hvis mine øjne var et kamera

”vil du ikke helst gøre det nemmest for dig selv?” Hvis jeg ikke vil, så vil jeg ikke. Havde ingen anelse om, hvornår det var sket, havde ingen anelse om, hvordan det var sket. Jeg lå i min seng med kuldechok og klaprende tænder, og forestillede mig, at det nu var tid. Hele min krop var søbet ind i blod, og mine dyner og puder ligeså. Det var svært at forklare min handling, for jeg vidste ingenting. Tiden var bare gået uden nogen fornemmelse for.. noget. Hvor længe havde jeg ligget der? Hvorfor lå der blod og barberblade på gulvet? Personalet bankede på døren, og kom ind. ”hvad er der sket her?” dynen blev revet væk og min arm, blottet med store, åbne sår lå der, som en stor kødklump der ingenting kunne. Ingen skulle blande sig. Ingen skulle afbryde tilstanden af fuldstændig fjernhed og uvidenhed. Det skulle være ovre. Jeg havde blodige plamager over alt og de skulle ikke tage noget fra mig. Hverken det eneste bevis på, hvad jeg havde brugt min halvpsykotiske tid på, ej he

"Hvid mand: giv agt. Blå mand: BLIV Med din hvide kittel er du autoritær, en læge. En mand med ordet i sin magt. Med magten til at gøre hvad der passer dig. Selvom det slet ikke er dig. Det er alle andre. Du er en speciel læge, fordi du ikke er læge. Du er ”blot” en læge-”to be”. Et fascinerende væsen, der ikke har magt, men blot gør hvad der bliver sagt. Alligevel har du ordet i din magt. Du kan sige alverdens ord, vendinger, sætninger, klicheer, komplimenter og så meget andet. Du vil altid være den læge-”to be” der tog mig med storm, som ingen anden læge nogensinde har gjort.   Jeg ved ikke med tillid. for behandler du alle andre patienter på samme måde? Giver du allround-komplimenter? Manipulerer du? Det er nok bare min paranoia der tager over, for du var reel, du var flirtende, du var ærlig, og du kunne lide patienten – som var mig – i dette tilfælde. Det tog 100 år for dig at sy min arm, men det føltes som 2 minutter. Fordi der blev talt om alt mellem himmel og jord.