kan man virkelig finde lykken? ambivalensen raser

"somme tider tvivlede jeg på, om jeg overhovedet havde fortjent at have det godt.
'leve lykkeligt til sine dages ende'
jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods  dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le igen. men min sygdom havde et godt, fast greb i mig. og den syntes ikke at ville forsvinde. det var bestemt ikke en dans på roser på noget tidspunkt, men som årene gik, fandt jeg flere og flere styrker hos mig selv. eller det vil sige, andre gjorde. jeg kunne sjældent se dem, men blev tit mindet om, at der faktisk var en fremtid for mig. men hvorfor skulle der dog være det? jeg var jo et dårligt, kronisk ulykkeligt menneske. det troede jeg hvert fald. hvorfor skulle dét være min skæbne, spurgte jeg menneskerne omkring mig.
en dag indså jeg endelig, at der var noget at kæmpe for. men det tog virkelig lang tid at komme dertil. hårdt arbejde, trods stadig manglende selvindsigt og håb. for hvordan skulle jeg finde vejen frem, når jeg ikke kendte mig selv? og i øvrigt ikke vidste hvad en fremtid overhovedet var. for var jeg nogensinde blevet konfronteret med, at jeg havde en fremtid? jeg lod folk håbe for mig, uden selv at kunne føle det.
hvad fanden skulle der blive ad mig?
kunne jeg nogensinde blive normal, og samtidig et godt menneske?
jeg forstod ikke noget, og især ikke hvad min identitet var bygget på. udover at jeg var enormt rapkæftet, hvilket blev misforstået som 'sjov'. jeg var skam ikke sjov, jeg havde bare et total forvrænget syn på, hvordan man skulle omgås blandt mennesker. jeg havde aldrig lært det, og derfor forstod jeg ikke, at folk overhovedet brød sig om mig. jeg var et dårligt menneske
jeg kunne langt fremme i mit forløb stadig ikke lade være at tænke på, hvor forfærdeligt jeg havde opført mig overfor mennesker, der 'bare' var der for at hjælpe mig. som prøvede at vise en form for omsorg. jeg slog det hen med, at det var deres job at være søde ved mig. i øvrigt var de ikke altid søde. til tider følte jeg mig som en fange i min egen krop samt i deres småhyggelige fængsel, hvor de med magt kunne gøre alle de tvangsforanstaltninger, de havde lyst til. men jeg vidste jo godt, at det var grundet min opførsel. og derfor begyndte jeg at hade mig selv endnu mere.
men da selvværdet blev lidt større, kunne jeg jo godt se, at jeg var god nok. måske lige i underkanten men jeg var i live, og det var et tegn på, at der nok var en mening med min tilstedeværelse. til tider tænkte jeg sådan, og til tider var jeg dybt ligeglad med, at jeg overhovedet eksisterede. for hvem gad bekymre sig om, hvorvidt jeg var der eller ej?
ligeglad var jeg bestemt ikke, men jeg prøvede at bilde mig selv dét ind. i bund og grund havde jeg brug for at vide, at nogen holdt af mig. og var glade for, at jeg stadig var i live, trods de mange gange jeg måske ikke havde været det længere. at vide, at Karina var en skabning, der ikke kunne undværes i visse personers liv, og sidst men ikke mindst en Karina, som var et godt menneske. for det var jeg

jo længere der gik, jo mere troede jeg. jo mere troede andre. jo mere håb var der. for jeg måtte gerne være her, jeg fortjente at have det godt.
der var til tider en snert af manglende eksistens fra min side. eller det følte jeg. hverken liv eller eksistens. men det var, når jeg var allerlængst nede. heldigvis havde jeg mit sikkerhedsnet til at hive mig sikkert op igen.

men kunne man så finde lykken? det var jeg stadig ikke sikker på. måske fordi jeg ikke havde prøvet at være lykkelig. så jeg vidste ikke hvordan ægte lykke føltes. jeg tænkte at det måske var på vej, og langsomt ville overtage, men man kunne aldrig vide"