Opslag

Viser opslag fra juni, 2013

karinas status del 1

"det var ikke meningen, men de to håndfulde piller røg ned som var det slik. ville sove, og ville væk. min tilstand gik over i en form for trance, sengen drejede rundt og svimmelheden gjorde mig dårlig. ringede til personalet og spurgte om yderligere medicin som jeg fik, og hun blev lidt hos mig og snakkede. lidt efter lidt fik jeg indirekte sagt at pillerne burde have fået mig til at sove. men adrenalinen pumpede i mit blod, og søvnen syntes langt væk. hun ringede til Falck som hurtigt var i min lejlighed. men for mit vedkommende var der på ingen måde snak om at skulle på sygehuset. jeg var efterhånden så påvirket at jeg smed mig i sengen for at sove. politiet var der kort tid efter, og fik mig bakset op på båren som var spændt så stramt at eg ikke kunne bevæge mig. jeg protesterede højlydt mens en Falckredder og en politimand sagde en masse, som jeg ikke husker. jeg kom ind på skadestuen hvor sygeplejersker tog imod mig, mens de to politimænd måtte holde mig fast - jeg ville v

seertallene stiger

12/11 2012 "Efter 4 ugers tid på psykiatrisk afdeling, som så mange uskyldige mennesker skulle være vidne til, begyndte den dårlige samvittighed. Alle de vredesudbrud, syninger, snak med mig selv, og så meget andet, må have været forfærdeligt at skulle opleve. Lige så meget udefra som indefra. Jeg tænkte aldrig over, hvad folk tænkte om mig, og slet ikke når jeg var indlagt, men somme tider når jeg ransagede mit sind, fik jeg ondt af dem, der var nødt til at omgås mig. Aldrig havde jeg ondt af mig, skønt jeg sad i lort til halsen ofte. Jeg befandt mig i et selvskabt helvede og tænkte kun på at udslette mig selv uden at overveje konsekvenserne. Min egoisme kunne ikke måles, samtidig med at min omsorg for mine kære var uvurderlig. De betød alt – og jeg betød intet."

turist i eget sind

”Jeg kendte mig selv rigtig godt på mange punkter. Men fra tid til anden var jeg som en fremmed på min egen hjemmebane. Altid blev jeg rost for min store selvindsigt, men hvad var det for noget at fyre af, når jeg følte at jeg kendte alle andre hundrede gange bedre end jeg kendte mig selv. Der var ingen der var så fremmed som jeg. For mig selv, var mit sind et evigt mysterium, og så var jeg ligeglad med hvor imponerede personalerne var, når vi havde de lange, dybe snakke. Eller overfladiske for den sags skyld. Jeg var generelt træt af at høre på ros og bekræftelse af mine ressourcer. Jeg kunne ikke bruge det til andet end at blive mere frustreret over mig selv. For jeg vidste ikke om det var sandt, og i de situationer følte jeg mig virkelig på udebane – på min egen hjemmebane. Turene rundt omkring på diverse psykiatriske afdelinger havde gjort mig forvirret; for hvor hørte jeg til? Min hjemmebane var efterhånden blevet lukkede afdelinger, men det var ikke noget konstruktivt s