hvis mine øjne var et kamera

”Når folk forlod mig, om det bare var for et øjeblik, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der mon var så skræmmende ved at være alene. Men jeg kendte godt svaret. Fordi jeg efter blot Et øjeblik kunne føle ensomheden overtage mig, og jeg blev hurtigt bange for hvad der mon ville ske, og om jeg nu skulle være alene for altid. Ingen er alene for altid. Selvom ensomheden kan gnave sig helt ind til benet i hvem som helst, vil man forhåbentlig vide at man aldrig vil være alene for evigt. Men hvad så når man dør? – vil man synke ind i ensomheden. For altid? Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke at noget menneske, hvor klogt og faglig dygtigt det er, nogensinde vil kunne svare. Er det overhovedet et spørgsmål om faglighed, eller er det mere et spørgsmål om indsigt? Hvis vi ikke er ensomme, frygter vi måske ikke døden så meget som hvis vi var helt alene i forvejen? Jeg frygtede hvert fald ensomheden. For hvem ved hvornår man ser et ansigt igen? Når det er for sent er det jo

"Kan en fyr overhovedet se sig selv i spejlet når de har såret en pige så voldsomt at hun føler at hendes sjæl aldrig vil blive hel igen? Jeg ved godt at det sagtens kan gå den anden vej rundt, men i dette tilfælde kan jeg kun tale for mig selv. Min egne erfaringer. Jeg forstod det ikke, men samtidig havde jeg forståelse for det, han gjorde. Kunne jeg finde på det samme? Kunne jeg være så stor en idiot? Jeg ved det ikke. Men når man befinder sig i et forhold der ikke er særlig spændende længere, hvorfor finder man så ikke en fornuftig løsning? En løsning er ikke gør så ondt på den anden part? Det er lige meget hvordan man siger det, det vil altid gøre ondt. Men hvor ondt kan det gøre, før man falder fra hinanden? I mit tilfælde fik jeg først samlet mig selv op efter halvandet år. Halvandet år hvor jeg stadig så ham, men ikke på en særlig konstruktiv måde. Men jeg var afhængig af ham. Så afhængig at jeg fandt mig i at blive behandlet som affald bare for at være sammen med ha

Jeg ville ønske at jeg en dag vågnede op med flotte arme. Arme der ikke var fulde af ar. Ar, der vil gøre min fortid til en belastning for min fremtid. Tilliden til, at jeg vil få en god fremtid - eller rettere sagt – troen på at jeg en dag vil kunne få en normal fremtid, er på nulpunktet. Men håbet lever. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal grave det frem. Hvordan jeg mon skal finde det frem fra det tykke pessimistiske skjold jeg har opbygget gennem tiden. En tid der har været så stort et helvede at jeg ikke har kunnet blive andet end pessimist. 2012 er ved at være slut, så det er tid til at gøre status. I det mindste over det år, der nu er gået. Endnu flere ar, lange indlæggelser, flytterod der har hindret min bedringsproces. Der er så mange negative ting, at de positive næsten ikke er til at spotte. Hvor meget jeg end prøver på at finde frem, virker det umuligt. Så mange nedture og triste oplevelser, der har været, ikke kun i mit eget tilfælde, men for de fleste af d

status fra metalsengen " Nætterne går godt. Jeg sover igennem og er frisk om morgenen. Jeg er sågar begyndt at dukke op i spisesalen hver morgen. Personalet kigger ind til mig hver halve time, og jeg bliver dopet med medicin dagen lang. Det må betyde at jeg ikke har det godt. Men jeg ved det ikke. Tankerne omkring min egen eksistens dukker op fra tid til anden, men jeg er blevet bedre til at tackle dem. Det vil sige at jeg ikke har de stærke selvmordstanker jeg har været intenst plaget af de sidste 3 uger. Måske er det medicinen. Måske er det mig. Måske er det roen på afdelingen. Åben kontra Lukket er himmelen! Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan holde ud at arbejde på så kaotisk en afdeling. Men her er der rart at være. Selvom det ikke er altid jeg vil indrømme det. Psykoserne kommer og går, ofte ved aftenstid. Jeg aner ikke hvorfor. Måske er det mørket, måske er det mig. At jeg ikke har fast vagt mere giver ekstra frihed. Jeg nyder at kunne bevæge mig r

Tillid til sig selv. Failed Jeg måtte ringe. Men det var svært. Alligevel sad angsten i halsen på mig, og jeg greb telefonen med mine blodige fingre og ringede til personalet. Hun var hurtigt inde i min lejlighed og løb 10 sekunder senere ud og råbte på det andet personale, der var på vagt. Det kunne ikke stoppes, så de ringede 112, som var der 10 minutter efter. Jeg kunne høre sirenerne, som på mystisk vis føltes som et tæppe omkring min krop, og gjorde mig tryg. Pædagogen måtte tale til mig konstant for at sikre min bevidsthed. Men jeg var ved bevidsthed.   Da de store, helteagtige redningsmænd fór ind af døren, kom den fulde tryghed endelig til mig. Jeg lå der vist længe. De forbandt straks min arm og fik mig op at sidde. Det kunne jeg knapt. Mine tænder klaprede og jeg var døsig. Båren blev kørt helt ind og jeg måtte støttes massivt den korte vej jeg skulle gå. Jeg blev lagt på båren og fik det rigtige tæppe omkring mig. Jeg kunne endelig slappe af; nu ville der ikke