turist i eget sind

”Jeg kendte mig selv rigtig godt på mange punkter. Men fra tid til anden var jeg som en fremmed på min egen hjemmebane. Altid blev jeg rost for min store selvindsigt, men hvad var det for noget at fyre af, når jeg følte at jeg kendte alle andre hundrede gange bedre end jeg kendte mig selv. Der var ingen der var så fremmed som jeg.

For mig selv, var mit sind et evigt mysterium, og så var jeg ligeglad med hvor imponerede personalerne var, når vi havde de lange, dybe snakke. Eller overfladiske for den sags skyld. Jeg var generelt træt af at høre på ros og bekræftelse af mine ressourcer. Jeg kunne ikke bruge det til andet end at blive mere frustreret over mig selv. For jeg vidste ikke om det var sandt, og i de situationer følte jeg mig virkelig på udebane – på min egen hjemmebane.

Turene rundt omkring på diverse psykiatriske afdelinger havde gjort mig forvirret; for hvor hørte jeg til? Min hjemmebane var efterhånden blevet lukkede afdelinger, men det var ikke noget konstruktivt sted at føle sig hjemme. Jeg var blevet afhængig af de mennesker der skulle passe på mig, trods jeg hadede dem for at passe deres arbejde.

Ingen skulle fortælle mig hvad jeg kunne, måtte og ikke måtte. For hvem vidste det bedst? – det gjorde jeg hvert fald ikke. Men hvem gjorde så? At være modspiller til sit eget hold var noget så frustrerende, men gang på gang fik de et spark over knæet fordi jeg ikke længere vidste hvad de var hvad; hvem jeg var, og ikke mindst hvem DE var. Frustrationen over alting skulle vise sig ikke at fordufte det næste lang stykke tid.

Men der var også gode stunder på min hjemmebane. Tiden hvor jeg var fyldt op af kærlighed, håb og mod. selvom mine dage var talte, ligesom med alle andre mennesker, var forskellen bare, at jeg ikke levede livet på samme måde. Jeg var et normalt menneske, med samme værdier og fremtidsplaner, men de syntes svære at få øje på, når nedturene tog sit indtog.

Min hjemmebane blev til min værste fjende, og udebanen syntes lettere at overskue. Det var andre der skulle kæmpe, og jeg skulle kun kæmpe imod hvis jeg orkede. – til tider kunne jeg  alt, og på andre tidspunkter smed jeg mig på græsset uden nogen form for overskud. Jeg rejste mig først når tingene syntes at være under kontrol, og så fortsatte kampen. Tiden stod ikke stille når jeg gav op. Tværtimod skulle alle andre lige pludselig kæmp ekstra.

Karina havde altid svært ved at kæmpe kampen til ende, for var hun på hjemmebane eller udebane? Skulle hun spille bolden til sin holdkammerat eller tage bolden fra hende?

Der måtte være en forbindelse mellem Karina og hendes forvirring. Udebane på egen hjemmebane.

Selvransagelse var vigtig. Men hvis man ikke havde en ærlig chance for at vide hvordan man gjorde, var det svært at praktisere. Hvorfor skulle Karina være anderledes end andre mennesker? Hvorfor skulle hun pludselig være den praktiserende læge i eget sind?”