Opslag

Viser opslag fra december, 2017

var det ondskab eller blot klarsyn?

"jeg havde længe tænkt på at offentliggøre mine oplevelser omkring skyggesiden af Instagram. og dén dag hvor jeg skrev indlægget,  virkede det som en fremragende ide. men var det det? jeg valgte at slette alle mine følgere og dem, jeg fulgte, efter jeg havde fortalt dem, at jeg ville gøre det - efter svinere fra diverse sårbare sjæle - så det gjorde jeg. men jeg udgav aldrig indlægget. for ville det være et brud på min tavshedspligt? jeg havde været en del af netværket i et halvt års tid. fulgt op- og nedture hos en masse ulykkelige piger. selv delt mine tanker og frustrationer omkring livet. men jeg følte mig ikke integreret. måske fordi jeg ikke var ligeså smadret følelsesmæssigt som dem? det var hvert fald tid til at lukke med for min profil. og fortælle nogen om den tid hvor jeg hver dag scrollede igennem katastrofe efter katastrofe. men jeg turde ikke skrive det i al offentlighed. så det lå som en kladde, hvor det måske ville ende sine dage, eller også ville det en dag bl

kan man virkelig finde lykken? ambivalensen raser

"somme tider tvivlede jeg på, om jeg overhovedet havde fortjent at have det godt. 'leve lykkeligt til sine dages ende' jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods  dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det ? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le ig

at kunne håndtere livet, eller ikke at turde.

"det var en god periode. men jeg var besat af min indre dæmon. den velkendte dæmon som nægtede min krop at have det godt. men jeg levede. jeg havde en masse spændende ting i gang. alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå  og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt? men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var d