(fucking) menneske

"at være til var til tider svært. men tanken om ikke at være til var endnu sværere.
meget tragikomisk hvis man kigger tilbage i min historie. alligevel havde jeg lange perioder med enorm dødsangst, afløst af lange perioder med selvmordstanker. men angst er værre end tanker. jeg ville dog ønske, at der var noget i midten. mellem angsten og tankerne. død kontra liv var et stort emne. for jeg havde nogle en følelse af, at enten skulle jeg leve. virkelig leve. ellers skulle jeg være død. og det var ret latterligt at tænke på den måde, for hvornår i mit liv har jeg levet? derfor blev jeg vred på mig selv: hvorfor udnytter du ikke dit liv, når du så gerne vil?  >>virkelig leve<<. >>død<<
der var noget, der forhindrede mig i at leve. var det min psyke der var doven? der var måske alligevel noget mellem levende og død?  >>levende død<<  - jeg ville ikke. for hvis jeg var i live, hvorfor levede jeg så ikke? hvis jeg var død, hvorfor var jeg her så? dét, der var svært at forholde sig til, var at jeg egentlig bare var et menneske. ligesom andre mennesker havde jeg følelser, fornemmelser, tanker, ønsker, drømme; et liv. et liv som alle andre. vi definerer selv vores liv, men samtidig var der nogle ting, som ikke var indenfor rækkevidde. for eksempel hvordan vi opfostres, opdrages og udvikler os.  det var ikke muligt at have indflydelse på, og dér stoler vi ubevidst i vores spæde år på, at forældrene gør deres allerbedste. per instinkt.

fra tid til anden syntes jeg at livet var skønt. men alligevel var der en snert af angsten. et snert af de grumme tanker. en snert af dødsangst og en snert af livshad. for hvorfor skulle mit liv være, som det var? jeg var ret ynkelig fra tid til anden, når jeg sad og pev over min livsstatus. det handlede i virkeligheden om at få det bedste ud af nuet, og ikke tude over mit "satans liv"
det var dog svært at overbevise mig selv om, at ethvert liv var et rigtigt liv. igen påpeges det, at vi selv definerer vores liv.
projekt 'elsk dig selv' var tit blevet hevet ned over hovedet på mig, og jeg kunne næppe gennemføre med mindre jeg selv troede på det.
men jeg ville gerne..

livet var en rejse. men hvorfor kom man aldrig hjem? ville man på et tidspunkt lære så meget om sig selv, at rejsen kunne afsluttes, og man kunne søge hjemad og være lige dér, hvor man skulle være - i balance, glad og tilfreds? eller kunne vi hele tiden blive klogere og mere i livsglad?
for spørgsmålet var, om livet nogensinde ville blive komplet. om man nogensinde ville kunne sætte sig ned og være rigtig glad."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar