hvis mine øjne var et kamera

"jeg drak ikke ofte, men den aften for blot 1½ måned siden, da jeg havde boet i slagelse i ganske kort tid, revurderede min eksistens og absolut ingen hjælp fik fra personalet, drak jeg mig i hegnet for første gang i lang tid - alene. jeg havde virkelig brug for deres hjælp, da jeg sad med vodkaen, cigaretterne, panodilerne og barberbladene foran mig. rækkefølgen skulle bare vælges. hjælpen måtte jeg selv finde. måtte granske mit sind for ikke at følge impulserne, som altid havde været et poblem for mig. hvad skulle jeg gøre?  færdiggjorde vodkaen og tog de første 6 panodiler og ringede til personalet. ringede til dem! dem der skulle passe på mig, og vidste jeg havde det skidt. allerede dér vidste jeg, at det hele var forkert"

”det var med blandede følelser da jeg smilede til samtalen med lægen, der gerne ville udskrive mig. Det kom ikke som et chok da beskeden endelig ramte hendes læber. Men jeg var bange. Bange for at komme hjem. Hjem til ingenting. Hjem hvor jeg kom fra. Dér hvor jeg for en måned siden tog et syltetøjsglas fyldt med knuste piller og slugte dem alle uden videre. Det var stedet hvor jeg aldrig havde følt mig mere ensom nogensinde. Det skulle nok blive rart at komme tilbage til dét, der faktisk var mit hjem, men som ikke var noget hjem. Det var et tilholdssted. Et opholdssted, en lejlighed for én. ”

Skal min eksistens revurderes? Skal selvskaden skræmmes bort? Efter godt en måneds indlæggelse, synes jeg efterhånden, at min eksistens er ligegyldig. – ikke at jeg ikke vil kæmpe videre, men at den situation jeg har sat mig selv i, er meningsløs. Jeg føler ikke, at jeg selv bærer hele skylden, men en stor del af ansvaret ligger hos mig. Jeg er ikke den Karina, jeg engang var. Men hvornår var det? Jeg kan ikke huske hvornår eg sidst har været symptomfri, eller oprigtig glad for den sags skyld. Der har næsten halvdelen af min liv været sprækker i mit sind. Hvis det ikke var det ene. Var det noget andet. Cuttingen har varet i 11 år, selvmordstankerne startede i 5. klasse og første tegn på depressioner viste sig på samme tidspunkt. Min ungdom er blevet brugt på nedture, hjernevridere, institutioner og indlæggelser. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle bruge min tid på den ene psykiatriske afdeling efter den anden. Sådan blev det. Men håbet er

"når tingene gik helt galt - og forinden i øvrigt - hældte de masser af medicin på mig. jeg blev til en omvandrende dødsskikkelse. de havde de bedste intentioner, men bagsiden af medaljen var, at min krop blev underlig. jeg kunne sjældent huske hvad jeg lige havde sagt, hvad andre sagde til mig, og hvor jeg var. det var noget af det værste: når jeg ikke vidste hvor jeg var. jeg kunne sidde i tv-stuen og pludselig blive så forvirret at jeg måtte spørge alle omkring mig, hvor jeg var. angsten begyndte også at melde sig, og jeg blev lige så stille ført ned til mit værelse, som var det eneste sted jeg følte tryghed. det meste af tiden blev også tilbragt der. jeg hørte radio og tegnede. de ting, der gjord min angst mindre. jeg opfandt mine egne overlevelsesstrategier, så jeg kunne få bare lidt ro. medicinen var det eneste emne når jeg snakkede med lægen. men jeg havde det også på en sådan måde, at det var den eneste måde jeg kunne blive mindre forpint."

”Da jeg for godt en år siden stoppede op midt på vejen på en gåtur med en sygeplejerske, befandt jeg mig for første gang i virkeligheden. Den virkelighed hvor man godt kan dø. Den virkelighed hvor folk ikke er vant til sindsforvirrede mennesker der gør de mest sygelige ting. Jeg var ét af de mennesker, der var ligeglad med verden. Ligeglad med den billist der måtte bremse hårdt for ikke at ramme mig. Det var enden på den gåtur, og sygeplejersken måtte slæbe mig med tilbage til lukket afdeling, hvor jeg havde været i 100 år. I det sekund jeg stoppede op, tænkte jeg ikke. Jeg tænkte ikke, at jeg ville dø, men samtidig tænkte jeg heller ikke på at jeg ville leve. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke trist. Jeg havde ikke selvmordstanker, jeg var bare tom. Tom og magtesløs. Min situation var fastlåst, og i det sekund jeg blev stående midt på den trafikerede vej en tidlig aften, var det som om at øjeblikket blev til en evighed. Evigheden hvor det er enten eller, man venter bare. Og er ligegla

dette er dedikeret til hende, jeg altid vil elske ubetinget. "det var nogle svære år i starten; de er stadig svære men det er ikke længere vores forhold, den er gal med. jeg tror ikke at vi kunne udstå hinanden da vi var yngre, og jeg forstår hvorfor. årene har modnet mig, tiden har modnet dig, og vores forhold betragter jeg som uvurderligt. lige meget hvor langt væk vi er fra hinanden. det er trygt at vide, at du er der for mig, og at du betingelsesløst altid vil være min søster. alle har sine nedture, også du, men jeg ved at du klarer dig hver gang; for du er stærk. du er min søster; af blod - af sind!"

"Hvis du går ned, går jeg ned med dig. 26/10-2011 Der er ingen tvivl om hvor glad jeg er for dig. Så fuld af sympati overfor dig som overhovedet muligt. Hvis du vil ryge dig skæv, vil jeg også. Hvis du vil skære vil jeg også.. hvis du vil have sex, vil jeg også. Det fuldstændig vanvittige billede af mit forhold til ham, fortæller både noget om de indforståede regler, og om mig. Hvor letpåvirkelig jeg i virkeligheden er, og hvor manipulerende han egentlig er.. men jeg vil altid elske ham. Det betyder en masse, når man finder én, man virkelig elsker, også når man ikke er sammen mere. Der vil altid være knyttet et bånd, som ikke kan rives over.   Uvurderlig kærlighed"

"jeg kender dig ikke. hvert fald ikke så godt. men jeg drømte om dig igen i nat"

"Somme tider var jeg glad, somme tider var jeg trist. Men grundstemningen i mit sind var altid en paranoid forestilling om hvordan verden virkelig var. Jeg troede ikke på det, jeg så. Det hele måtte være løgn. Hvorfor skulle verden være så ond i virkeligheden? Var det mig selv, der gjorde verden til et dårligt sted? Var det min forestilling den var gal med? Jeg vidste godt, at jeg til tider var lidt virkelighedsfjern, men direkte blind, nægtede jeg at tro på. Der måtte være noget om snakken, når jeg gang på gang oplevede den ondskab folk kunne udsætte hinanden for. Var verden ond, eller gjorde menneskene den ond? Jeg følte en masse had og ondskab gennem hele min barndom – og ungdom for den sags skyld. Der findes så mange reelle mennesker, der vil gøre gode ting ved folk, de holder af. Men de var sjældne, og man skulle holde godt fast når man var så heldig at møde dem. Jeg prøvede. Prøvede at holde fast, men min egen forskruede personlighed gjorde at jeg uvildigt skubbe

”Karina havde ofte selv indflydelse på, hvad der skete i hendes liv. Men hendes måde at handle på, gav tit store problemer. Tilliden til og fra Karina var totalsmadret, og ville nok tage en evighed at genopbygge. Men ville hun kunne rumme gensidig tillid? Var hendes sind så smadret, at hun ikke længere kunne føle ægte og reelle følelser? Følelsesmæssigt var udsvingene så store, at uforudsigeligheden tit gjorde det svært at tackle hende. Og dette gjaldt både for hende selv og andre.   Kampen om Karina begyndte for 21 somre siden. Alle kampe starter når et barn fødes, spørgsmålet er bare, om kampen er udholdelig eller ulidelig. Hun blev et underligt   barn – sådan lød det hvert fald fra alle mennesker, der havde med hende at gøre. Især de mennesker, der havde nogle klare forestillinger om normerne for et barns opførsel. Men hun var måske ikke underlig og anderledes. Måske snarere et levende og markant tegn på, at ingen mennesker var ens. Undtagelsen der bekræfter reglen? At sk

"Deres mest magtfulde middel: medicinen, syntes at prelle af på mig efterhånden. Udover min faste medicin, som i forvejen blev slugt i store doser, modtog jeg ekstra medicin cirka 7 gange om dagen. Min krop var en stor klump som ikke kunne andet end at ligge i sengen. Hvor end jeg gerne ville udrette noget kreativt. Trætheden var konstant min tro følgesvend, men samtidig kunne jeg ikke undvære medicin, med den situation jeg var i. fremgangen var i langt borte, og kunne ikke skimtes lige meget hvor meget jeg søgte, bare det mindste tegn. Men håbet levede, så længe troen på livet eksisterede – og det gjorde den. Indtil andet var bevist. Længe leve medicin – til helvede med bivirkningerne."

"Nætterne går godt. Jeg sover igennem og er frisk om morgenen. Jeg er sågar begyndt at dukke op i spisesalen hver morgen. Personalet kigger ind til mig hver halve time, og jeg bliver dopet med medicin dagen lang. Det må betyde at jeg ikke har det godt. Men jeg ved det ikke. Tankerne omkring min egen eksistens dukker op fra tid til anden, men jeg er blevet bedre til at tackle dem. Det vil sige at jeg ikke har de stærke selvmordstanker jeg har været intenst plaget af de sidste 3 uger. Måske er det medicinen. Måske er det mig. Måske er det roen på afdelingen. Åben kontra Lukket er himmelen! Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan holde ud at arbejde på så kaotisk en afdeling. Men her er der rart at være. Selvom det ikke er altid jeg vil indrømme det. Psykoserne kommer og går, ofte ved aftenstid. Jeg aner ikke hvorfor. Måske er det mørket, måske er det mig. At jeg ikke har fast vagt mere giver ekstra frihed. Jeg nyder at kunne bevæge mig rundt i afdelingen uden et me

"når jeg kigger mig omkring her på afdelingen, ser jeg unge mennesker, der er forpint. jeg ser midaldrende mennesker, der er forpint. og jeg ser gamle mennesker, som aldrig har haft det godt, og måske heller aldrig vil få det godt. når jeg ser mig i spejlet, tænker jeg ofte, om det også bliver min skæbne; aldrig at få det godt. men  jeg vil have det godt.. eller hvad? JO! jeg vil være glad, jeg vil være lykkelig, jeg vil være rask. "

"Der var kaotisk i mit hoved, og rastløsheden gjorde mig desperat. Ingen form for medicin eller samtale syntes at kunne løsne op for spændingerne, der var ved at drive mig til vanvid. Efter en stor dosis beroligende slog det klik, og må vej ned til sengestuen for enden af gangen sparkede jeg til væggen, hvorefter min sko efterlod et stort hul i gipsen. Der rendte 4 sygeplejersker efter mig, og jeg forklarede stortudende at min tilstedeværelse var fuldstændig uudholdelig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og at det i øvrigt ikke var meningen at ødelægge væggen. Jeg smed mig i den sjælsforladte metalseng jeg havde sovet i mange nætter uden at føle angst. Men nu følte jeg angst. Jeg var oppe i det røde felt og ville for alt i verden bare have lov til at skade mig selv, og jeg ville for alt i verden have at de forhindrede det. Jeg vidste at jeg ville ende på lukket afdeling hvis jeg skadede mig selv, og i øvrigt også hvis jeg stak af, eller ødelagde yderligere inventar. L

Mange af mine medpatienter savner. savner deres livspartnere, deres børn, deres husdyr, og ikke mindst dem selv. Alle er sårbare, og har oftest fungeret optimalt inden de måtte overgive sig til psykiatrien. Psykiatrien har reddet mange liv, men ude fra set, kan der samtidig siges en masse dårlige ting om forehavendet. Det kan dem, der er i systemet, sikkert også. Da jeg lod mig indlægge, tænkte jeg hverken på mit egen eller mine pårørendes velbefindende. Jeg var ligeglad. Det var jeg mange år ud i fremtiden. Dét var forkert. At jeg var deprimeret og syg, gjorde heller ikke noget godt for mine kære. Ingen vil rammes af nogen.   Sygdom, hvad enten det er psykisk eller fysisk.   Men hvad der lige præcis fór gennem hovedet på min mor da hun afleverede mig i De hjælpsommes Hus, ved jeg ikke. Hvad min far tænkte når vi sad på Vivaldi i Holbæk og prøvede at holde sammen på os selv. Det må have været svært. For alle parter. Jeg savner mig selv, selvom jeg ikke har kendt til andet

!Vinduet har en fin udsigt. Ud over hospitalets skov med gule og brune blade, der minut for minut falder i flok. Efteråret er her, grænsende til vinter. Men ikke endnu. Når vinteren kommer, går mit sind i dvale, og jeg åbner først øjnene, når solen når igennem mine øjenlåg. Men vinduet er også øjnene ud til verden. Det virkelige og uhyggelige verden. Den verden jeg aldrig har kunnet forholde mig til. En far måtte slæbe sin grædende søn ud fra hospitalet og ind i en bil. Hans mor er indlagt. Og savnet må være gigantisk. For den indlagte må det være nemmere end for de pårørende; dén som er syg, har meget andet i hovedet end sin familie, lige meget hvor gerne man ville kunne fokusere på familien. Nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre. Det gjorde mig trist da jeg så den grædende dreng, der ikke ville af sted. Kærligheden kender ingen grænser, lige meget hvor man er. Men hvis sindet ikke tillader nogen form for ro, må andre tage over. Det er ikke egoisme at man ikke er f

"jeg sad i en hospitalsseng med en plejer ved siden af mig. det eneste tidspunkt jeg havde bare lidt  privatliv , var aldrig. for hver dag der gik, fik jeg mere og mere medicin. kunne dårlig holde mig oprejst og tilbragte derfor største af tiden i metalsengen med skumgummi madrassen. man lå ikke godt, men det vigtigste var også at når jeg ikke magtede andet, kunne lægge mig. kræfterne var der ikke til at bevæge mig ned i spisesalen til frokost og aftensmad, og kunne knapt få noget ned. jeg var træt. forfærdelig træt. svingningerne i min tilstand gjorde det heller ikke bedre, idet jeg den ene dag kunne have det godt, og den næste kunne være helt udmattet. plaget af tanker og psykoser, overskriften siger ikke så meget, for jeg tænker ikke. jeg er her bare. næsten."

”når du lever med skizofreni, skal du også leve med folks uvidenhed” – EN AF OS. Da jeg i sin tid fik diagnosen Paranoid Skizofreni, følte jeg en ubeskrivelig lettelse. Jeg havde endelig fået ”identificeret” mine problemer. Jeg havde op til min første indlæggelse i 2006, gået rundt i min egen verden, som var fyldt med hallucinationer og selvmordstanker. Jeg vidste ikke, at jeg var syg, på trods af at en terapeut, læge og psykolog havde sagt at jeg ikke kunne hjælpes yderligere i deres regi, at en indlæggelse og medicin var nødvendigt. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad Skizofreni var; jeg troede at det var noget med ”flere personer i én”. Men i manges sygdomsbillede var det ikke tilfældet. Jeg stiftede bekendtskab med alverdens psykiske sygdomme de næste 100 år, og lærte via min medpatienter en masse om dem. Jeg kendte til deres sygdomsbilleder, men valgte at skubbe mit eget væk, så langt væk som muligt. Skizofrenien var skræmmende, selvom jeg var lettet over den langt om læ

"da jeg ikke følte mig tilstrækkelig, og angsten var ved at æde mig op, rakte jeg ud efter et andet menneske, hvor faktum var at han ikke var tilstrækkelig. men det var ikke hans skyld; ligesom det ikke var min skyld, at jeg ikke var tilstrækkelig. men i sådanne situationer har jeg brug for mere end blot beskeden om at der ville gå 5 minutter. for de 5 minutter blev afgørende for det næste lange stykke tid. nu er jeg så landet på et hospital for psykisk syge, på grund at min impulsive handling i et sårbart øjeblik, hvor jeg ikke kunne styre mig selv. det er egentlig ikke trist, og handlingen som ansås for alvorlig, tænkte jeg ikke videre over bagefter. for jeg er usårlig - hvertfald fysisk. psykisk har jeg brug for ligeså meget omsorg som en nyfødt, men jeg kan ikke komme til skade udenpå, det vil altid gå over, lige meget hvor galt det går. realiteten har ikke nået mig endnu, og jeg venter tålmodigt"

"Jeg havde allerede fra barnsben svært ved at finde ud af, hvem jeg var. Men de mest alvorlige symptomer på min krise, startede da jeg var cirka 12 år gammel. Jeg var gennem hele min opvækst blevet fejltolket på alle fronter. Jeg kunne ikke finde ud af at håndtere mine følelser, hvilket resulterede i, at jeg heller ikke kunne finde ud af at kommunikere dem ud på en konstruktiv måde."

DAGBOG D. 4/11 2012   jeg er træt. træt af at være syg, træt af at være omfavnet af psykoserne, depressionerne og den tiltagende angst. jeg har ikke lyst til at være trist, men andre magter bestemmer for tiden. jeg tror ikke på medicin, som tydeligvis heller ikke virker på mig - lige meget hvor meget jeg tager. når sygeplejersken banker på og kommer smilende ind ad døren med et blåt bæger med pillerne der gør mig til alt andet end et velfungerende menneske. jeg føler mig i øvrigt ikke som et menneske mere, snarere et omvandrende udyr, der endnu ikke har fundet grunden til grusomheden og hvorfor tilstanden synes at vare ved. det er underligt at føle sig levende og død samtidig, men aktuelt er det et faktum. al den sløvende medicin og konflikterne udmatter mig. jeg ville ønske at jeg var hjemme, men ligenu er det ikke et alternativ, for hvad ville der så ske? virkeligheden er, at ambivalensens spind gør mig både bange og opsat på at skade mig selv. der er ingen ensrettede følels