et ligegyldigt menneske.

"tanken om at skulle ende mine dage uden nogen vidste det, gjorde mig bange. den var ikke ubegrundet. mit møde med psykiateren bekræftede midlertidigt at ingen lagde mærke til, hvordan alting var. jeg havde i lange tider ikke grædt så meget, råbt så højt og været så opgivende. livet syntes at have forladt min krop, men håbet ville aldrig forlade min sjæl.
et hav af sms-beskeder med vrede budskaber blev sendt til de mennesker, jeg stolede på, og som jeg følte, nu havde svigtet mig. endelig, endelig dukkede hun op. hende, jeg kunne tale med og græde ud overfor. men det var ikke nok. jeg var vred. jeg var træt. og jeg var knust. men hvorfor skulle to mennesker ødelægge det for mig? - måske det bare var dråben. jeg havde ligget afkræftet i min seng i halvanden uge. uden mad, uden medicin og uden omsorg. måske prøvede de, måske ikke. hvis de gjorde, kunne jeg ikke mærke det. men kunne jeg overhovedet mærke noget? var det så godt, at jeg fik det skub, der gjorde mig vred og pressede tårerne frem i mine øjenkroge? eller havde det været bedst, blot at blive liggende og være død indvendig? det var pest eller kolera. men jeg fik nu den forløsning jeg havde manglet. - og desværre en smerte, der ikke kunne råbes højt nok.

det var starten på en lang konflikt. som ikke syntes at genere andre end mig. var det hele i mit hoved? jeg var blevet uretfærdigt behandlet. eller i det mindste ligegyldiggjort.
"vi har vigtigere ting at snakke om end dig". så synes jeg ikke, at I skal have så mange penge for at have mig boende, tænkte jeg blot. smækkede døren og gik. hvorfor samarbejde med en psykiater, der anser mig for uvigtig? jeg besluttede mig for, at selvfølgelig skulle jeg ikke det. enten var det en meget uheldig kommentar, eller også blev min frygt bekræftet. at jeg er irrelevant. ligegyldig. der var så mange tanker i mit hoved. også rent praktiske. hvad bruger de så al den tid på, hvis de ikke drøfter alle patienter? så mange var vi heller ikke. "intet nyt under solen" udover en 180 graders drejning af livsmod og overskud. jeg forstod det ikke.

mange gange ville jeg gerne drøfte det med den ansvarshavende. men hun syntes at undgå mig. det er vel også en overlevelsesstrategi. eller også kunne hun bare ikke håndtere når nogen ikke var enig med hende. konfliktsky ville jeg ikke kalde hende. men en konfrontation med mig, syntes hun ikke at kunne magte. eller også var jeg ligegyldig. måske ikke værd at spilde sin tid på. hvem ved."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar