hvis mine øjne var et kamera

FANG MIG, RED MIG! Jeg stak tit af fra afdelingen. Nogle gange på egen hånd, andre gange sammen med de søde medpatienter. Primært for at have en hyggelig stund væk fra de trygge rammer, men også nogle gange fordi jeg ville reddes. Jeg er aldrig blevet rundkastet, fordi jeg altid er vendt tilbage til afdelingen efter kort tid. Jeg følte tryghed når jeg vidste at der ville være nogen til at bringe mig i sikkerhed. Det var der ofte, men når det lykkedes mig at komme helt ned i byen uden nogen i hælene, var jeg alene med mine problemer. Når jeg var på vej ud af døren uden aftale vidste de godt at den var gal, men det lykkedes mig alligevel nogle gange at smutte uden de lagde mærke til det. Men når de så – gang på gang – måtte standse mig, blev jeg rigtig vred og fortvivlet, fordi jeg ikke fik lov til at følge mine impulser. Men hvad sagde impulserne? At jeg skulle skride og være alene med det hele, eller at jeg havde brug for at mærke 4 sæt hænder der slæbte mig ned i skærmen? På det tid

De kolde hjerters hus Hvorfor var indlæggelserne på ungdomspsykiatrisk altid frivillige, og størstedelen af indlæggelserne på voksenpsykiatrisk med tvang? De hjælpsommes hus var et lille lukket samfund i den store verden, og det gjorde huset endnu mere gæstfrit at være i. Men sådan følte jeg jo ikke altid. Alligevel kom jeg igen når jeg havde behov for det, og aldrig med tvang. Tilbageholdelser blev tit nødvendigt, men nok mest fordi jeg var bange for at komme ud i den barske virkelighed. Jeg ville passes på, og det kunne kun ske i de hjælpsommes hus

Når den lukkede lukker døren. Endelig var man fri. Fri for al den smerte man havde følt længe. De ødelægger det hele. De spolerer freden i ens sind. Sindet der er så svært at finde rundt i, finde hoved og hale på. Nogle gange tænker man, om de overhovedet r der for at hjælpe en, eller blot er ansat til at gøre livet værre for en sårbar sjæl. Man bliver sgu i tvivl! De sårbare sjæle jeg kender, har gang på gang stået bag en lukket dør og følt en større tomhed end inden døren blev lukket. Hvorfor lukkes døren? Hvad ville de sårbare sjæle gøre hvis den ikke var låst? Jeg tror at de først og fremmest ville genfinde den store frihed, der tidligere blev taget fra dem. Hvis døren ikke var låst, ville de kriminelle, der har fået dom, eller venter på én, søge ud i friheden – måske røve en bank. Men når personalet går hjem, er de jo ligeglade med hvorvidt en surrogatfængslet stikker af og smadrer en forsvarsløs gammel dame ned. Det er ikke længere deres problem. når de møder ind på en 8-15 vagt