hvis mine øjne var et kamera

Da jeg langt om længe så sandheden i øjnene gik jeg i panik. Havde jeg virkelig ændret mine mønstre så drastisk og så hurtigt at jeg ikke selv lagde mærke til det? Da jeg begyndte at tænke på de dage hvor tingene var så lette, og jeg ligeså, fandt jeg ud af, at de snart måtte ændres. Men hvordan skulle jeg ændre på noget, jeg ikke kunne sætte ord på? Jeg kunne kun se, at noget var helt galt. Sandheden skræmte mig, men gav mig samtidig håb om, at alt kunne blive som før, hvis jeg bare arbejdede for det. Men dét at blive revet ind i så ond en cirkel, som syntes umulig at komme ud af, kunne også tage pusten fra mig. Jeg ville ikke se sandheden. Men den stod pludselig klart lige for øjnene af mig. Det var skræmmende at blive konfronteret med så smertefulde kendsgerninger, som jeg egentlig ville ønske, var ude af mit system og bare et sted langt ude i perferien, hvor jeg kunne gribe ud efter dem når jeg var klar. Det var tydeligt for enhver at jeg havde haft nogle svære år. Me

" Da jeg kom hjem igen efter en kortere indlæggelse, havde jeg svært ved at se de to mænd, der for blot nogle uger siden havde brugt alle kræfter i deres kroppe på at holde mig, i øjnene. Men isen blev hurtigt brudt, og alt var som før. Bortset fra en snak med teamlederen og en pædagog, hvor jeg fik at vide at hvis en sådan situation opstod igen, ville politiet blive tilkaldt med det samme. Heldigvis blev det ikke aktuelt. Tiden gik. Med en masse indlæggelser. De blev længere og længere. Jeg pendlede mellem Skibbyhøj og lukket afdeling, og var mere indlagt end jeg var hjemme i de trygge. Men trygheden flyttede med mig. Jeg blev også tryg på afdelingen, men ikke på samme måde. Plejepersonalerne var ikke særlig omsorgsfulde, som jeg var vant til hjemme. Men jeg kendte dem efterhånden, og vidste hvem jeg kunne betro mig til, og ikke mindst, hvem jeg kunne snyde."

" En aften var jeg helt ude af den. Skar mig, men det var som om at jeg ikke kunne. Noget i mig strittede imod, og der havde allerede været et personale inde og prøve at få mig ud fra badeværelset. ”du kalder når du er færdig med at skære”. Jeg fór ind på deres kontor og prøvede at få fat i nøglen til medicinskabet, men blev stoppet. Jeg ville derefter i køkkenet for at finde den største kniv der var til rådighed, men blev også stoppet i dette. det fortsatte på mit værelse hvor jeg prøvede at løbe min vej, og det endte i mange timers fastholdelse. To personaler måtte bruge alle deres kræfter på at holde mig nede på sengen indtil vagtlægen dukkede op. Det blev til et langt besøg, af en læge, der førhen havde været i psykiatrien. Hun ville indlægge mig med tvang, og da den besked kom ud gik jeg endnu mere amok. Flippede ud, og det blev så til et skud Stesolid, og så faldt jeg ellers til ro. Politiet kom, og jeg blev i stilhed, dopet af medicin, kørt til lukket afdeling i Hillerød&qu