dobbeltkonfekt

der var dengang i 2008. jeg troede knapt mine egne øjne og ører. jeg forstod ikke, hvordan manden, jeg var så glad for, skulle til at udføre en akt, jeg på ingen måde havde lyst til at deltage i. hvordan han kunne få sig selv til at bryde min tillid på den måde, og så ødelægge sit eget liv samtidig. han var sød. han kaldte mig "prinsesse". men set i bakspejlet; var han så FOR sød? var det hans plan at få mig til at kunne lide ham, på en for mig helt naturlig måde, med absolut ingen seksuelle undertoner? havde han regnet ud hvad der skulle til og samtidig ikke have nogen idé om, at jeg ikke ville være med på hans leg? den anden pige, han havde antastet ville åbenbart gerne have et forhold til ham. men faktum var, at han udelukkende var der for at passe på os, og beskytte os mod vores dæmoner, hvad enten man kæmpede mod det ene eller det andet. 

hun havde sms'et heftigt med ham, ovre i den erotiske genre, velvidende om, at det var fuldstændig upassende og ulovligt. men dér lå ansvaret hos ham. 

JEG derimod, havde ingen intentioner om andet end at acceptere at der skulle holdes øje med mig døgnet rundt, og at han primært skulle være én af dem, der gjorde det. ingen skulle røre mig. hverken på den ene eller anden måde. ingen skulle fastholde mig, og ingen skulle udføre seksuelle overgreb på mig. 

men jeg turde ikke sige ham imod. han fik lov at gøre, hvad han ville. jeg var skræmt, bange, handlingslammet og overrasket - derfor kunne jeg intet gøre, da han begyndte at føle sig omkring. jeg troede ikke på, at det skete. mit hoved gik i stå, min krop var stiv af skræk og verden blev sat på standby. 

hvad ville jeg, spurgte han. men jeg kunne ikke give noget svar. hverken i den ene eller den anden retning. 

dagen efter vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv. jeg turde ikke sige noget. desværre var han på vagt dén dag, efter overgrebet. vi skulle til Odense. Rosengårdscentret. han lugtede langt væk af perversion og det væltede ud af ham med ulækre, seksuelle udtalelser. jeg turde ikke sige noget til ham om aftenen før, og på vejen hjem 

tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"

han skulle passe på mig. jeg lå i en hospitalsseng efter et selvmordsforsøg og kunne knapt styre mine egne bevægelser, men det gik over da jeg kom op på sengeafdelingen. jeg måtte ikke sætte mig op i sengen, måtte ikke stå ud af sengen, og han skulle konstant berøre mine arme - "nusse" dem. jeg husker ikke meget, for der var mange blackouts efter den store mængde medicin jeg havde indtaget. han var ulækker at se på, han lugtede, og desværre skulle han overvære hver en bevægelse jeg foretog mig. toiletbesøgene var nok de værste scenarier fra den nat han skulle sidde ved min seng og passe på mig. men jeg kan ikke huske dem. kun hams ulækre berøringer. dagen efter var jeg ulykkelig. både over der ´´t jeg kunne huske, var sket, og ikke mindst det jeg ikke kunne huske. men i et vågent øjeblik

tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"