2320 - at dø eller ikke at dø. det står ikke til diskussion

"da jeg tog forbindingen af min arm og strammede den om halsen, trak til og bandt 3 knuder, var det som om alt forsvandt. alle problemer, alle bekymringer og al sorg.
men så kom en medpatient ind på mit værelse. jeg lå og hev efter vejret og ventede bare på at dø, og kunne koncentrere mig om ingenting igen, da han gik. men så kom personalet løbende. med den saks som altid blev brugt til at klippe mig tilbage til livet. livet, med problemer, bekymringer og sorg.

.-hun klarer den, det plejer hun-.

jeg havde efterhånden hørt det nogle gange og ville ønske at jeg aldrig skulle lytte til mandestemmen der skråsikkert mente at jeg var i live. altid.

mit sind var forskruet, og selvmordstankerne lå konstant under huden på mig, og blev kradset frem ved enhver given lejlighed. de vidste ikke hvor de havde mig, men samtidig var jeg 100% forudsigelig. ingen opsyn=selvskade, selvskade=skærpet opsyn. jeg vidste desværre godt hvad konsekvenserne var, men håbede på, at det var slutningen på min eksistens hver gang.
derfor stod den på konstant opsyn i lange tider. jeg forsøgte igen og igen, både med og uden vagt på.

de vidste at de ikke kunne stole på mig og mine ord, og samtidig lagde jeg alt ansvar fra mig.
det var skruen uden ende, men den spontane bedring kom jo; efter 3 måneder på lukket afdeling med fast vagt.

når bedringen var der, måtte jeg ud. men jeg kom også tilbage igen"