hvis mine øjne var et kamera

der florerer så meget i mit hoved for tiden. jeg har projekter i gang hele tiden. jeg er træt. jeg har ondt i kroppen. jeg føler mit stresset. jeg føler mig ensom. jeg føler mig ikke ensom. jeg har ikke lyst til at bevæge mig ud. jeg kan ikke finde ud af at leve. kære sygdom   hvad har vi til fælles?   hvorfor er du her?   hvad er forskellen på du og jeg?   har jeg fortjent dig?   HVAD VIL DU?     jeg ville ønske at..   jeg turde spise.   jeg kunne slappe af   jeg kunne kæmpe imod mine dæmoner   jeg var rask .     forskellen på du og jeg er, at jeg kan tåle døden. jeg kan klare enhver situation, hvad enten den er farlig eller ubetydelig ligegyldig. forskellen er også, at jeg sætter ligegyldigheden før mig selv. og mine prioriteringer sætter spørgsmålstegn ved oprigtigheden af min eksistens.   at leve eller overleve?  

når det gælder steder at bo, vil der altid være nogle mennnesker man knytter sig til. men samtidig ved man, at der pludselig kan komme en uventet drejning: flytning. det kan både være godt og skidt, alt efter hvor glad man var for stedet. da jeg skulle flytte fra mine forældre var det ikke med tårer i øjnene, det va nærmere en lettelse, at de ikke længere skulle se mig have det dårligt. jeg valgte at flytte på bosted i 2007, og kommunen anbragte mig på et bosted i Faaborg i starten af 2008. jeg fik to supersøde kontaktpersoner, som jeg hurtigt fik tillid til, og var rigtig tryg ved. efter blot 3 uger havde jeg det så dårligt at de ikke længere ville have mig boende. jeg blv rigtig ked af det, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor. jeg var ikke glad for stedet, men til gengæld var jeg rigtig glad for et par af personalerne, som i høj grad havde været der for mig. jeg tænkte ikke over at der ville komme andre, ligeså fantastiske mennesker, som kunne gøre ligeså meget godt som dem. dem,

"mange morgener startede med at jeg kneb mig selv i armen, med tvivlen om hvorvidt jeg var rask eller syg. havde jeg altid være rask, og bare haft en 8 år lang drøm med al den pinsel der overhovedet kan ramme ét menneske? eller var jeg virkelig mig? var jeg hende, der ikke kunne finde en retning i sit liv, og blot famlede i blinde? lige meget hvem jeg var, ville begge dele være ubehagelige; der var fordele og ulemper ved at være rask, og der var rigtig mange ulemper ved at være syg. jeg kunne ikke altid finde ud af, hvem jeg var; om mit liv var én lang ond drøm, jeg aldrig ville vågne op fra? allerede tidligt i mit liv var jg tvivl om, hvorvidt det der skete, var virkeligt. eller om drømmen en dag ville ende, og jeg kunne blive et forholdsvis lykkeligt menneske. hvis man altid har været angst, er angsten svær at komme af med igen. men nu kunne jeg endelig lægge mig till at sove uden angst, og vågne op uden angst. ingen grimme drømme om natten, dog varede de nu hele dagen. jeg k

"der gik ikke lang tid, før friheden kom indenfor rækkevidde igen. men udsigterne til udskrivelse syntes meget langt væk. det var egentlig okay, for jeg fik lov til at forlade afdelingen i flere dage ad gangen. det var første indlæggelse, der endte på en måde, der ikke kun gik ud på at vente i længsel. tvangstilbageholdelsen blev ophævet, og jeg var generelt meget, meget glad trods jeg opholdt mig på lukket afdeling. der var netværksmøde en måned før udskrivelse, hvor jeg fik beskeden om, at Skibbyhøj ikke længere kunne have mig boende. samtidig fik jeg nyheden om at der allerede var fundet et nyt sted til mig. i Slagelse"

"jeg begyndte at tro, at jeg virkelig var syg. seks års benægtelse havde gjort noget ved mig. jeg benægtede skam stadig, men ikke i samme grad som jeg havde gjort for bare to måneder siden. de mange ar, som både sad på min sjæl og min krop opdagede jeg nok aldrig helt. deri lå benægtelsen. der var ikke noget farligt i min adfærd; men det var der. mine tomme trusler om at tage mit eget liv, var i grunden ikke så tomme. men det troede jeg, at de var. indtil jeg en dag lå, blå i hovedet med en strømpe om halsen og hev efter vejret; skreg i panik og kravlede ud på hospitalsgangen, hvor der hurtigt kom 10 mand løbende. dette skete ikke én gang; men hver uge i 3 måneder. jeg gamblede med livet, men opdagede det ikke. de faste vagter kunne hverken gøre til eller fra. jeg fandt altid nye måder, at slippe afsted med min selvudslettende adfærd på."

"det blev værre for hver dag der gik. jeg kunne ikke længere følge med mig selv. eller stemmerne i mit hoved. forvirringen fulgte med kaosset. der var ingen ro, samtidig med at jeg fandt ro ved at gøre hvad de sagde. men samtidig blev jeg mere forpint. hver dag, nye regler. frygten for at trodse de skrigende stemmer var mit evige dilemma. det var blevet så stor en del af mig at jeg var magtesløs og intet turde gøre - kun følge reglerne. jeg havde tit "happy-face" klistret fast i mit ansigt, men det krakelerede tit. mit hoved var ved at sprænges af al den larm.

"på 15. dagen indså jeg en ting. selvom jeg stræbede efter fred, syntes det ude af syne. det, der skulle være min redning blev til en pinsel der borede sig ind i min sjæl. den evige ufred der huserede i mit hoved ville fortsætte. for jeg kunne ikke dø. stemmerne dominerede min adfærd dag ind og dag ud. jeg kunne ikke længere bestemme noget selv. alle reglerne for mit liv blev fulgt til punkt og prikke, men det gav mig ikke fred. jeg ville jo bare have fred. hvis jeg døde af det her, ville jeg få en værdig død, fik jeg at vide. hvis jeg ikke fulgte reglerne ville døden også være konsekvensen, men jeg ville dø i skamfuld synd. trætheden var der ikke engang, så jeg vidste at jeg ikke kunne dø. jeg ville derfor ikke få en værdig død, men ventede blot på at træde forkert så jeg kunne dø i synden. hvor end jeg gerne ville undgå det. jeg var åbenbart overnaturlig, for ellers havde jeg ligget i sengen uden at kunne stå oprejst. men den overnaturlighed var svær at håndtere. karina v

"Når udskrivelsen stod for døren var tiden lang. Men samtidig var angsten for selv at tage ansvar stor. De sidste dage på afdelingen gik med samtaler. Samtaler med lægen, kontaktpersoner og personale fra bostedet. Da dagen endelig kom, var den præget af glæde over endelig at blive lukket ud i virkeligheden De første dage hjemme var frygtindgydende. Hvad skulle jeg gøre ad mig selv? Der skulle pakkes ud, og hverdagen truede. En hverdag med beslutninger og som i øvrigt ikke bestod af noget som helst. Jeg tror, at dét var problemet. Jeg sad fast i et mønster hvor jeg – som under indlæggelsen – var afhængig af den massive kontakt til professionelle. Var jeg overhovedet klar til at komme ud? Det spørgsmål blev jeg også stillet af diverse mennesker jeg omgik. Men blev man nogensinde rigtig klar til virkeligheden udenfor de fire mure, som i lang tid havde været mit sikkerhedsnet? Trygheden på sygehuset gjorde mig ude af stand til selv at tage beslutninger, og når det var hver

" Det kom pludseligt, som et lyn fra en klar himmel. Intet kunne stoppe det. Så jeg skar. Jeg skar uhæmmet men med forbehold. Jeg var klar over at denne gang, skulle det ikke gå galt. For jeg var alene med trangen, jeg var alene med resultatet, der var ingen der kunne redde mig før jeg fik fisket telefonen op fra dynerne og puderne der prydede min seng, og var ét stort rod. Jeg ville uden tvivl ikke kunne finde livlinen hvis det gik galt. Så jeg var forsigtig. Jeg vidste nøjagtig hvor grænsen gik, og alligevel vidste jeg ingenting. Min realitetssans var svækket og den trancelignende tilstand syntes at blænde mit syn på alting. Jeg fik ringet. Inden det blev for meget. Som planlagt. Men det var nok til at jeg måtte en tur i hænderne på de professionelle. Skadestuen var travl og jeg nåede at falde i søvn inden jeg skulle af sted. I det hvide rum fik jeg at vide at der ville gå en halv time inden jeg kunne komme ind i sikkerheden og ligge på den guddommelige briks, der kunne udre

" Tiden gik langsomt, men dagen med mødet med patientklagenævnet oprandt. Jeg blev spurgt om en masse, og svarede meget relevant på alle spørgsmål. Der skulle gå yderligere 3 dage, hvor jeg ikke behøvede tage min medicin, men så kom afgørelsen. Afdelingens læger fik medhold, og tvangsmedicineringen kunne påbegyndes. Jeg havde valget: at tage medicinen under opsyn af en læge, eller jeg kunne få en injektion 2 gange om dagen. Nogle dage var det lettere at tage medicinen end andre. Men det endte med et par uger med lægebesøg 2 gange om dagen og trusler om injektioner. Det var et helvede. Men jeg begyndte at se klart igen og tog efter kort tid medicinen frivilligt. Uden læger, uden injektioner, der før havde hængt over mit hoved som en tung sky af rædsel. For det var en rædsel. En ubeskrivelig krænkelse hver gang. Alligevel kunne jeg godt se fornuften i, at jeg skulle have medicin. Men i visse situationer var fornuften udenfor rækkevidde."

" Under en indlæggelse  på lukket afdeling besluttede jeg mig for, ikke at tage medicinen, som jeg i øvrigt fik i store doser. Det blev hurtigt til endnu større dårligdom end ellers. Jeg fik det værre og værre. En dag kom lægen ind på min stue og viste mig nogle papirer hvor der stod at de ville påbegynde tvangsmedicineringen efter motivationsfasen, som skulle vare i 3 dage. 3 dage med læger der kom rendende i tide og utide, og hvor jeg op til to gange om dagen fik akut beroligende som injektion fordi jeg var så dårlig. Jeg valgte at klage til patientklagenævnet, for det ville forlænge min tid uden medicin med mindst en uge. Jeg vidste godt inderst inde, at jeg ikke ville få medhold, men jeg forsøgte alligevel. Der blev tilsendt en masse papirer til mig, egentlig bare en kopi af lægeerklæringen som lød på at jeg skulle medicineres mod min vilje. Der var også vedlagt journalnotater fra de sidste 3 uger, der egentlig ikke indeholdt andet end dårligdom og et utal af tvangsinjektioner