dagbog 27/6 2013

"Jeg er i dag, efter knap to uger på lukket afdeling, blevet overflyttet til en åben afdeling igen. jeg føler mig fri, men hvornår ved jeg om jeg overhovedet er klar? Jeg har haft nogle selvskadende episoder på den lukkede i denne omgang, haft fast vagt i nu 23 dage både på åben og lukket, mødt læger der til alle samtaler har bekræftet min skizofreni, samtidig med at sygeplejersker har benægtet enhver psykose i mit sind. 1 overdosis, 2 bæltefikseringer, 5 psykiatere, 7 falck-mænd, 2 politibetjente, 2 ambulancer, 1 helikopter, 3 injektioner, 2 CT-scanninger, 5 røntgenbilleder og en helvedes masse ar på sjælen efter den heftige tur gennem det store sygehus. Heldigvis er jeg kun kommet til åben afdeling med få skrammer, en forstuvet tommelfinger og en øm ryg.

Men hvorfor forværres tilstanden når jeg så endelig er kommet tilbage til en åben afdeling? kan jeg ikke håndtere den åbne dør? At jeg må gå ind og ud som det passer mig?

Vagten er her stadigvæk, men man kan da åbne vinduerne.

Jeg er her stadigvæk, men jeg kan nå at forsvinde længere indad. Det vil jeg ikke. Jeg vil LEVE!

Livet har været hårdt ved mig den sidste måned, eller har JEG været hård ved mig? ..jeg skal ikke give livet skylden og derved lægge ansvaret fra mig som jeg plejer. Det skal være slut.

”livet er en gave, jeg aldrig skulle have åbnet” sådan skrev jeg engang. Til tider er jeg enig med mig selv, andre gange er jeg gak.

Jeg sidder nu med mit fjerde hospitalsarmbånd i denne omgang, og en person der på det nærmeste nedstirrer mig. Jeg håber det snart bliver ophævet så jeg kan få lidt privatliv. Måske snart komme hjem?

Jeg savner mit hjem, og dem der bor der. Savner min lejlighed og min egen seng. Jeg ved godt, at der vil komme et tomrum når jeg først er tilbage; jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ad mig selv. Men jeg har folk omkring mig, til at støtte mig.

Lægen siger det samme som alle de andre ”vi tager én dag ad gangen” – men jeg må have svar!

Skal jeg være her til ”evig tid”, eller blot to dage mere?"