3 uger i buret

"det var nu ikke så slemt. eller var det? jeg måtte ikke forlade værelset, kun når jeg skulle  gå de 10 skridt ud i buret for at ryge. de tre uger blev primært tilbragt i en hospitalsseng og i den indhegnede rygegård. den skulle deles med en ældgammel mand, der til tider ikke havde tøj på. han gik krumbøjet rundt, tissede og hældte sodavand ud over det hele.

jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke engang på badeværelset kunne jeg være alene. to øjne - og nogle gange flere - skulle 24 timer i døgnet holde øje med mig, og luften blev til tider tung på den lille hospitalsstue.

jeg var enormt frustreret. min måde at tackle det hele på, var blot at ty til det, jeg kendte. men det måtte ikke ske. så der var mange situationer, hvor det gik over gevind. medicin i lange baner, kanyler og bæltet blev brugt.

lige meget hvor meget overskud jeg prøvede at udstråle, syntes det ingen ende at have. en ny slags medicin skulle afprøves, og eventuelle bivirkninger observeres. medicinen hjalp, og bivirkningerne var der ikke. så efter tre lange, tunge og opslidende uger fik jeg lov til at være alene og at komme ud at være sammen med mine medpatienter. jeg kunne kigge på porcelænet uden at gå i trance og alle var enige om at det var på tide at vende næsen hjemad."