hvis mine øjne var et kamera

”jeg tænkte pludselig på, om jeg var hærdet ind til benet, om jeg kunne være så ond mod mig selv, uden at udslette mig selv? De mange moralprædiker jeg var udsat for stort set hver eneste dag, havde overhovedet ikke sivet ind, lige meget hvor meget de prøvede. Jeg var løbet tør for fornuft, og snart tør for relevante ord om, hvad der ikke kunne stoppe min nærmest besatte sjæl der holdt fast i beslutningerne. Dette var ikke helt til at beskrive. Besættelsen var ikke til at rykke på. Den sad fast, og ville ikke gå væk bare fordi de professionelle havde mundene fulde af visdomsord. Jeg var ligeglad – eller jeg var ikke ligeglad, bare fast besluttet på, at det var mig der bestemte. Uden at ville det. Der var stærkere kræfter indblandet, men som efterhånden var blevet til Karinas tankevirksomhed og ideer om hvordan livet skulle leves. Jeg var ikke sikker på, hvordan det ville ende. Om jeg ville have kræfter til at stikke af fra det hele; lægerne, psykologerne, psykiaterne, pædagogerne osv

" Dengang man afskaffede lobotomien, og begyndte at bruge medikamenter i stedet, kaldte man det ”kemisk lobotomi” ..de første antipsykotika hvert fald. Jeg begyndte at få Leponex for få år tilbage, og kan sagtens nikke genkendende til påstanden om at medicinen kunne fremkalde denne tilstand af apati og ligegyldighed. Leponex er et meget gammelt præparat og jeg kendte slet ikke til bivirkningerne da jeg begyndte at indtage det hver dag. Hvad skal der til før psykisk syge kan leve uden de kemiske lobotomier, som medicinen ofte fremkalder? Jeg siger ikke at alle går rundt i den tilstand, men i en vis grad har al form for medicin den bivirkning at man går og er lidt småligeglad. Jeg var selv uden for rækkevidde i flere år, da der blev hældt det ene medikament på det andet i kæften på mig. Jeg følte ingenting og jeg mærkede ingenting. Blot en omvandrende krop med et forskruet hoved fyldt med kemi. Det nyttede ikke noget at prøve at få nogen form for emotionel kontakt, jeg va

" Somme tider tænker jeg på, om nogle Borderlinere gemmer sig bag deres diagnose. Undskyldningen for de uhensigtsmæssige og hensynsløse handlinger, kan nemt blive ”jeg har Borderline” - eller ”jeg har ADHD” for den sags skyld. Hvorfor ikke stå ved sine handlinger og forstyrrede personlighed på en ordentlig måde i stedet for blot at give sygdommen skylden? Sygdom kan påvirke end handlinger og måde at se verden på, men den styrer aldrig et menneske 100% - hvor end man ellers ønskede det somme tider. Det er svært at erkende sin selvskade som en del af sig selv, og ønsker ofte at det KUN handler om sygdom. Borderline’n kan drage en til sindssyge handlinger, men det er aldrig Den, der fører barberbladet gennem huden eller propper pillerne i halsen på én. Sygdommen kan skyldes både arv og miljø, men er også styret af individets måde at kigge på verden. Den kan være svært forstyrret og forskruet, men samtidig kan den korrigeres hvis man ønsker det. I stedet for at gemme sig bag Borde