hvis mine øjne var et kamera

det blev et rart bekendtskab. helt specielt, fyldt med humor og indforståethed. jeg turde ikke altid tro på at interessen var oprigtig, da jeg så tit var blevet svigtet. men manden var rar, og som personale altid indstillet på at ville mig det bedste. han var lidt en supermand. fordi han satte mine hylder op da jeg flyttede ind. og fordi han var sjov. og fordi han var seriøs når jeg havde brug for det. og fordi han kunne tale mange sprog. og fordi han var omsorgsfuld. og fordi han var ham. da jeg fik at vide, at han ikke længere skulle være i min hverdag, var jeg forvirret. i forvejen. så blev jeg endnu mere forvirret. men det undrede mig ikke. for han havde haft mange jobs i sit liv, og min erfaring var, at de mennesker der har fløjet fra sted til sted, ikke havde tålmodighed til at blive noget sted for altid. men hvorfor også forlange det? hvis jeg undede et menneske at flyve på nye eventyr, så var han den første jeg ville ønske det bedste. af hele mit hjerte. godt nok virkede h

"det var nu ikke så slemt. eller var det? jeg måtte ikke forlade værelset, kun når jeg skulle  gå de 10 skridt ud i buret for at ryge. de tre uger blev primært tilbragt i en hospitalsseng og i den indhegnede rygegård. den skulle deles med en ældgammel mand, der til tider ikke havde tøj på. han gik krumbøjet rundt, tissede og hældte sodavand ud over det hele. jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke