tiden kom selvfølgelig, hvor jeg måtte tage kampen alvorligt op, og revurdere min negativitet. samtidig med at tvangstilbageholdelsen skulle revurderes, hankede jeg op i mig selv. den blev opretholdt, men den massive nedtur blev ophævet. jeg vidste, at med tiden ville tvangen også blive fjernet, men jeg blev hurtigt utålmodig. især når jeg havde fået det tåleligt igen. frygten for at blive ladt alene blev mindre og det samme blev min trang til at skade mig selv. jeg begyndte at tegne igen, og fandt pludselig en lindrende effekt når jeg tog mig tiden til at fordybe mig. selvom jeg godt vidste at vejen var lang endnu, reflekterede jeg meget over denne indlæggelse, som jeg mere end noget andet i verden ønskede afsluttet. utallige af injektioner, 5 uger med fast vagt, 3 angstanfald, selvskade, diverse magtanvendelser, tusindvis af tårer; men ikke mindst mange smil. det måtte jeg sande, trods al den dårligdom jeg havde oplevet under denne tur. at kunne kigge tilbage og se dét faktum, at