spild af ressourcer
spild af ressourcer.
erindringer...
"jeg var på lukket afdeling igen, igen. aldrig havde jeg følt mig mere ynkelig.
der var egentlig ikke det store optræk til uvejr da jeg gemte mig i et hjørne på min stue i det intensive afsnit. det eneste jeg havde ved hånden var en tom sodavandsflaske som jeg ligeså stille rakte ud efter.
jeg var vant til at være objekt for ivrige beskyttende øjne, der ikke havde mange flere år på bagen end jeg selv. de var ydermere komplet uvidende, trods de sad med deres 500-siders anatomilærebøger. jeg havde efterhånden mødt over 50 af de medicinstuderende med den samme bog i skødet og deres neonfarvede overstregningspenne mellem fingrene. de grønne spørgsmål og nysgerrige blikke var - trods tilvænning - lige irriterende for hvert eneste vagtskift.
colaflasken brugte jeg til at banke mig selv i hovedet. hvorfor.
det var det eneste jeg kunne gøre til objekt for min selvskade. så var det ikke mig der slog mig, det var flasken. ikke effektivt men det gav mig det jeg ønskede. at fjerne mig selv fra verden, og lægge al skylden på den skide flaske. for det var den, der gjorde skaden jeg havde brug for.
flugten var min bedste og mest afholdte ven.
malene var en sygeplejerske, jeg efterhånden, gennem mit lange forløb, havde haft en del at gøre med. hun var stram i betrækket, og kunne sjældent trække på smilebåndet. hvert fald når jeg var sammen med hende.
det var åbenbart ikke tilladt. men det vidste jeg jo godt. men hvad skadede det.. 10 minutter senere sad jeg i hjørnet med to forslåede øjne.
malene kom ind. den irriterende læge-to-be, der hele aftenen havde spurgt mig om ALT hun kunne komme i tanker om, havde kaldt på hende. for nu kunne hun ikke se mig, fordi jeg selvfølgelig havde flyttet mig fra hendes synsfelt med min colaflaske.
så var det sure-mutters tur.
"karina…..
hold op med det pjat..
kom med den flaske…
det er jo latterligt…
du er spild af ressourcer…"
det var jeg jo også.
malene var en af tre ansatte på psykiatrien i Hillerød, der kom med den påstand i de år jeg var der. jeg var også spild af tid. kommentarerne påvirkede mig, så jeg blev mere aggressiv end jeg var i forvejen.
de tre kyniske mennesker, havde den fællesnævner, at de var meget paranoide i forhold til patienters oprigtighed. havde vi det virkelig dårligt?
og jeg var ikke den eneste det måtte gå ud over. "
"jeg var på lukket afdeling igen, igen. aldrig havde jeg følt mig mere ynkelig.
der var egentlig ikke det store optræk til uvejr da jeg gemte mig i et hjørne på min stue i det intensive afsnit. det eneste jeg havde ved hånden var en tom sodavandsflaske som jeg ligeså stille rakte ud efter.
jeg var vant til at være objekt for ivrige beskyttende øjne, der ikke havde mange flere år på bagen end jeg selv. de var ydermere komplet uvidende, trods de sad med deres 500-siders anatomilærebøger. jeg havde efterhånden mødt over 50 af de medicinstuderende med den samme bog i skødet og deres neonfarvede overstregningspenne mellem fingrene. de grønne spørgsmål og nysgerrige blikke var - trods tilvænning - lige irriterende for hvert eneste vagtskift.
colaflasken brugte jeg til at banke mig selv i hovedet. hvorfor.
det var det eneste jeg kunne gøre til objekt for min selvskade. så var det ikke mig der slog mig, det var flasken. ikke effektivt men det gav mig det jeg ønskede. at fjerne mig selv fra verden, og lægge al skylden på den skide flaske. for det var den, der gjorde skaden jeg havde brug for.
flugten var min bedste og mest afholdte ven.
malene var en sygeplejerske, jeg efterhånden, gennem mit lange forløb, havde haft en del at gøre med. hun var stram i betrækket, og kunne sjældent trække på smilebåndet. hvert fald når jeg var sammen med hende.
det var åbenbart ikke tilladt. men det vidste jeg jo godt. men hvad skadede det.. 10 minutter senere sad jeg i hjørnet med to forslåede øjne.
malene kom ind. den irriterende læge-to-be, der hele aftenen havde spurgt mig om ALT hun kunne komme i tanker om, havde kaldt på hende. for nu kunne hun ikke se mig, fordi jeg selvfølgelig havde flyttet mig fra hendes synsfelt med min colaflaske.
så var det sure-mutters tur.
"karina…..
hold op med det pjat..
kom med den flaske…
det er jo latterligt…
du er spild af ressourcer…"
det var jeg jo også.
malene var en af tre ansatte på psykiatrien i Hillerød, der kom med den påstand i de år jeg var der. jeg var også spild af tid. kommentarerne påvirkede mig, så jeg blev mere aggressiv end jeg var i forvejen.
de tre kyniske mennesker, havde den fællesnævner, at de var meget paranoide i forhold til patienters oprigtighed. havde vi det virkelig dårligt?
og jeg var ikke den eneste det måtte gå ud over. "
Du har aldrig været spild af ressourcer Karina.
SvarSletDu har til gengæld været udsat for en masse udbrændte sygeplejersker, pædagoger m.m. som kunne trænge til at tage deres eget arbejdsliv op til revision.