at blive skrottet og tilgivet

"det var en meget svær tid, men tanken om at det skulle komme så vidt, havde aldrig strejfet mig. jeg var mere eller mindre ude af kontrol, og jeg vidste nok godt, at mine dage i mit hjem var talte.
jeg var svært utilfreds, men samtidig ekstremt tryg. dog ikke ved alle folkene omkring mig. for samtidig med tryghed herskede der frustration, vrede og indre smerte. nogle mennesker gjorde mig glad og fik mig til at føle mig hørt og forstået. andre gjorde mig mildest talt sur, og syntes ikke at ville mig det bedste. intet gjorde mig mere ked af det end at føle mig uretfærdigt behandlet. og det gjorde jeg i perioder.

dog stod de ikke alene med ansvaret. for samtidig med at jeg ikke kunne døje særlig mange af de folk jeg gik op og ned af, havde jeg det psykisk - indefrakommende - forfærdeligt. jeg kunne ikke holde ud at være i min krop, for den boblende fornemmelse af følelsesmæssig smerte var ved at tage livet af mig.
og jeg var bange for at dø. jeg ville vitterlig ikke dø. og min største frygt var at blive efterladt og lagt til at dø alene.

ensomheden - selvom der var mennesker omkring mig - havde et godt greb i mig, og syntes ikke at ville give slip. men jeg var så forfærdelig ensom. og det kunne omverdenen ikke helt forstå. for der var jo folk omkring mig. jeg lød måske lidt forkælet, men det føltes ikke som om det var de rigtige mennesker. jeg havde brug for nogle andre. jeg havde brug for nogle mennesker, som ikke gjorde mig trist og frustreret, og som ikke irriterede mig grænseløst. til tider følte jeg mig som en forkælet møgtøs.

i de dage havde jeg meget kontakt til "de voksne". men udelukkende i form af konfrontationer. det var en konstant kamp, mig mod dem. hverttilfælde i den uge det hele tog til.

en masse glasskår, blod, en helvedes masse tårer og skrig bidrog til, at jeg til sidst blev smidt ud af mit hjem.
mit hjem, som gjorde mig tryg trods en masse dårligt, var pludselig blevet til et fremmed sted.
de ville have mig på psykiatrisk afdeling, men det kunne de ikke mod min vilje, så det var IKKE en mulighed. selvom de gerne ville tvinge mig, var det ikke en mulighed. (tak til vores danske hospitalsvæsen)
mit nu fremmed hjem, med en masse fremmede mennesker gav mig den kolde skulder, og samme aften måtte en redningskvinde træde til. min søster.
hun og hendes mand hentede mig tidlig aften, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. intet ville nogensinde blive det samme. for hvad skulle der nu ske med mig? hvor skulle jeg bo?

hvad fanden skulle jeg nu gøre?

dagene hos min redningskvinde gik, og de første par stykker af dem var jeg dybt ulykkelig. tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og tårerne sad konstant i mine øjenkroge. hvad nu?

der gik en uges til før vi havde et møde med chefen og hendes allierede - som jeg i den periode kaldte hende, men senere fandt ud af, ville mig det bedste. jeg kunne se, at de var overraskede over at se en karina som ikke råbte og skreg, og kunne sidde stille, smile og snakke. piben fik en anden lyd, både fra deres og min side. "vi har måske en løsning.. bla bla bla". jeg havde mere end nogen sinde brug for noget at forholde mig til. noget at holde fast i. men det kunne jeg ikke få. og chefens kolde øjne gav mig ny vrede. men for en gangs skyld var der ingen smadrede glas. ingen skældsord. blot et beskedent "vi tales ved i næste uge"

dag ud og dag ind spekulerede jeg. og jeg fik da også en mulighed at forholde mig til. desværre også alt for lang tid til at overveje alle muligheder for, hvordan det kunne ende i en fiasko. for ét skridt ved siden af, og jeg var ude igen. og denne gang for good." 


Kommentarer