living on the edge

"jeg kunne mærke et eller andet. men hvad, vidste jeg ikke. blot at jeg måtte gå ned og bede om ekstra medicin. jeg følte mig lidt fjern, men havde ikke set det komme. pædagogen ville høre, hvad der var galt. men jeg kunne ikke sætte ord på. for hvad skulle jeg sige? vidste vitterlig ikke, hvad der foregik inde i mit hoved. det forstod han vist, da han forgæves spurgte ind.

han gik op i medicinrummet og hældte medicin op til mig.
pludselig fandt jeg mig selv deroppe, og spottede en pakke med tabletter.
som var det en selvfølge, tog jeg den fra bordet og var hurtigt oppe på mit værelse bag en låst dør.
men det var jo ikke en selvfølge. jeg kunne på tidspunktet ikke kæmpe imod trangen til at skade mig selv. og dét blev måden hvorpå jeg kunne forgifte min krop lidt.

de ville have mig til at aflevere pillerne, men jeg havde hurtigt sunket dem. pædagogen kom og bankede på og forlangte dem udleveret. jeg gav ham pakket, hvori jeg havde overset tre tabletter. snuppede dem ud af hånden på ham og tog dem.

jeg kunne kun føle vrede. men jeg var jo ikke vred. jeg var ødelagt. frustrationen over at jeg det ene øjeblik kunne klare hele verden, og det næste øjeblik var på afgrundens rand, sad som en stor klump i min hals. for lige nu var jeg træt af det, træt af ikke at kunne kontrollere mine følelser, træt af at være mig; mig i det ustabile sind, ingen kunne stole på.

jeg fandt mit sidste barberblad frem. og det næste der skete, var at ambulancefolkene kom og tog det fra mig. blodet dryppede ned på trægulvet. et øjeblik kunne jeg bekymre mig om, hvordan det nogensinde skulle blive rent igen. det gik hurtigt over, og blev erstattet af en bekymring om, hvad der skulle ske med mig. jeg tænkte, at det ville være nemmest at tage med frivilligt, for så var chancen for at komme hjem senere, størst. lokkede ambulanceredderen til at jeg måtte ryge en cigaret. mens jeg sad ude på græsplænen med en falckmand ved min side, for meget medicin i kroppen og en blødende arm, følte jeg mig uendeligt alene. personalerne rendte frem og tilbage omkring mig. men ingen sagde noget. ikke engang farvel da jeg endelig fik taget mig sammen til at træde ind i ambulancen, inden vi med blå blink og sirener kørte mod sygehuset.

han var nu sød. ekg'et blev målt, droppet blev lagt og min arm blev bundet ind. alt det der skulle ske, skete. alt imens jeg blev mere og mere døsig. jeg skulle svare på spørgsmål, men han blev ikke sur over, at jeg ikke kunne. "hvor mange tog du. hvornår tog du dem?" jeg vidste det ikke. jeg vidste ingenting. kunne blot give udtryk for, at jeg ikke ville dø. men blot lege med den. det farlige. men så farligt var det jo nok heller ikke.

blev modtaget af en ung mand på sygehuset. fik at vide, at jeg ikke måtte være alene, da det var et "selvmordsforsøg". hvad vidste de om det? jeg var jo blot ekstremt styret af mine impulser.
alt jeg kunne snakke om, var at jeg ville ud at ryge. det var nok for at dække over mine svære følelser, mine flossede nerver og trætte sind. der blev igen stillet tusind spørgsmål. og jeg prøvede at svare så godt jeg kunne, men uden at lukke ham ind. for hvorfor blotte sig nu? hvorfor fortælle en autoritet at jeg var ødelagt og havde det ad helvede til nu? så ville han jo bare sladre. indtil videre var det eneste der var villigt til at sladre, mine ekg og blodprøver

lægen kom, og alle spørgsmålene blev gentaget. hun syede mig og begyndte at snakke om psykiatrisk afdeling. jeg nægtede at lade mig indlægge, drikke kul og få ilt. og ingen af disse ting fandt sted.
jeg kunne forlade sygehuset før midnat og komme hjem til en nattevagt der var på vej i seng, og et meget blodigt gulv. men hvad betød det, når bare jeg havde min egen seng. mine egne ting og eget tøj. jeg ville for alt i verden undgå at komme på psykiatrisk afdeling, og denne gang lykkedes det heldigvis."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar