status fra den anden side af sindet.

"efter snart en måned, er det tid til status 2. om nogen, burde jeg vide at de hurtigt kan skifte, både den ene vej og den anden vej. efter 12 dage i helvede, 18  dage  med vagt,
og en satans masse på samvittigheden, ved jeg at der må være én, der holder hånden over mig. mine udskejelser kunne have været endt grueligt galt - men det gjorde de ikke. de har kun ført en masse øjeblikkes smerte og ydmygelser med sig.

bagefter ærgrer jeg mig kun over at yndlingsbukserne blev klippet op, og takker livet for at holde fast i mig.
at brække ryggen er alvorligt, men for mig; mere alvorligt at blive konfronteret med at det næsten skete. jeg ville ønske jeg ikke var hoppet, for så var jeg både sluppet for at blive invalid udenpå og have sort samvittighed. det var uden tanke på konsekvenserne da jeg valgte at smide mig ud fra brandtrappen, og samtidig ønskede jeg konsekvenser. jeg vidste bare ikke hvilke. jeg var sort indeni, og havde forinden givet mig selv knytnæver i hovedet så mit ene øje var svulmet op og var blåt og rødt. men jeg var ligeglad. nok fordi det hele var så sort. stemmen i mit hoved hviskede "du kan godt Karina. hvis ikke, fortsætter det hele bare. skruen uden ende" ..det troede jeg på. men det var jo lige omvendt. hvis jeg ikke var hoppet havde jeg for længst været udskrevet, og nu..nu kan ingen fortælle mig hvor længe konsekvenserne skal stå på efter mit stunt.

man er bange. alle andre end mig, er bange. grunden til at jeg ikke er bange, er at jeg kender mig selv bedst. jeg ved, at det ikke vil ske igen. men lige meget hvor mange gange jeg prøver at forklare dem, at det hele er overstået, bliver de ved med at være bange.
men at spærre mig inde og trække konsekvenserne i langdrag hjælper ikke på deres angst. de må se, at jeg godt kan klare mig nu, at jeg ikke behøver at betegnes som "farlig" længere.
deres snak om tvangstilbageholdelser og stakke af papirer med diverse foranstaltninger kan de bare ikke bruge til noget længere. det ved jeg jo godt.

som en god ven af psykiatrien gennem 7 år, har jeg da et lille praj om paragraffer, love og regler.
..og de går helt ud i krogene for at finde en lillebitte paragraf der kan lette deres angst. angsten for at jeg bliver utilregnelig.

men nej. jeg må ud. det er tid! tid til at komme væk fra sygehusene og deres strikse regler og rammer, der er ved at tage livet af mig. når jeg har det godt, er det sidste sted jeg bør befinde mig, et hospital

jeg vil gerne ud i livet. tage den lille del af det, jeg nu kan. jeg har intet arbejde eller studie at komme hjem til, men alligevel føler jeg, at jeg har noget at tage mig til. der er fantastiske mennesker, jeg savner, en lille nevø jeg endnu ikke har fået set og en masse projekter jeg endnu kun sysler med indeni mit hoved.

jeg har fået nogle dages ro, samtidig med at jeg har været udsat for mere uro på 27 dage end jeg har oplevet de sidste mange måneder. alligevel har det givet mig noget at være indlagt. både på lukket og åben. jeg aner ikke hvordan jeg er overlevet de dage på lukket afdeling. jeg er blevet stirret ned 24/7, fået frataget mig alle mine ejendele, blevet overfaldet af en anden patient og hørt på skrig og skrål alle mine vågne timer. og hvis jeg ikke har været vågen, har de andre sørget for at vække mig med deres natteroderi. uroen har gjort mig mere robust. færre ting kan skræmme og overraske mig, samtidig med at jeg nu har styrken til at tage fat i det, der gør ondt i min sjæl.

der har været på meget positivt i denne skrækkelige tid jeg har været igennem.
først akutafdelingen, så lukket afdeling, så åben afdeling, så traumestuen, så lukket afdeling og nu sidste destination: åben afdeling.. jeg håber på snart at blive lukket helt ud igen.

deres angst er forældet, de har bare ikke forstået det endnu.

så sent som i går sad der en vagt og kiggede på mig. efterhånden kender jeg alle vikarerne, der altid får den fornemme/røvsyge opgave at sidde fast vagt. de har først sluppet mig i dag. selvom det er sent.

jeg skulle nødig få det dårligt igen, men det kan man ikke forebygge ved at beholde mig. måske får jeg et dyk igen? Måske ikke? måske er jeg færdig med at skade mig selv? Måske ikke?

det er ikke kun lægerne der stiller mig spørgsmål, det er ligeså meget mig selv.

- hvorfor brækkede jeg ikke ryggen?
- hvorfor blev jeg ikke alvorligt forgiftet?
- hvorfor blev jeg ikke kvalt?
HVORFOR DØDE JEG IKKE?

..jeg er meget glad for, at jeg er overlevet denne gang, men forstår ikke hvorfor. det hele har været så tæt på mig, at jeg føler, at der virkelig må være en mening med livet.. men det er der sikkert ikke. måske jeg bare er svineheldig?

hospitalsarmbåndet er hevet af, så jeg ikke er så hospitaliseret som de prøver at gøre os.
medicinen tager jeg, reglerne og aftalerne overholder jeg. der er ikke én grund til at jeg skal crashe herinde længere. det skal de bare have at vide i rigelige mængder så de til sidst forstår. efterhånden må de da stole på mig, stole på at jeg ingen skjult dagsorden har, at jeg har været impulsfri i lang tid og at jeg efterhånden er mere end klar til at komme hjem.

de har alle sammen gjort et godt stykke arbejde, og gjort hvad de kunne for at passe på mig. men jeg har gjort nogle bange. og selvom jeg ved, at ingen af dem læser dette, vil jeg gerne sige undskyld!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar