findes den evige stabilitet?

"jeg havde i mange, mange år haft både gode og dårlige perioder. men nu var jeg hoppet ud af vanerne, især de dårlige. alligevel havde jeg svært ved at tro på, at det ville vare ved. for ville jeg nogensinde kunne opretholde en god rytme, samle på de gode øjeblikke og dyrke dem så meget at de dårlige ville betyde så meget mindre end tidligere? jeg vidste det ikke. jeg vidste egentlig kun at min pessimisme på et eller andet tidspunkt ville smadre alt det, jeg havde opbygget gennem den sidste tid. så godt kendte jeg mig selv. men jeg kæmpede. kæmpede for at smile til mit spejlbillede hver dag, og tro på at jeg faktisk godt kunne det her. jeg troede nu på, at smilet ikke var falsk længere. og det var en befrielse. selvom jeg til tider kunne være ved at brække mig over min egen latter, fordi den plejede at dække over smerteskrig. smilet var blot facade. men ikke længere. jeg var glad. jeg var i live, og jeg kunne endelig føle igen.
men hvor længe ville dette vare?
en god periode slutter altid, for ellers ville det ikke være en periode.

jeg turde ikke tro på, at jeg ikke ville ramme bunden og ødelægge mig selv igen. for det havde altid været sådan. jeg havde aldrig haft det godt uden at få det skidt bagefter. hvad enten opturen havde varet én dag eller 5 måneder. jeg ville dog heller ikke lade den erfaring styre mig. men det var svært. vanens magt er forfærdelig stor.
nye vaner skulle tillæres, mønstre skulle brydes, og livet skulle værdsættes. men hvordan kunne jeg klare alt det? min tryghed ved selvskaden måtte erstattes af andre ting, men jeg anede ikke, hvad der nogensinde ville kunne hjælpe mig bedre end selvskaden, som havde været min bedste ven i alt for mange år.

jeg havde ikke lyst til at falde tilbage til de gamle mønstre igen. men det var svært at tænke på et liv uden.

selv at skulle håndtere min medicin i fremtiden var det mest angstprovokerende i den tid. for ville jeg få en nedtur pludselig, ville en overdosis være det første jeg kunne ty til. det var jeg vant til. i meget lang tid. det ødelagde muligvis min krop langsomt, jeg vidste det ikke, men jeg fik det altid at vide. pillerne havde aldrig givet mig hjertestop, men måske næste gang. især hvis jeg kunne tage alt det, jeg havde mulighed for. hvem vidste?

ambivalensen rasede. jeg ville jo bare være glad, og det var jeg også. alligevel var jeg bange. ingen havde nogensinde kunne stoppe mig i at ødelægge mig selv, men det var tid til at det var min tur til at gøre noget aktivt. og det efterkom jeg. indtil videre. men det var svært. benhårdt og dræbende. eller måske det modsatte af dræbende. jeg døde ikke, ikke endnu. og forhåbentlig gjorde jeg heller ikke før tid. men hvornår var det tid? når jeg ikke ville mere, eller når min krop ikke kunne mere? og når kroppen ikke kunne mere, ville det så være min skyld? punktum

det var sådan en dejlig tid."