den kroniske ensomhed
"på trods af, at jeg altid havde folk omkring mig, var ensomheden noget, jeg følte så umådelig tit. allerede som barn havde jeg ensomheden som min tætteste, og lærte at leve med den. men rart var det ikke. dengang forsvandt jeg ind i en fantasiverden, og det var den måde, jeg overlevede på. for hvis man ingen havde, hvorfor så ikke finde nogen inde i sig selv? min bedste veninde Katarina var imaginær, og vi tilbragte tid sammen når jeg gik hjem fra skole. vi snakkede om, hvordan dagen var gået, hvem der havde mobbet mig, hvad der havde gjort mig glad, og hvad der gjorde allermest ondt i dagens løb. senere i livet begyndte det at blive svært, at dyrke fantasiverdenen så massivt som da jeg var barn. i teenageårene var det vigtigt, hvad andre tænkte. for hvis nogen opdagede at jeg var så ensom og samtidig legede med en imaginær ven, ville jeg ikke kunne være i rum med dem igen. ensomheden fyldte mere og mere jo ældre jeg blev. og sværere og sværere at håndtere. jeg snakkede aldrig