du var aldrig mit.

jeg troede at det nye hjem, blev til det nye hjem. men dét hjem jeg var havnet i, var ikke mit, men tre andres. 

at blive spærret inde uden at vide det på få kvadratmeter, hele tiden være ledsaget og aldrig være andre steder i huset, karakteriserer ikke et hjem, gør det? 

men ja, jeg troede at jeg var hjemme -

men du var ikke mit.

jeg ville gerne have det til at fungere, og i princippet troede jeg bare, at måden det fungerede på, var sådan det fungerede. men det var ikke rart. dog trygt da jeg var blandt mine egne ting, sov i min egen seng, og havde folk ved min side, jeg troede, var engagerede. eller jeg håbede. jeg kunne ikke se, at sandheden var en anden. 

at der bag min ryg blev sagt det modsatte af, hvad jeg fik at vide.

at de tre andre ikke kunne lide mig, og forlod rummet, når jeg en sjælden gang trådte ind.

at jeg ikke hørte til. 

tænk at jeg troede jeg var hjemme.

hvorfor syntes jeg egentlig dét?

var situationen et menneske værdigt?

efter blot to uger var jeg allerede dømt ude. fik det at vide efter tre. "du skal flytte om to dage"

det blev lidt hektisk herefter. med mange forskellige udfordringer. jeg ville jo ikke flytte, men da sandheden om personalet og lederen blev mig klar, blev jeg hurtigt hentet og kom kun tilbage igen, da jeg skulle pakke mine ting og sige farvel til det hjem, jeg troede, var mit.