har du det godt? - du har det godt!

Somme tider tænker jeg, om det er givet at man har det godt på en god dag. Jeg ved, om nogen, at det kan være svært at identificere følelser. Er følelserne dem, der bestemmer om dagen har været god? Jeg ved hvert fald at mine følelser kan være kaotiske – selv på en god dag. Men det handler ikke altid kun om følelser. Det er det mindste problem. For så kommer tankerne. Tankerne, der er ved at drive mig til vanvid. De kan også sagtens spøge på selv den mest positive dag. Og hvem skal så konkludere på baggrund af min smilende mund, sigende øjne og udstrålingen der blot er til for at skabe mindst problemer som muligt? Jeg vil gerne selv have lov til at bestemme, og føle efter hvordan jeg har det. En god dag kan være god, men det kan også være et helvede. For hvem kan se hvad der foregår indeni mig? Jeg vil mene, at jeg er den eneste. Mit smil kan ligeså godt være smerte, mit grin kan være helvedes skrig.

Tankerne, som ofte kan være yderst invaliderende har tit magten over mig. Både på en positiv og negativ måde. Jeg forstår ikke, hvordan de er dukket op, og jeg forstår slet ikke, hvordan de er blevet så kaotiske. Set fra den positive vinkel, kan tankerne være med til at holde mig i live. Så er facaden på, alt er godt og jeg har det godt!

Men har jeg det godt? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun hvordan det påvirker mig at have det på den måde. Jeg har ikke brug for at vide hvad de ser, jeg har brug for at vide hvad jeg ser. Og hvad jeg føler, hvad jeg tænker, og hvordan jeg har det. Og kun jeg kan svare.  Men ikke uden nogen, som spørger.

Ensomheden når tankerne kører rundt i hovedet på mig, og alt er kaotisk, præger også mit humør. Så når facaden svigter og følelserne sidder udenpå tøjet, er det ofte fordi jeg er bange. Bange for tiden jeg har alene, tiden hvor det faktisk kan lykkes, fordi ingen kan komme og redde mig fra mig selv. Ensomhed. Det er lig med angst. Angst for mig. Angst for tankerne, angst for de følelser jeg ikke kan håndtere, og angst for stemmerne. Det er svært at finde ud af, hvad der er hvad. Det er bare ét stort sammensurium af det hele. Alle mine oplevelser af, hvordan det virkelig går, kan ikke komme til udtryk, fordi alt skal være godt. Men intet kan være godt. Jeg kan ikke have det godt. Jeg kan lade som om, men intet er godt.

Det kræver selvfølgelig en mester at kunne være som jeg. Men jeg kan ikke længere sno nogen om min lillefinger. For de fleste giver ikke op, som mange ellers har gjort tidligere. Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Enten er det godt fordi det er trygt, ellers er det dårligt fordi det er utrygt. Jeg prøver selvfølgelig. Men tiden med de massive nedture og skræmmende oplevelser på diverse sygehuse, har gjort et eller andet ved mig, og jeg er ikke længere nogen god løgner. Det er stort set umuligt at lyve sig fra bekymring og konsekvenser. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.

 Selvfølgelig har jeg gode dage. Det får jeg hvert fald at vide. Hvem skal jeg tro på? – mig selv, eller de bedrevidende personaler? Jeg er i tvivl. Men vælger ofte at prøve at forklare hvordan tingene hænger sammen. Det er stort set umuligt. Ingen forstår. Ikke engang jeg selv. Og hvis jeg ikke selv forstår, hvordan fanden kan jeg så forvente at andre gør? De har deres teorier om hvad udstrålingen signalerer, og hvordan man har det når det går godt. Eller de tror det går godt.