hvis du bare ikke havde været mig

12/1 2017
"tanken om selvskade havde været borte fro en tid, men rykkede tættere. for hvorfor skade sig selv? - spørgsmålet dukkede op fra tid til anden. men nu kendte jeg svaret. FORDI DET HJÆLPER! havde små-ridset en enkelt gang eller to. alligevel prøvede jeg at lade være. men nu kunne jeg ikke holde den længere. det tog mig dog halvanden time at skabe noget, der kunne få mig til at sige, at nu var det nok. der var ingen andre end mig selv, der kunne fortælle mig, om det var slut eller ej. 
jeg var blevet en pivskid. turde ikke længere hamre et barberblad mod årerne. turde ikke længere være ligeglad. der gik kontrol i den. heller ikke dér, kunne jeg længere give los. og det var noget lort! alligevel kunne jeg skabe noget smukt. noget jeg kunne kigge på, og sige at nu var det nok. men hvad skulle der til, for at det var nok? det vidste jeg godt. og det gjorde alle andre også. jeg havde mine regler. reglerne for, hvornår der ikke skulle gøres mere. og de kunne endelig opfyldes. 

folk gik mig på. jeg kunne tydeligt mærke hvornår jeg ikke trivedes. og hvem der påvirkede det. nogle sagde, at jeg ikke skulle lade mig gå på. men det var svært. for jeg fik ikke penge for at deale med de mennesker. havde det bare været sådan, kunne jeg måske håndtere det. men dette påvirkede mig personligt. jeg blev oprigtig talt ked af det. jeg blev frustreret. og træt. jeg kunne også tydeligt mærke, at min energi blev tappet meget hurtigt, fordi jeg brugte alle mine ressourcer på at holde ud. og det var bare meget sværere at holde ud, når folk omkring mig bragte mit pis i kog og gjorde mig ked af det med deres provokationer og dumhed. jeg havde ellers ikke noget imod mennesker, der var anderledes end jeg selv, men i visse situationer lå nogles måder at være på så langt fra mine egne. 

vi var vel egentlig alle sammen trætte. på hver vores måde. mine udfordringer var blot dem, jeg selv var nødt til at forholde mig til. i stedet for at fare i flæsket på folk, blev jeg ked af det. men hvad var bedst? skulle jeg råbe og skrige, eller skulle jeg være indebrændt? det blev lidt af en kombi. en kombination af at udstråle utrolig vrede, og at tie stille. jeg kunne ikke udtrykke mig konstruktivt overfor denne slags mennesker, når jeg var vred. så jeg viste med mit kropssprog at jeg ikke kunne udstå dem. og de vidste det godt. når det gjaldt dét, at udtrykke min mening overfor andre parter, kunne jeg godt. jeg kunne godt fortælle, hvordan jeg havde det. men det kom måske ikke til udtryk på den pæneste måde. fordi jeg havde fået nok. jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser. så der blev i stedet brugt hårde gloser. vrede gloser. negative gloser. 

der var tidspunkter, hvor jeg syntes at tingene var håbløse. for eksempel når jeg sad i et rum, hvor der blev snakket. når der blev snakket om ting, der var mig og alle andre fuldstændig uvedkommende. fordi de mennesker, der ytrede sig, udemærket vidste, at det var os uvedkommende. 
men også situationer, hvor jeg var alene. det kunne både være rart og smertefuldt at være alene. 

for når jeg var i mit eget selskab, var der ingen andre, der snakkede. 
men der var heller ingen andre, der snakkede. 

jeg kunne blot forholde mig til mine egne tanker. og det var ikke altid rart. men alligevel var der tidspunkter, hvor det var fantastisk bare at være mig. hvor ingen snakkede. hvor jeg ikke var nødt til at tænke. hvor jeg blot kunne nyde stilheden. Aleneheden. 
der var kun én løsning. at gå i strejke. 

det bekymrede mig, at jeg fandt denne løsning relevant, da den slet ikke var relevant. men min forsvarsmekanisme - min bedste ven - fandt den relevant."