hvis mine øjne var et kamera

"Jeg er i dag, efter knap to uger på lukket afdeling, blevet overflyttet til en åben afdeling igen. jeg føler mig fri, men hvornår ved jeg om jeg overhovedet er klar? Jeg har haft nogle selvskadende episoder på den lukkede i denne omgang, haft fast vagt i nu 23 dage både på åben og lukket, mødt læger der til alle samtaler har bekræftet min skizofreni, samtidig med at sygeplejersker har benægtet enhver psykose i mit sind. 1 overdosis, 2 bæltefikseringer, 5 psykiatere, 7 falck-mænd, 2 politibetjente, 2 ambulancer, 1 helikopter, 3 injektioner, 2 CT-scanninger, 5 røntgenbilleder og en helvedes masse ar på sjælen efter den heftige tur gennem det store sygehus. Heldigvis er jeg kun kommet til åben afdeling med få skrammer, en forstuvet tommelfinger og en øm ryg. Men hvorfor forværres tilstanden når jeg så endelig er kommet tilbage til en åben afdeling? kan jeg ikke håndtere den åbne dør? At jeg må gå ind og ud som det passer mig? Vagten er her stadigvæk, men man kan da åbne vi

"det var lidt af et dilemma jeg stod i." faktum. punktum.

"det siges at dårlige handlinger har konsekvenser, men hvor længe skal man straffes? der er for mit vedkommende to måder at blive straffet på: at ryge i fængsel eller blive indlagt. på trods af, at jeg aldrig har været i fængsel, føler jeg på det nærmeste at jeg er i fængsel - grundet min handling, som har ført til konsekvens. dem der bliver straffet, får oftest en dom; hvor lang tid de skal være fængslet. men i mit fængsel, må straffen så have lydt indlagt på ubestemt tid. ubestemt tid er heldigvis ikke lang tid (håber jeg da ikke) ..men dette føles mere som fængsling end behandling. behandlingskriteriet er jeg blevet tilbageholdt på, men samtidig forstår jeg det ikke. jeg forstår ikke hvad de mener, lige meget hvor mange gange jeg får det forklaret. på tvangsprotokollen står der "tvangstilbageholdt på behandlingskriterium"(grundet omstilling i medicin) - og samtidig får jeg mundtligt at vide, at mine handlingers konsekvenser er grunden til at jeg ikke bliver udskreve

"tvangen blev ophævet, og nu var de nødt til at lade mig gå. også selv om det var en lukket afdeling. der fandtes ikke længere nogle juridiske indikationer for at tilbageholde mig yderligere. men samtidig var jeg ikke færdigbehandlet. det sagde lægen samme dag som min socialrådgiver fortalte at hun havde fundet et nyt bosted til mig. jeg accepterede at forblive indlagt, men fastslog samtidig overfor samtlige personaler at jeg nu var fri til at bevæge mig ud i verden. det havde været en længere indlæggelse, omkring 3 måneder denne gang, og jeg havde fået det rigtig godt igen. jeg tog på besøg rundt omkring, både hos min far, mor, mit bosted og hos venner. bussen var blevet min bedste ven, og transporterede mig hvor end jeg ville hen. der gik ikke længe før de udskrev mig og jeg var tilbage i Skibby, hvor det næste stykke tid blev brugt på flytning og endnu en omstilling"

"da jeg tog forbindingen af min arm og strammede den om halsen, trak til og bandt 3 knuder, var det som om alt forsvandt. alle problemer, alle bekymringer og al sorg. men så kom en medpatient ind på mit værelse. jeg lå og hev efter vejret og ventede bare på at dø, og kunne koncentrere mig om ingenting igen, da han gik. men så kom personalet løbende. med den saks som altid blev brugt til at klippe mig tilbage til livet. livet, med problemer, bekymringer og sorg. .-hun klarer den, det plejer hun-. jeg havde efterhånden hørt det nogle gange og ville ønske at jeg aldrig skulle lytte til mandestemmen der skråsikkert mente at jeg var i live. altid. mit sind var forskruet, og selvmordstankerne lå konstant under huden på mig, og blev kradset frem ved enhver given lejlighed. de vidste ikke hvor de havde mig, men samtidig var jeg 100% forudsigelig. ingen opsyn=selvskade, selvskade=skærpet opsyn. jeg vidste desværre godt hvad konsekvenserne var, men håbede på, at det var slutningen på

som en "god ven" af psykiatrien er jeg ved at være godt træt og brugt. "hun spurgte om jeg havde været bæltefikseret før, og jeg hulkede nej. remmene blev fundet frem fra kassen i det låste skab i skærmen. jeg kunne næsten ikke styre hulkeriet. men jeg faldt til ro." "har du været fikseret før, spurgte hun, og jeg hulkede ja; skreg at der ikke fandtes tal på hvor mange gange jeg havde været udsat for sådannet groft overgreb" "jeg sad stille med min psykolog og snakkede om bæltefiksering. har du været i bælte nogensinde? jeg smilede forlegent og sagde bare ja"

kunne man forvente andet? først truer du mig med tæsk. så overfalder du mig på den lukkede. så vil du forære mig tøj, og kalder mig "smukke" så beskylder du mig for at have stukket dig for noget jeg ikke vidste noget om. så truer du mig. så sviner du mig til og mener, JEG skal tilbage til den lukkede. det hele er så absurd, og jeg griner desværre ikke bare ad dig. jeg hamrer i stedet en kop i gulvet inde på mit værelse, sidder på sengen og undgår at kigge på skårrene. alle kommer løbende. du fortjener ikke mit blod, og denne gang gjorde jeg det heller ikke! alle bør vide at du er dybt sindsforvirret, og jeg håber at dine dage på åben afdeling er talte, at du bliver sparket direkte tilbage til den lukkede igen. dine humørsvingninger og karakterskift gør mig lidt bange, og ikke mindst MEGET vred. derfor råber jeg tilbage til dig, selvom jeg ikke burde. så længe du ikke holder afstand til mig, må jeg forsvare mig, ikke med vold, men med ord. og jeg ved at hvis du

1/7 2013 "efter snart en måned, er det tid til status 2. om nogen, burde jeg vide at de hurtigt kan skifte, både den ene vej og den anden vej. efter 12 dage i helvede, 18  dage  med vagt, og en satans masse på samvittigheden, ved jeg at der må være én, der holder hånden over mig. mine udskejelser kunne have været endt grueligt galt - men det gjorde de ikke. de har kun ført en masse øjeblikkes smerte og ydmygelser med sig. bagefter ærgrer jeg mig kun over at yndlingsbukserne blev klippet op, og takker livet for at holde fast i mig. at brække ryggen er alvorligt, men for mig: mere alvorligt at blive konfronteret med at det næsten skete. jeg ville ønske jeg ikke var hoppet, for så var jeg både sluppet for at blive invalid udenpå og have sort samvittighed. det var uden tanke på konsekvenserne da jeg valgte at smide mig ud fra brandtrappen, og samtidig ønskede jeg konsekvenser. jeg vidste bare ikke hvilke. jeg var sort indeni, og havde forinden givet mig selv knytnæver i hovedet så