et ligegyldigt menneske.
"tanken om at skulle ende mine dage uden nogen vidste det, gjorde mig bange. den var ikke ubegrundet. mit møde med psykiateren bekræftede midlertidigt at ingen lagde mærke til, hvordan alting var. jeg havde i lange tider ikke grædt så meget, råbt så højt og været så opgivende. livet syntes at have forladt min krop, men håbet ville aldrig forlade min sjæl. et hav af sms-beskeder med vrede budskaber blev sendt til de mennesker, jeg stolede på, og som jeg følte, nu havde svigtet mig. endelig, endelig dukkede hun op. hende, jeg kunne tale med og græde ud overfor. men det var ikke nok. jeg var vred. jeg var træt. og jeg var knust. men hvorfor skulle to mennesker ødelægge det for mig? - måske det bare var dråben. jeg havde ligget afkræftet i min seng i halvanden uge. uden mad, uden medicin og uden omsorg. måske prøvede de, måske ikke. hvis de gjorde, kunne jeg ikke mærke det. men kunne jeg overhovedet mærke noget? var det så godt, at jeg fik det skub, der gjorde mig vred og pressede tå