at blive skrottet og tilgivet
"det var en meget svær tid, men tanken om at det skulle komme så vidt, havde aldrig strejfet mig. jeg var mere eller mindre ude af kontrol, og jeg vidste nok godt, at mine dage i mit hjem var talte. jeg var svært utilfreds, men samtidig ekstremt tryg. dog ikke ved alle folkene omkring mig. for samtidig med tryghed herskede der frustration, vrede og indre smerte. nogle mennesker gjorde mig glad og fik mig til at føle mig hørt og forstået. andre gjorde mig mildest talt sur, og syntes ikke at ville mig det bedste. intet gjorde mig mere ked af det end at føle mig uretfærdigt behandlet. og det gjorde jeg i perioder. dog stod de ikke alene med ansvaret. for samtidig med at jeg ikke kunne døje særlig mange af de folk jeg gik op og ned af, havde jeg det psykisk - indefrakommende - forfærdeligt. jeg kunne ikke holde ud at være i min krop, for den boblende fornemmelse af følelsesmæssig smerte var ved at tage livet af mig. og jeg var bange for at dø. jeg ville vitterlig ikke dø. og min s