den kroniske ensomhed

"på trods af, at jeg altid havde folk omkring mig, var ensomheden noget, jeg følte så umådelig tit.
allerede som barn havde jeg ensomheden som min tætteste, og lærte at leve med den. men rart var det ikke. dengang forsvandt jeg ind i en fantasiverden, og det var den måde, jeg overlevede på. for hvis man ingen havde, hvorfor så ikke finde nogen inde i sig selv? min bedste veninde Katarina var imaginær, og vi tilbragte tid sammen når jeg gik hjem fra skole. vi snakkede om, hvordan dagen var gået, hvem der havde mobbet mig, hvad der havde gjort mig glad, og hvad der gjorde allermest ondt i dagens løb.

senere i livet begyndte det at blive svært, at dyrke fantasiverdenen så massivt som da jeg var barn. i teenageårene var det vigtigt, hvad andre tænkte. for hvis nogen opdagede at jeg var så ensom og samtidig legede med en imaginær ven, ville jeg ikke kunne være i rum med dem igen. ensomheden fyldte mere og mere jo ældre jeg blev. og sværere og sværere at håndtere. jeg snakkede aldrig med nogen om, hvordan jeg havde det. for hvem ville kunne forstå? min ensomhed føltes som altid at være overvåget af ingen. at være omgivet af en masse mennesker, men ingen lagde mærke til dig.

trods indlæggelser med konstant overvågning forsvandt ensomhedsfølelsen ikke. for det var ikke dét jeg havde brug for. mine utallige terapeuter, psykologer, psykiatere og sygeplejersker talte til mig. men ikke med mig. og når jeg talte til dem, følte jeg ikke at de hørte. ensomheden sad ikke indeni mig, men udenpå. det var som om jeg var lamineret med ensomheds-plastic, og ikke kunne tales igennem til. jeg var konstant på jagt efter dét eller den, der kunne bryde igennem plasticen, og endelig nå ind til mig og mine tanker. håbet var der i det mindste.

på bostedet var jeg tit alene. for det var rarest. men det bidrog også til den massive ensomhed. jeg var i tvivl, for langt om længe havde jeg reel lyst til at klippe plasticen af, bryde fri, elske mig selv og verden omkring mig. "