle jeg være i

tankespind

”da vi alle fik besked på at blive på vores stuer, vidste jeg at den var gal. Jeg kiggede desperat ud af vinduet og så en politibil. Det var ham, der skulle bæltefikseres. Han havde skåret sig, hørte jeg. Og han skulle sys med tvang. Den lille mand på 28 år var vist stærkere end man skulle tro. Jeg fik enormt brug for at flygte væk fra den barske virkelighed. Hvorfor måtte han, når jeg ikke måtte? Jeg havde skærpet fast vagt, og han fik lov til at partere sig selv. Det gav ikke mening i mit hoved. Jeg græd og græd, og skældte ud på alle omkring mig. Der blev hældt meget medicin på mig indtil jeg faldt i søvn. Kaosset blev ikke mindre af al det uro. Jeg fik langt om længe ordineret Stesolid mod mine svære tankeforstyrrelser, som mere eller mindre forhindrede mig i al kunne være realistisk på nogle punkter overhovedet, og min meget urolige adfærd. Det var hurtigt overstået med ham cutteren, men mit mareridt stoppede ikke. Uroen blev til en kronisk følelse af uudholdelighed af at være i

angstanfald(?)

"dagen startede fint. min faste vagt var en 40-årig lægestuderende, som var snaksaglig. vi fik lov til at gå en tur, for første gang i en uge. de stolede på  mig. vi købte juice og chokolade, og jeg gik pænt med tilbage. da vi kom tilbage havde jeg det godt(!), og tiden gik forholdsvis hurtigt. larmen fra vaskerummet ved siden af min stue larmede, så fordi min vagt sad udenfor  min dør, blev den dør åbnet - den plejer at være låst. vagten havde glemt alt om døren, der stod på klem, og jeg så min chance. jeg gik frem og tilbage på afsnittet, tjekkede døre og vinduer, mens den lægestuderende fulgte efter. jeg gjorde mig selv klar til at løbe min vej ind i vaskerummet og smække døren bag mig. men mine ben ville ikke bære mig. jeg måtte sætte mig i vagtens stol, mens han læste avisen. jeg blev træt, og kune ikke holde mit hoved oppe. jeg faldt mere og mere sammen i stolen, og han fik mig med op til kontoret til min kontaktperson, som mente jeg havde brug for PN. jeg mumlede til hende,

dém!

De u-autoritære autoriteter. Det kan godt være, at vi er patienter, og dé er personaler. Men hvor går grænsen egentlig? Hvor ofte må man minde sig selv om, at de faktisk ér autoritære, og at man egentlig intet krav har på, at få noget som helst at vide om dem? – selvom de med et snuptag kan komme til at kende hele ens livshistorie? Hvis nogen læser min journal, føler jeg en kæmpe grænseoverskridelse. Selvom de er autoritære, må de give igen. Det sker ofte, at min journal bliver gennemgået af diverse uinteressante mennesker, der enten er studerende og nysgerrig eller læge og ”autoritær”. Hvor mange gange er min journal blevet bladret igennem? Og ikke mindst: hvor mange gange har JEG fået indblik i den? Jeg synes, at læger der ikke vil give aktindsigt er griske og ubehageligt meget overbevist om at de har mere ret til at kende til mig, end jeg selv har. Jamen der står så mange personlige og private ting, og jeg synes, at ingen andre end jeg selv og den ordinerede psykiater, nogensin

tillidens konsekvens

når jeg fortalte nogen om mine tanker, vidste jeg efterhånden, at det ikke blev mellem os, men at samtlige personaler og læger vidste det højst en time senere. frustationen over at alle skulle kende til min livshistorie, nuværende situation, tanker og følelser samt holde øje med mig døgnet rundt, pinte mig grænseløst. pivatliv var der intet af. jeg var magtesløs, for nu var jeg endnu en gang i deres hænder, og havde ingen stemme der kunne høres. altid havde jeg følt indlæggelser som en stor hjælp og et break fra tidens uudholdelighed, men nu var jeg pinlig og skamfuld over at være endt der igen. forståelsen fra omverdenen manglede samtidig, og jeg kunne hverken gøre fra eller til nå det gjaldt deres holdninger omkring mig, indlæggelser og nedture. at forklare min sindstilstand var et kæmpe problem for mig, da jeg havde rigtig svært ved at sætte ord på. men jeg prøvede alt hvad jeg kunne. at skrive det ned syntes meget lettere for mig, men jeg fik aldrig formidlet det videre til nog