Opslag

Viser opslag fra januar, 2013

karina serveret på et sølvfad - Del 26

"Der var et personale, som var fantastisk. Eller, der var flere. Men ham her – han kunne noget. Han kunne forvandle den mest håbløse situation til blot en mindre nedtur. Grounding, gjorde meget godt for mig, og han vidste nøjagtigt hvornår det var nødvendigt. Det var ikke kun derfor jeg kunne lide ham. Hans person indbød til både sjov og alvor. Han fik et nyt job kort efter jeg flyttede ind, og selvom vi ikke havde et indgående kendskab til hinanden, kunne jeg ikke lade være ed at fælde en tåre. Nogle mennesker sidde fast for en periode, og vil ofte være i ens tanker, når der opstår en helt speciel situation, som minder en om dem. Han dukkede op på min fødselsdag med en gave. Det var en vase, og han vidste at jeg ikke brød mig om blomster. Men han sagde, at når der kom blomster i vasen, var det tegn på, at jeg var kommet lidt nærmere en bedre tilværelse. Smuk og betænksom tanke. Vasen står på en hylde, og fra tid til anden er der blomster i, men jeg kan sagtens nyde tanken om at

karina serveret på et sølvfad - Del 25

" Efter blot et par dage skar jeg mig første gang. Men sagde det ikke til nogen. Heldigvis var det ikke så slemt. frygten for hvad der ville ske, hvis jeg skar mig, gjorde et eller andet ved mig, så jeg ikke turde tale højt om min blomstrende slevskade. Men på daværende tidspunkt blomstrede den ikke. Men det kom den til senere. Efter kort tid sad jeg fast i samme rille som tidligere, og rutinen fandt hurtigt sin plads i min nye situation. Det blev til et utal af skadestuebesøg. Efter kort tid begyndte mønstret at indfinde sig, og en aften jeg blev stoppet i min selvskade førte det til en massiv fastholdelse, hvor eg var på nippet til en indlæggelse. Vagtlægen blev tilkaldt, og jeg vidste nøjagtigt hvad jeg skulle sige, og hvad jeg ikke skulle sige. Det endte med en stor dosis medicin, og Karina lagde sig stille og roligt i sin seng."

karina serveret på et sølvfad - Del 24

"Der var alligevel én beboer, som viste stor interesse for mig, som hele tiden ville snakke og ryge cigaretter med mig. Det var en smule belastende, men også lidt rart, at der var én, som viste interesse. Men det blev hurtigt meget energikrævende at være i rum med hende. Hun var ekstremt klog, men samtidig sad hun fast i barndommen, med hendes måde at bruge sin klogskab på. Aftensmaden dannede ramme om samtaler der indeholdt kloge ord og barnligt sludder. Det blev hurtigt et kapløb om hvem der kunne sige mest på kortest tid. Men hun var sød. Samtidig uhyggelig. Både på grund af den fremragende intelligens, men også hendes udtalte krav på opmærksomhed. Fra dag et var hun over mig, på en måde der grænsede til det irriterende. "

karina serveret på et sølvfad - Del 23

" Jeg flyttede et par måneder senere, og var nu klar til at starte på en frisk. Men starten var svær. Det vil den altid være. Men jeg faldt hurtigt til. Blev glad for mine kontaktpersoner og de andre personaler. Jeg havde ikke megen kontakt til de andre beboere, men det havde jeg egentlig heller ikke det store behov for. Kunne sagtens snakke med dem om diverse hverdagsting, men det var altid kortvarigt. De interesserede mig ikke, og jeg interesserede sikkert heller ikke dem. Der blev hurtigt skabt en afhængighed fra min side. Afhængighed af personalet. De spillede en stor rolle i mit liv, for det var dem, jeg havde samværet med. Ikke nogle jævnaldrende, jeg kunne have det sjovt med; nej, jeg var blevet til en tryghedsnarkoman, der hver dag, hele dagen, skulle have sit drug."

Artikel i "outsideren" af Karina Lund

I årets løb har jeg ofte tænkt: Hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkt dette færdigt: Hvad er meningen med livet? Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig, mens min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på.. Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner, når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro. Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er dèt virkelig meningen med d

karina serveret på et sølvfad - Del 22

" Det nye år blev ikke just bedre. Fyren, der havde været det mest betydningsfulde i mit liv i flere måneder, var mig utro, og det sluttede brat mellem os. De var starten på en ny nedtur, med masser af cutting og indlæggelser. Jeg blev oprørsk. Begyndte at se min ekskæreste igen, ryge en hel masse hash og være meget hård ved mig selv. Jeg smuttede fra bostedet uden at få lov, og sked på alle andre. Kom skæv tilbage dertil og smittede nogle af de andre med min uhensigtsmæssige adfærd. Den oprørske Karina blev pludselig bragt til live – for hun havde ikke haft mulighed for at gøre oprør tidligere. Der var meget snak om flytning. Det stod stille på Dyssegården, og det var tid til at komme et andet sted hen. Der blev holdt møder med kommunen og de fandt hurtigt et. Skibbyhøj"

karina serveret på et sølvfad - Del 21

" Det hele vendte på en tallerken under en indlæggelse, hvor man besluttede at jeg skulle begynde på Leponex. Et præparat der for mit vedkommende gjorde mig meget, meget sulten. På et halvt år tog jeg 30 kilo på. I efteråret 2010 mødte jeg en mand, der gjorde de næste 5 måneder fantastiske. Han blev min kæreste, og vi havde det skønt. Jeg havde det bedre end eg havde haft det i lange tider, men lagde ikke mærke til at jeg samtidig blev ved med at tage på. Jeg blev, ved et møde med et stort spejl, konfronteret med min store vægtøgning og stoppede den 31/12 2010 med Leponex. Det nye år skulle blive bedre og lettere, besluttede jeg mig for."

karina serveret på et sølvfad - Del 20

"Det var starten på endnu en spiseforstyrrelse. Fra den ene dag til den anden begyndte jeg at veje mig 6 gange om dagen, spise meget sparsomt, og sulte mig selv 8 dage ad gangen. Jeg var helt forskruet af mit medicinstop, og var lykkelig over min nye beskæftigelse, som jeg i mange år ikke havde haft mulighed for at udføre på grund af medicinen. Der gik 3 måneder, og jeg tabte 20 kilo. Medicinen blev til større doser, og psykiateren ville have mig tjekket for forstyrrelser i helbred på grund af den kolossale vægttab, så eg fik taget bodtryk 3 gange om dagen, og der blev lavet planer for, hvad jeg skulle spise. Men jeg spiste ikke. Lige meget hvad der blev stillet foran mig til måltiderne rørte jeg det ikke. En dag fik jeg et glas vand til frokost, som eg nægtede at drikke, fordi jeg var bange for at tage på. Sådan fungerede det i perioderne hvor jeg ikke spiste. I de mellemliggende perioder, hvor jeg spiste, gik jeg ind til mig selv og hylede og skreg efter måltiderne, fordi jeg

karina serveret på et sølvfad - Del 19

"Min læge kom på hjemmebesøg og besluttede at jeg skulle indlægges, hvad enten jeg ville eller ej. Timerne gik med fastholdelse og en masse tårer. Så kom politiet. Jeg var bange. Bange for den instans jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med før. Det foregik stille og roligt, og jeg blev kørt til psykiatrisk intensiv afsnit i Hillerød. Det var skræmmende at jeg nu skulle befinde mig der. Endnu et nyt sted, og flere nye ansigter. Jeg var der i 3 dage, hvor jeg var udsat for 3 bæltefikseringer, og 3 beroligende sprøjter. På 3. dagen havde jeg det så meget bedre, og var startet på min medicin igen, så jeg kunne komme hjem. Der kom mange flere indlæggelser på den lukkede afdeling, både frivillige og med tvang, men fællestrækket ved disse, var at de var meget kortvarige. Heldigvis. Slutsommeren 2009 stoppede jeg, i samråd med en psykiater på åben afdeling i Helsingør, med mit Zyprexa-indtag. Jeg havde på daværende tidspunkt taget en hel del på i vægt, og   var rigtig ked af

karina serveret på et sølvfad - Del 18

"Jeg faldt hurtigt til. Det var et hyggeligt miljø, og atmosfæren var god. Der var et par beboere, som havde det rigtig dårligt, og jeg blev lidt bange for deres anfald, der ofte førte til tvangsindlæggelser. Men det vænnede jeg mig til. Det lyder makabert at man kan vænne sig til andre menneskers dårligdom, men faktum er, at det med tiden blev hverdag. Det skete ikke ofte på ungdomspsykiatrisk afdeling, selvom man skulle mene, at der ville være mere uroligt, men på afsnittet var der ikke de store udsving i den gode stemning. Kort tid senere blev det tid til min egen tvangsindlæggelse. Jeg var stoppet med min medicin for en periode, uden samråd med nogen som helst andre end mig selv. Jeg bankede hovedet ind i væggen og havde højtråbte selvmordstanker. Episoden indfandt sig fordi jeg ikke måtte tage hjem på weekend på grund af mit medicinsvigt. Jeg var på daværende tidspunkt hver anden weekend hos min far og hver anden hos min mor. Jeg var kommet et sted hen, hvor de samtid

karina serveret på et sølvfad - Del 17

"Det var ikke så slemt. jeg flyttede i omkring september, og skulle vænne mig til en masse nye ansigter, der nu skulle være en stor del af mit liv. Der gik en uge før jeg skar mig første gang under mit ophold på Dyssegården. Måtte sidde i 4 timer på skadestuen og vente på at få syet mine to små flænger lige under skulderen på min højre arm. Heldigvis ventede et personale trofast sammen med mig. Det var mit første besøg på skadestuen i Hillerød. Det blev til mit hjem nummer 3, så ofte var jeg der. Jeg lærte de fleste læger og sygeplejersker at kende, og heldigvis kunne jeg ikke læse tanker, og vide hvad de tænkte når jeg gang på gang dukkede op med mine suturkrævende sår. Jeg blev hurtig glad for personalerne på Dyssegården, og et par af de andre beboere svingede jeg også godt med. Men det var svært at være et nyt sted med nye mennesker; jeg skulle starte helt på en frisk. Ungdomsafdelingen havde været min trofaste støtte i nogle år, og det var nu helt slut med at skulle færde

karina serveret på et sølvfad - Del 16

"Jeg var indlagt hen over sommeren, og var i en slags venteposition indtil kommunen havde fundet et nyt bosted til mig. Jeg var stadig selvskadende i stor stil, og bæltefikseringer var der også et par stykker af, men slet ikke i samme grad som dengang i 2006, hvor jeg havde det værste år i hele mit liv. Det var stadig svært at være til, men det gjorde mig stadig tryg at vide at jeg havde mit trofaste sikkerhedsnet, som altid var spændt ud under mig. Flugten fra mig selv blev til flugten fra andre, idet jeg troede og håbede at nissen ikke fulgte med. Hvis jeg stak af fra min situation, kunne jeg måske løbe hurtigt nok til at stikke af fra mig selv også. Men lige meget hvo hurtigt og hyppigt jeg løb min vej, fulgte jeg selv med. Selvom jeg afskyede mig selv så meget, at jeg ikke burde føle mig velkommen i min egen krop. Jeg blev der altid. Der blev fundet et nyt sted til mig sidst på sommeren i 2008. det var både spændende og frygtindgydende at skulle flytte væk igen. Jeg ku

karina serveret på et sølvfad - Del 15

"Først var det tid til et besøg fra min støtte/kontaktperson fra kommunen, som nok reddede mig fra at tage mit eget liv. Han dukkede op 20 minutter for tidligt og fandt Karina, der var ved at bryde helt sammen. Vi kørte lidt rundt, og det endte med at jeg blev akut indlagt på Fjorden, hvor jeg var i 3 uger. Derefter tilbage til Holbæk, det velkendte tilholdssted.   På ungdomspsykiatrisk afdeling var der mange nye ansigter, men også mange jeg kendte. Det var et glædeligt gensyn med mange af personalerne, men samtidig et nederlag at ende der igen. mange af patienterne var blevet skiftet ud med nye, men ”longtimerne” holdt trofast ud, til jeg kom igen. Jeg var ikke ligeså dårlig som under første indlæggelse, men jeg havde det heller ikke godt. Alligevel var der overskud til at være social, have det sjovt og nyde tilværelsen en smule. Jeg var tilbage i trygheden, og samtidig havde jeg fået mere frihed igennem mit ophold, så tingene var blevet mere overskuelige. Alle var søde v

karina serveret på et sølvfad - Del 14

"Første aften i sommerhuset var sammen med to personaler. M. og C. vi så film, og M. startede med sine perverse udtalelser allerede fra starten af aftenen. Jeg blev befalet i seng ved 23-tiden og der foretog han overgrebet. Dagen efter var M. og jeg i Rosengårdscentret. Ham med masser af selvtillid og jeg med masser af væmmelse og utilpashed. Han sagde til mig i bilen på vej tilbage til sommerhuset: ”det bliver mellem os”. Jeg svarede: ”ja selvfølgelig”.. men det gjorde det ikke. Jeg kunne ikke have dét på min samvittighed. Kunne ikke holde tanken om hændelsen ud, og kontaktede mig veninde, som fik mig overtalt til at fortælle det til mine kontaktpersoner. Jeg fortalte dem det samme aften, dagen efter overgrebet. Politiet blev kontaktet med det samme, og jeg blev afhørt dagen efter. Min far var kørt til Fyn og mine kontaktpersoner og forstanderen var der også. Det var hårdt og svært at tale om det, og jeg var både flov og pinlig over det. Selvom jeg ikke skulle føle mig skyl

karina serveret på et sølvfad - Del 13

"I 2008 fandt kommunen et bosted til mig, hvor jeg flyttede ind i februar. Selvskaden flyttede med, og det samme gjorde alle mine andre udfordringer. Der var konfrontationer med personalet, både i forbindelse med cutting og forsøg på at stikke af. Jeg fik et personale rendende efter mig konstant, men fik ofte mulighed for at skære mig alligevel. De var nemme at snyde. Det hele kulminerede en aften, hvor jeg flippede ud, og personalet måtte fastholde mig foran alle de andre beboere, og jeg til sidst blev hentet af en ambulance og kørt på psykiatrisk afdeling i Odense. Der overnattede jeg og blev hentet næste dag af min kontaktperson og kørt hjem. Jeg smed mig i sengen, og lidt senere kom forstanderen ind til mig og sagde at jeg ikke længere kunne være på bostedet, og skulle indlogeres i et sommerhus i nærheden. Jeg var ked af alt. Endda ked af ikke at måtte bo på stedet længere. Selvom jeg ikke kunne lide at være der, var det som en knytnæve i maven, at jeg ikke længere var ønsk

karina serveret på et sølvfad - Del 12

"Var tilbage på afdelingen næste dag, og opsynet blev skærpet. Alligevel skar jeg mig mere end nogensinde, og nogle dage måtte jeg på skadestuen 2 gange. Personalets tålmodighed var utrolig, og jeg værdsatte deres omsorg, men samtidig var jeg ved at blive kvalt af bare væmmelse over deres måde at tackle mig på. Det blev for meget med al den opmærksomhed og omsorg de overhældte mig med. Der var mange episoder med flugt fra afdelingen og køb af piller og barberblade. Det blev til alvorlige konfrontationer, især når det ikke lykkedes mig at flygte, og de måtte slæbe mig ned i skærmen og lægge mig i bælte. Tiden gik på afdelingen, og jeg fik det langsomt bedre. Mødte en masse fantastiske piger, som jeg havde det super sjovt med, og de hjalp til med at forbedre min livskvalitet, uden de vidste det."

karina serveret på et sølvfad - Del 11

"Selvskaden tog endnu mere til, og en aften var jeg nødt til at tage på skadestuen for at blive syet. Det gentog sig omkring 150 gange siden. Mere ville have mere, og personalet blev mere og mere strenge. Men heldigvis skærpede de ikke deres opsyn med mig. Det ville jo betyde, at jeg ikke kunne skade mig selv, så jeg var lykkelig over, at de ikke tog det helt alvorligt. Hvert fald ikke alvorligt nok til at skærme mig igen. Jeg begyndte at få lov til at komme hjem på weekend hos mine forældre. Det var rigtig rart, og et dejligt afbræk fra den barske virkelighed på afdelingen. Men var afdelingen virkelighed? Eller var mit hjem virkeligheden? Efter en weekend hjemme kørte min far mig tilbage til afdelingen, og jeg fik lidt penge til at købe cola og slik for. Så snart jeg var tilbage stak jeg af for at købe 2 pakker Panodil. Da jeg kom tilbage, fik jeg besked på at aflevere barberbladene, de troede jeg havde købt. Jeg skulle tømme mine lommer, og frem kom de 2 tomme pakker, d

karina serveret på et sølvfad - Del 10

"Efter en svær periode med masser af tvang og voldsomme vredesudbrud, fik jeg det bedre. Havde opsnuset en anden patients udskrivelse, tryglede jeg om at få den ledige stue ude i afdelingen, og det kunne lade sig gøre. Hvis jeg fik ordineret ”højt obs.” – altså fast vagt. Hvor end jeg gik, men ikke på badeværelset. Det resulterede i at jeg ofte skar mig når jeg havde alenetid derude. Deres måder at have opsyn med en patient var mere humane end så mange andre steder, idet jeg fik lov til at være på badeværelset i fred. Men desværre blev det til en konstant søgen efter mulighed for selvskade. Det blomstrede op efter jeg igen kom ud i afdelingen – selvskaden altså. jeg havde altid barberblade på mig, hentet på ture ud i friheden - uden tilladelse.   Men kun når jeg havde penge. Som jeg fik fra mine forældre, efter løgne om et stort behov for slik og cola. Men pengene blev brugt på barberblade. Alle pengene. Mit lager blev vedligeholdt, det gjorde mig tryg. Selvom jeg havde fast vagt

karina serveret på et sølvfad - Del 9

" Efterfølgende blev det til et utal af fikseringer. I perioder dagligt. Tvangsmedicinering i forbindelse med fiksering. Håndremme, fodremme og ikke mindst grænseløs ydmygelse. En dag ude i afdelingen – udgang fra skærmen med personale tæt på mig, lykkedes det mig at smutte derfra. Men jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen. Havde hverken penge eller mobiltelefon. Jeg gemte mig i en busk tæt på afdelingen. Efter noget tid blev eg fundet. ”hvis du ikke kommer med tilbage, ringer vi til dine forældre”. Det endte med at jeg gik med tilbage, og anskaffede mig et stykke tid længere i skærmen."

karina serveret på et sølvfad - Del 8

" Der gik et par måneder med konstant skærmning og dårligdom. Jeg ventede med længsel på den næste revurdering af min tvangstilbageholdelse, og håbede på at beslutningen blev drøftet med mig, men der kom ikke nogen læge på dagen og spurgte mig om, hvordan jeg havde det. det var heller ikke realistisk at jeg kunne blive udskrevet, lige meget hvor meget jeg troede på, at det kunne lade sig gøre. En aften var jeg så frustreret over det konstante opsyn, at jeg begyndte at kaste alle mine ting efter personalet, der sad udenfor min dør. Først blev jeg ved med at lukke den, men pædagogen med den store tålmodighed åbnede den hver gang. Jeg var sur. Og ked af det hele. Efter et stykke tid var min stue tom, og alle mine ting lå ude i det fælles opholdsrum i skærmet afsnit. Det endte ud i min første bæltefiksering. Kassen med bæltet til ”ekstra tynde” blev fundet frem, og det strømmede til med personaler. En af den spurgte mig ”har du prøvet at ligge i bælte før?” – jeg hulkede ”NEJ”

karina serveret på et sølvfad - Del 7

"Mit aktivitetsniveau var på nulpunktet, og jeg husker ikke hvordan jeg overhovedet kunne få tiden til at gå. Diætplanen gjaldt stadig, og jeg var lidt lettet over, at jeg ikke længere skulle indtage mine æbler, kiks og kakao sammen med andre patienter. Jeg var bange for mig selv, og bange for andre mennesker, bange for verden, og den virkelighed der var udenfor de fire vægge, der holdt mig fanget for en periode. Det var lidt trygt, men mest skideirriterende at jeg var under konstant opsyn, at døren til min stue skulle stå åben, og at jeg ikke kunne få nogen form for ro i mit hoved. Hverken indeni mig eller udenfor mig var noget rigtigt, og forvirringen over min egen tilstedeværelse var ved at drive mig til vanvid: Hvorfor var jeg overhovedet stadig i live? Hvor var jeg psykisk? – jeg vidste dårlig nok hvor jeg var fysisk, men blev med tiden klar over, at jeg var på psykiatrisk afdeling, skærmet, og under andres vinger. Jeg behøvede ikke længere anstrenge mig for at flyve. An

karina serveret på et sølvfad - Del 6

"Jeg fik hurtigt en diagnose. OCD uspecificeret, og blandet angsttilstand. Og så stod der i min behandlingsplan ”skizofreni obs.” jeg fattede alligevel ikke noget af det der stod, men ”angst” kendte jeg til. Ikke alene kendte jeg til den, jeg havde mærket den på egen krop. i mange år. Medicinen blev hældt på mig, ét præparat for hvert symptom. Jeg fik det ikke bedre – tværtimod. Selvskaden begyndte at fylde i mit liv. Sammen med mine suicidaltanker, som jeg jo egentlig havde gået rundt med i et godt stykke tid. Men det hele blev værre. Alle de føleler og tanker, jeg havde brændt inde med så længe, kom endelig til udtryk. Dagene gik med stærk medicinering, stemmer og selvmordstanker. Personalet brugte meget tid på at prøve at passe på mig. Jeg havde aldrig i mit liv været på sårbar, som jeg nu var blevet. Jeg prøvede at holde sammen på mig selv, men det gik overhovedet ikke. Jeg blev mere og mere syg, og endte i et stort kaos, så stort at jeg ikke længere kunne noget som hels

karina serveret på et sølvfad - Del 5

"Den første dag på afdelingen var svær. Jeg var stærkt plaget af mine hallucinationer og angsten var ved at æde mig op. Ligesom den havde været de sidste par år. Personalet – især en sød sygeplejerske – var imødekommende og omsorgsfuld, og hjalp mig gennem første aften på ungdomspsykiatrisk afsnit. Vi spillede kort, ”krig”; det mest kedelige kortspil der findes, men det var til at overskue. Jeg var meget utryg, og ved sengetid sad hun med hånden på min skulder, lige indtil hendes vagt sluttede, så tog en omsorgsfuld pædagog over. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvorfor vil de mig ? hvorfor vil nogen overhovedet bruge tid på mig? Jeg sov ikke det første 1½ døgn på afdelingen. Jeg brugte de første par uger på medicinering og sultestrejke. Havde hyppige besvimelser og ville ikke spise lige meget hvor dårlig jeg blev. Frygten for maden dominerede min hverdag. Om nogen havde puttet gift i den. Da jeg blev tilpas dårlig blev der udarbejdet en plan for hvad og hvor meget j

karina serveret på et sølvfad - Del 4

"Men ønsket om bedring overskyggede al fornuftighed i mine beslutninger. Fra det øjeblik jeg gjorde det klart at jeg skulle bo på en psykiatrisk afdeling gik der kun to uger før jeg i regnvejr kørte turen til Holbæk med min mor. Indlæggelsessamtalen var hård, og jeg havde fået det endnu værre siden samtalen, siden beslutningen blev taget, og siden dagen før. Faktum var, at nu vidste alle det. Jeg var officielt ked af livet. Mine klassekammerater var nu klar over at min noget ustabile tilstand havde sine grunde, og nogle fik måske også dårlig samvittighed. Jeg var ikke længere usårlig; det havde jeg aldrig været. Nu så de alvoret."

karina serveret på et sølvfad - Del 3

"Sideløbende med alle instanserne fra læger, psykologer og psykiatere var jeg stadig i intensiv terapi. Og samtidig på randen til et psykisk sammenbrud. Jeg sultede mig selv, brændte mine hænder med skoldhedt vand og rev store totter hår af mit hoved. Hallucinationerne blev kun værre, og jeg kunne knapt nok hænge sammen af bare udmattelse. Jeg kunne snart ikke holde ud længere. Håbet forsvandt. Jeg tog til samtale hos psykiateren sammen med mine forældre. Det var svært, men jeg følte også en kæmpe lettelse, fordi jeg vidste at de kunne gøre noget ved dét. Dét jeg sloges med hver evig eneste dag, og som kun blev mere og mere uudholdeligt. Efter samtalen fik jeg besked på, at ringe ugen efter til overlægen, jeg også snakkede med den dag, og sige om jeg ville takke ja til en indlæggelse. Jeg sagde ja. Endelig kunne jeg se en ende på helvedet, men anede samtidig ikke at det var starten på et nyt helvede; et helvede hvor jeg nu ikke kun kæmpede mod mig selv"

karina serveret på et sølvfad - Del 2

Jeg gik ud fra konsultationen med endnu flere bekymringer end før jeg satte mig overfor den mest sindssyge læge jeg nogensinde havde mødt. Han mente, jeg var en doven teenager, og sendte mig til en psykolog med speciale i ungdomsproblemer. Jeg havde et par samtaler med hende, Nordmanden, som jeg knapt kunne forstå og kommunikere med. Hun smed også håndklædet i ringen og gav mig en diagnose med i farten. Selv om psykologer ikke må give diagnoser og slet ikke har autoritet til det, skrev hun ”maniodepressiv” i papirerne, som blev sendt videre til den psykiater jeg senere fik en henvisning til. Lægen skulle henvise mig til psykiater, men det gjorde han ikke som aftalt. Men efter en henvendelse med bekræftelse i, at der ingen henvisning var, gik der ikke længe før jeg fik et brev med indkaldelse til ambulatoriet på ungdomspsykiatrisk afdeling i Holbæk.

karina serveret på et sølvfad - Del 1

Det er efterhånden mange år siden jeg havde selvmordstanker første gang. Det havde altid gået godt i skolen, men som mobningen tog til, blev jeg langsomt nedbrudt. Det var svært at følge med i fagene og jeg lod det gå ud over undervisningen. Min frustration voksede sig større og større, og tankerne om at tage mit eget liv blev meget dominerende omkring 12-13 års alderen. Det var også på det tidspunkt, hallucinationerne begyndte. Jeg håbede på mirakler hver dag; at mobningen ville stoppe, at jeg kunne forenes med   mit udseende, og ikke mindst at livet ikke gjorde så ondt. Men der skete ikke mirakler. Jeg begyndte at søge trøst i selvskade. F orløsningen når blodet løb, var guld værd. Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv, og blev konfronteret af min klasselærer med min ustabile tilstedeværelse i skolen; mine helt forfærdelige opførsel og negative attitude. Jeg brød sammen, og hurtigt fik jeg hyppige konsultationer hos skolens sundhedsplejerske. Hun forstod sig ikke på mi

selvskadens stof.

”mine selvskadende medpatienter var en tyk blanding af nybegyndere, øvede og uddannede. Jeg bevægede min højere op i hierarkiet langsomt. Havde det ikke været fordi presset var så stort gennem den første indlæggelsestid, kunne jeg have været selvskadefri i dag. Vi lærte af hinanden, men havde også et kæmpestort ansvar for os selv, og den måde vi lod os påvirke af hinanden på. Jeg var desværre meget sårbar og let at påvirke. Jeg fandt hurtigt måden hvorpå jeg kunne opnå de to ting jeg stræbede efter: accept og lindring af min indre smerte. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var andre måder at opnå disse to ting på. Jeg kunne have valgt at bruge personalet. Men samtidig var selvskaden også en flugt fra de oprindelige problemer og sårbarheder; så var fokus på noget andet, og man behøvedes ikke snakke om det der gjorde ondt. Jeg kunne ikke tage afstand fra den uhensigtsmæssige adfærd de andre piger havde gang i. Jeg var ikke stærk nok til ikke at lade mig påvirke. Jeg var en skrøb