den kroniske ensomhed

"på trods af, at jeg altid havde folk omkring mig, var ensomheden noget, jeg følte så umådelig tit.
allerede som barn havde jeg ensomheden som min tætteste, og lærte at leve med den. men rart var det ikke. dengang forsvandt jeg ind i en fantasiverden, og det var den måde, jeg overlevede på. for hvis man ingen havde, hvorfor så ikke finde nogen inde i sig selv? min bedste veninde Katarina var imaginær, og vi tilbragte tid sammen når jeg gik hjem fra skole. vi snakkede om, hvordan dagen var gået, hvem der havde mobbet mig, hvad der havde gjort mig glad, og hvad der gjorde allermest ondt i dagens løb.

senere i livet begyndte det at blive svært, at dyrke fantasiverdenen så massivt som da jeg var barn. i teenageårene var det vigtigt, hvad andre tænkte. for hvis nogen opdagede at jeg var så ensom og samtidig legede med en imaginær ven, ville jeg ikke kunne være i rum med dem igen. ensomheden fyldte mere og mere jo ældre jeg blev. og sværere og sværere at håndtere. jeg snakkede aldrig med nogen om, hvordan jeg havde det. for hvem ville kunne forstå? min ensomhed føltes som altid at være overvåget af ingen. at være omgivet af en masse mennesker, men ingen lagde mærke til dig.

trods indlæggelser med konstant overvågning forsvandt ensomhedsfølelsen ikke. for det var ikke dét jeg havde brug for. mine utallige terapeuter, psykologer, psykiatere og sygeplejersker talte til mig. men ikke med mig. og når jeg talte til dem, følte jeg ikke at de hørte. ensomheden sad ikke indeni mig, men udenpå. det var som om jeg var lamineret med ensomheds-plastic, og ikke kunne tales igennem til. jeg var konstant på jagt efter dét eller den, der kunne bryde igennem plasticen, og endelig nå ind til mig og mine tanker. håbet var der i det mindste.

på bostedet var jeg tit alene. for det var rarest. men det bidrog også til den massive ensomhed. jeg var i tvivl, for langt om længe havde jeg reel lyst til at klippe plasticen af, bryde fri, elske mig selv og verden omkring mig. "

living on the edge

"jeg kunne mærke et eller andet. men hvad, vidste jeg ikke. blot at jeg måtte gå ned og bede om ekstra medicin. jeg følte mig lidt fjern, men havde ikke set det komme. pædagogen ville høre, hvad der var galt. men jeg kunne ikke sætte ord på. for hvad skulle jeg sige? vidste vitterlig ikke, hvad der foregik inde i mit hoved. det forstod han vist, da han forgæves spurgte ind.

han gik op i medicinrummet og hældte medicin op til mig.
pludselig fandt jeg mig selv deroppe, og spottede en pakke med tabletter.
som var det en selvfølge, tog jeg den fra bordet og var hurtigt oppe på mit værelse bag en låst dør.
men det var jo ikke en selvfølge. jeg kunne på tidspunktet ikke kæmpe imod trangen til at skade mig selv. og dét blev måden hvorpå jeg kunne forgifte min krop lidt.

de ville have mig til at aflevere pillerne, men jeg havde hurtigt sunket dem. pædagogen kom og bankede på og forlangte dem udleveret. jeg gav ham pakket, hvori jeg havde overset tre tabletter. snuppede dem ud af hånden på ham og tog dem.

jeg kunne kun føle vrede. men jeg var jo ikke vred. jeg var ødelagt. frustrationen over at jeg det ene øjeblik kunne klare hele verden, og det næste øjeblik var på afgrundens rand, sad som en stor klump i min hals. for lige nu var jeg træt af det, træt af ikke at kunne kontrollere mine følelser, træt af at være mig; mig i det ustabile sind, ingen kunne stole på.

jeg fandt mit sidste barberblad frem. og det næste der skete, var at ambulancefolkene kom og tog det fra mig. blodet dryppede ned på trægulvet. et øjeblik kunne jeg bekymre mig om, hvordan det nogensinde skulle blive rent igen. det gik hurtigt over, og blev erstattet af en bekymring om, hvad der skulle ske med mig. jeg tænkte, at det ville være nemmest at tage med frivilligt, for så var chancen for at komme hjem senere, størst. lokkede ambulanceredderen til at jeg måtte ryge en cigaret. mens jeg sad ude på græsplænen med en falckmand ved min side, for meget medicin i kroppen og en blødende arm, følte jeg mig uendeligt alene. personalerne rendte frem og tilbage omkring mig. men ingen sagde noget. ikke engang farvel da jeg endelig fik taget mig sammen til at træde ind i ambulancen, inden vi med blå blink og sirener kørte mod sygehuset.

han var nu sød. ekg'et blev målt, droppet blev lagt og min arm blev bundet ind. alt det der skulle ske, skete. alt imens jeg blev mere og mere døsig. jeg skulle svare på spørgsmål, men han blev ikke sur over, at jeg ikke kunne. "hvor mange tog du. hvornår tog du dem?" jeg vidste det ikke. jeg vidste ingenting. kunne blot give udtryk for, at jeg ikke ville dø. men blot lege med den. det farlige. men så farligt var det jo nok heller ikke.

blev modtaget af en ung mand på sygehuset. fik at vide, at jeg ikke måtte være alene, da det var et "selvmordsforsøg". hvad vidste de om det? jeg var jo blot ekstremt styret af mine impulser.
alt jeg kunne snakke om, var at jeg ville ud at ryge. det var nok for at dække over mine svære følelser, mine flossede nerver og trætte sind. der blev igen stillet tusind spørgsmål. og jeg prøvede at svare så godt jeg kunne, men uden at lukke ham ind. for hvorfor blotte sig nu? hvorfor fortælle en autoritet at jeg var ødelagt og havde det ad helvede til nu? så ville han jo bare sladre. indtil videre var det eneste der var villigt til at sladre, mine ekg og blodprøver

lægen kom, og alle spørgsmålene blev gentaget. hun syede mig og begyndte at snakke om psykiatrisk afdeling. jeg nægtede at lade mig indlægge, drikke kul og få ilt. og ingen af disse ting fandt sted.
jeg kunne forlade sygehuset før midnat og komme hjem til en nattevagt der var på vej i seng, og et meget blodigt gulv. men hvad betød det, når bare jeg havde min egen seng. mine egne ting og eget tøj. jeg ville for alt i verden undgå at komme på psykiatrisk afdeling, og denne gang lykkedes det heldigvis."

endnu et farvel (..på gensyn, supermand!)

det blev et rart bekendtskab. helt specielt, fyldt med humor og indforståethed. jeg turde ikke altid tro på at interessen var oprigtig, da jeg så tit var blevet svigtet. men manden var rar, og som personale altid indstillet på at ville mig det bedste.

han var lidt en supermand. fordi han satte mine hylder op da jeg flyttede ind. og fordi han var sjov. og fordi han var seriøs når jeg havde brug for det. og fordi han kunne tale mange sprog. og fordi han var omsorgsfuld.
og fordi han var ham.

da jeg fik at vide, at han ikke længere skulle være i min hverdag, var jeg forvirret. i forvejen. så blev jeg endnu mere forvirret. men det undrede mig ikke. for han havde haft mange jobs i sit liv, og min erfaring var, at de mennesker der har fløjet fra sted til sted, ikke havde tålmodighed til at blive noget sted for altid. men hvorfor også forlange det? hvis jeg undede et menneske at flyve på nye eventyr, så var han den første jeg ville ønske det bedste. af hele mit hjerte. godt nok virkede han ikke som om det var dét, han ville, når man snakkede om det. men hvem vil ikke gerne søge nye bekendtskaber, prøve spændende ting, blive udfordret og bare se noget andet?

hvad enten det var det ene eller andet, så var det svært. svært at se et menneske, man havde det så godt med, stolede på og holdt af, bare forsvinde. men heldigvis var han ikke helt væk. han ville komme tilbage på et tidspunkt. forhåbentlig.
..ét sted ville han aldrig forsvinde fra. mit hjerte.

tænk, at man kunne gå så meget op og ned af en masse mennesker, nogle ville man aldrig tænke på igen, og nogle ville altid være gemt i ens hukommelse som et godt bekendtskab. også selvom de var ansat til at vise én omsorg. men man kunne mærke, når nogen bare var ansat, og når nogen følte for det de gjorde, og kunne lide deres job. denne mand brændte for dét han gjorde og de mennesker kunne jeg godt lide. det var ikke sjældent man mødte dem, heldigvis. for hvis disse mennesker var i undertal, ville afsavnet til dem blive så stort, at seperationsangsten ville overdøve alt det gode i livet og hverdagen, og frygten for at miste relationer ville overdøve lysten til at danne relationer.

men selvom der var mange af dem, blev ingen af dem mindre specielle. og jeg håbede, at denne mand var klar over, at han var helt, helt speciel.

tak for nu. vi ses supermand.

3 uger i buret

"det var nu ikke så slemt. eller var det? jeg måtte ikke forlade værelset, kun når jeg skulle  gå de 10 skridt ud i buret for at ryge. de tre uger blev primært tilbragt i en hospitalsseng og i den indhegnede rygegård. den skulle deles med en ældgammel mand, der til tider ikke havde tøj på. han gik krumbøjet rundt, tissede og hældte sodavand ud over det hele.

jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke engang på badeværelset kunne jeg være alene. to øjne - og nogle gange flere - skulle 24 timer i døgnet holde øje med mig, og luften blev til tider tung på den lille hospitalsstue.

jeg var enormt frustreret. min måde at tackle det hele på, var blot at ty til det, jeg kendte. men det måtte ikke ske. så der var mange situationer, hvor det gik over gevind. medicin i lange baner, kanyler og bæltet blev brugt.

lige meget hvor meget overskud jeg prøvede at udstråle, syntes det ingen ende at have. en ny slags medicin skulle afprøves, og eventuelle bivirkninger observeres. medicinen hjalp, og bivirkningerne var der ikke. så efter tre lange, tunge og opslidende uger fik jeg lov til at være alene og at komme ud at være sammen med mine medpatienter. jeg kunne kigge på porcelænet uden at gå i trance og alle var enige om at det var på tide at vende næsen hjemad."

et ligegyldigt menneske.

"tanken om at skulle ende mine dage uden nogen vidste det, gjorde mig bange. den var ikke ubegrundet. mit møde med psykiateren bekræftede midlertidigt at ingen lagde mærke til, hvordan alting var. jeg havde i lange tider ikke grædt så meget, råbt så højt og været så opgivende. livet syntes at have forladt min krop, men håbet ville aldrig forlade min sjæl.
et hav af sms-beskeder med vrede budskaber blev sendt til de mennesker, jeg stolede på, og som jeg følte, nu havde svigtet mig. endelig, endelig dukkede hun op. hende, jeg kunne tale med og græde ud overfor. men det var ikke nok. jeg var vred. jeg var træt. og jeg var knust. men hvorfor skulle to mennesker ødelægge det for mig? - måske det bare var dråben. jeg havde ligget afkræftet i min seng i halvanden uge. uden mad, uden medicin og uden omsorg. måske prøvede de, måske ikke. hvis de gjorde, kunne jeg ikke mærke det. men kunne jeg overhovedet mærke noget? var det så godt, at jeg fik det skub, der gjorde mig vred og pressede tårerne frem i mine øjenkroge? eller havde det været bedst, blot at blive liggende og være død indvendig? det var pest eller kolera. men jeg fik nu den forløsning jeg havde manglet. - og desværre en smerte, der ikke kunne råbes højt nok.

det var starten på en lang konflikt. som ikke syntes at genere andre end mig. var det hele i mit hoved? jeg var blevet uretfærdigt behandlet. eller i det mindste ligegyldiggjort.
"vi har vigtigere ting at snakke om end dig". så synes jeg ikke, at I skal have så mange penge for at have mig boende, tænkte jeg blot. smækkede døren og gik. hvorfor samarbejde med en psykiater, der anser mig for uvigtig? jeg besluttede mig for, at selvfølgelig skulle jeg ikke det. enten var det en meget uheldig kommentar, eller også blev min frygt bekræftet. at jeg er irrelevant. ligegyldig. der var så mange tanker i mit hoved. også rent praktiske. hvad bruger de så al den tid på, hvis de ikke drøfter alle patienter? så mange var vi heller ikke. "intet nyt under solen" udover en 180 graders drejning af livsmod og overskud. jeg forstod det ikke.

mange gange ville jeg gerne drøfte det med den ansvarshavende. men hun syntes at undgå mig. det er vel også en overlevelsesstrategi. eller også kunne hun bare ikke håndtere når nogen ikke var enig med hende. konfliktsky ville jeg ikke kalde hende. men en konfrontation med mig, syntes hun ikke at kunne magte. eller også var jeg ligegyldig. måske ikke værd at spilde sin tid på. hvem ved."

hvis du bare ikke havde været mig

12/1 2017
"tanken om selvskade havde været borte fro en tid, men rykkede tættere. for hvorfor skade sig selv? - spørgsmålet dukkede op fra tid til anden. men nu kendte jeg svaret. FORDI DET HJÆLPER! havde små-ridset en enkelt gang eller to. alligevel prøvede jeg at lade være. men nu kunne jeg ikke holde den længere. det tog mig dog halvanden time at skabe noget, der kunne få mig til at sige, at nu var det nok. der var ingen andre end mig selv, der kunne fortælle mig, om det var slut eller ej. 
jeg var blevet en pivskid. turde ikke længere hamre et barberblad mod årerne. turde ikke længere være ligeglad. der gik kontrol i den. heller ikke dér, kunne jeg længere give los. og det var noget lort! alligevel kunne jeg skabe noget smukt. noget jeg kunne kigge på, og sige at nu var det nok. men hvad skulle der til, for at det var nok? det vidste jeg godt. og det gjorde alle andre også. jeg havde mine regler. reglerne for, hvornår der ikke skulle gøres mere. og de kunne endelig opfyldes. 

folk gik mig på. jeg kunne tydeligt mærke hvornår jeg ikke trivedes. og hvem der påvirkede det. nogle sagde, at jeg ikke skulle lade mig gå på. men det var svært. for jeg fik ikke penge for at deale med de mennesker. havde det bare været sådan, kunne jeg måske håndtere det. men dette påvirkede mig personligt. jeg blev oprigtig talt ked af det. jeg blev frustreret. og træt. jeg kunne også tydeligt mærke, at min energi blev tappet meget hurtigt, fordi jeg brugte alle mine ressourcer på at holde ud. og det var bare meget sværere at holde ud, når folk omkring mig bragte mit pis i kog og gjorde mig ked af det med deres provokationer og dumhed. jeg havde ellers ikke noget imod mennesker, der var anderledes end jeg selv, men i visse situationer lå nogles måder at være på så langt fra mine egne. 

vi var vel egentlig alle sammen trætte. på hver vores måde. mine udfordringer var blot dem, jeg selv var nødt til at forholde mig til. i stedet for at fare i flæsket på folk, blev jeg ked af det. men hvad var bedst? skulle jeg råbe og skrige, eller skulle jeg være indebrændt? det blev lidt af en kombi. en kombination af at udstråle utrolig vrede, og at tie stille. jeg kunne ikke udtrykke mig konstruktivt overfor denne slags mennesker, når jeg var vred. så jeg viste med mit kropssprog at jeg ikke kunne udstå dem. og de vidste det godt. når det gjaldt dét, at udtrykke min mening overfor andre parter, kunne jeg godt. jeg kunne godt fortælle, hvordan jeg havde det. men det kom måske ikke til udtryk på den pæneste måde. fordi jeg havde fået nok. jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser. så der blev i stedet brugt hårde gloser. vrede gloser. negative gloser. 

der var tidspunkter, hvor jeg syntes at tingene var håbløse. for eksempel når jeg sad i et rum, hvor der blev snakket. når der blev snakket om ting, der var mig og alle andre fuldstændig uvedkommende. fordi de mennesker, der ytrede sig, udemærket vidste, at det var os uvedkommende. 
men også situationer, hvor jeg var alene. det kunne både være rart og smertefuldt at være alene. 

for når jeg var i mit eget selskab, var der ingen andre, der snakkede. 
men der var heller ingen andre, der snakkede. 

jeg kunne blot forholde mig til mine egne tanker. og det var ikke altid rart. men alligevel var der tidspunkter, hvor det var fantastisk bare at være mig. hvor ingen snakkede. hvor jeg ikke var nødt til at tænke. hvor jeg blot kunne nyde stilheden. Aleneheden. 
der var kun én løsning. at gå i strejke. 

det bekymrede mig, at jeg fandt denne løsning relevant, da den slet ikke var relevant. men min forsvarsmekanisme - min bedste ven - fandt den relevant."






mit sociale spejlbillede

13/6 2016
"det var lidt nyt for mig, at være væk fra mit sociale spejlbillede og være i en verden, hvor jeg var fin, som jeg var. at ingen kiggede på mig, og dømte mig. jeg nød livet, hvor ingen havde et vist syn på mig og tænkte dit og dat.
men hvorfor skulle mit sociale spejlbillede være så invaliderende? i takt med at tallene blev højere, at hofterne blev større, og vejret blev varmere, steg mine forventninger til mig selv.

men i verdenen udenfor mit sociale spejlbillede var livet rart. jeg kunne være så stor som jeg var. eller så lille som jeg var. eller så normal som jeg var. for dér var livet ens bedste ven. man var ikke andres syns bedste ven.

for andres syn betød meget i den verden hvor mit sociale spejlbillede herskede. kunne, kunne jeg ikke gå rundt som jeg ville? turde, turde jeg ikke være mig?

mit sociale spejlbilledes optik ændrede sig drastisk så snart jeg trådte udenfor det sted, hvor et spejlbillede vat et spejlbillede - intet mere, intet mindre. for hvor vigtigt var det? hvorfor var der så stor forskel på hér og dér? alligevel måtte det betyde en del for mig. eller det kom det til. men hvorfor ikke være ligeglad? - det troede jeg, at alle i mit sociale spejlbillede ville sige. pudsigt nok, var det dem, jeg frygtede. jeg frygtede mit sociale spejlbilledes smittebærere. mine konkurrenter og allierede. det var dem,  det holdt spejlet oppe, og dem, der prøvede at smadre det. et smadret spejl gav syv års ulykke, men ville det være for dem eller mig? ville jeg få det bedre, eller ville deres syn blive skærpet? for hvad kom først: mig eller mit sociale spejlbillede? dét var egentlig spørgsmålet. var det et spejl, jeg havde sat op overfor dem? - eller var det spejl de havde stillet op overfor mig?

(fucking) menneske

"at være til var til tider svært. men tanken om ikke at være til var endnu sværere.
meget tragikomisk hvis man kigger tilbage i min historie. alligevel havde jeg lange perioder med enorm dødsangst, afløst af lange perioder med selvmordstanker. men angst er værre end tanker. jeg ville dog ønske, at der var noget i midten. mellem angsten og tankerne. død kontra liv var et stort emne. for jeg havde nogle en følelse af, at enten skulle jeg leve. virkelig leve. ellers skulle jeg være død. og det var ret latterligt at tænke på den måde, for hvornår i mit liv har jeg levet? derfor blev jeg vred på mig selv: hvorfor udnytter du ikke dit liv, når du så gerne vil?  >>virkelig leve<<. >>død<<
der var noget, der forhindrede mig i at leve. var det min psyke der var doven? der var måske alligevel noget mellem levende og død?  >>levende død<<  - jeg ville ikke. for hvis jeg var i live, hvorfor levede jeg så ikke? hvis jeg var død, hvorfor var jeg her så? dét, der var svært at forholde sig til, var at jeg egentlig bare var et menneske. ligesom andre mennesker havde jeg følelser, fornemmelser, tanker, ønsker, drømme; et liv. et liv som alle andre. vi definerer selv vores liv, men samtidig var der nogle ting, som ikke var indenfor rækkevidde. for eksempel hvordan vi opfostres, opdrages og udvikler os.  det var ikke muligt at have indflydelse på, og dér stoler vi ubevidst i vores spæde år på, at forældrene gør deres allerbedste. per instinkt.

fra tid til anden syntes jeg at livet var skønt. men alligevel var der en snert af angsten. et snert af de grumme tanker. en snert af dødsangst og en snert af livshad. for hvorfor skulle mit liv være, som det var? jeg var ret ynkelig fra tid til anden, når jeg sad og pev over min livsstatus. det handlede i virkeligheden om at få det bedste ud af nuet, og ikke tude over mit "satans liv"
det var dog svært at overbevise mig selv om, at ethvert liv var et rigtigt liv. igen påpeges det, at vi selv definerer vores liv.
projekt 'elsk dig selv' var tit blevet hevet ned over hovedet på mig, og jeg kunne næppe gennemføre med mindre jeg selv troede på det.
men jeg ville gerne..

livet var en rejse. men hvorfor kom man aldrig hjem? ville man på et tidspunkt lære så meget om sig selv, at rejsen kunne afsluttes, og man kunne søge hjemad og være lige dér, hvor man skulle være - i balance, glad og tilfreds? eller kunne vi hele tiden blive klogere og mere i livsglad?
for spørgsmålet var, om livet nogensinde ville blive komplet. om man nogensinde ville kunne sætte sig ned og være rigtig glad."

karina serveret på et sølvfad - Del 33

"det tog ikke lang tid at pakke. men der var fandens meget. et lille "afbræk" fik jeg dog, da en ambulance hentede mig og sendte mig på skadestuen. "sæt hende blot ud i venteværelset". "men det er altså ret voldsomt - det skal være nu" jeg lå lidt tid inde i behandlingsrummet, hvor patienterne var linet op på række, blot adskilt af rullende skærme. jeg tænkte, mens jeg lå, at det hele var blevet 10 gange mere uoverskueligt end før jeg blev hentet. og før jeg vidste af det, havde jeg snuppet snørrebåndet ud af min sko og taget det om halsen. jeg lå egentlig længe. endda også mens sygeplejersken bedøvede mig. indtil jeg var blå i hovedet. så opdagede hun det. alle kom løbende, og skreg efter en saks. selvom alle havde en i deres lommer, syntes den umulig at finde. men saks kom der frem, og så kunne jeg trække vejret igen. jeg blev syet sammen, og fragtet i kørestol hen på Psykiatrisk Akutmodtagelse."

karina serveret på et sølvfad - Del 32

"slagelse var åbenbart stedet. der gik ikke lang tid fra udskrivelse til flytning. men der skulle ordnes meget. jeg skulle flytte i en lejebolig. sagsbehandleren fra Skibbyhøj foreslog at jeg kunne låne de 18000 til indskud af mine forældre. jeg nægtede at snakke med hende igen, og fik lov til at låne dem  af kommunen. formaila ordnet.

det var svært at skulle flytte. men også rart at komme væk fra et sted, hvor jeg ikke var rigtig ønsket. alligevel var der nogle fantastiske mennesker, jeg skulle sige farvel til.
jeg fik en god grinetur da to medarbejdere fra Århusvej skulle besøge mig på Skibbyhøj inden jeg flyttede. min gamle kontaktperson spurgte dem, hvad deres politiske holdning var. de var også helt blanke, da hun ville høre lidt om deres måde at arbejde på - det var som om, de ikke havde én."

du var aldrig mit.

jeg troede at det nye hjem, blev til det nye hjem. men dét hjem jeg var havnet i, var ikke mit, men tre andres. 
at blive spærret inde uden at vide det på få kvadratmeter, hele tiden være ledsaget og aldrig være andre steder i huset, karakteriserer ikke et hjem, gør det? 
men ja, jeg troede at jeg var hjemme -
men du var ikke mit.

jeg ville gerne have det til at fungere, og i princippet troede jeg bare, at måden det fungerede på, var sådan det fungerede. men det var ikke rart. dog trygt da jeg var blandt mine egne ting, sov i min egen seng, og havde folk ved min side, jeg troede, var engagerede. eller jeg håbede. jeg kunne ikke se, at sandheden var en anden. 

at der bag min ryg blev sagt det modsatte af, hvad jeg fik at vide.
at de tre andre ikke kunne lide mig, og forlod rummet, når jeg en sjælden gang trådte ind.
at jeg ikke hørte til. 

tænk at jeg troede jeg var hjemme.
hvorfor syntes jeg egentlig dét?
var situationen et menneske værdigt?

efter blot to uger var jeg allerede dømt ude. fik det at vide efter tre. "du skal flytte om to dage"
det blev lidt hektisk herefter. med mange forskellige udfordringer. jeg ville jo ikke flytte, men da sandheden om personalet og lederen blev mig klar, blev jeg hurtigt hentet og kom kun tilbage igen, da jeg skulle pakke mine ting og sige farvel til det hjem, jeg troede, var mit.

spild af ressourcer

erindringer...

"jeg var på lukket afdeling igen, igen. aldrig havde jeg følt mig mere ynkelig. 
der var egentlig ikke det store optræk til uvejr da jeg gemte mig i et hjørne på min stue i det intensive afsnit. det eneste jeg havde ved hånden var en tom sodavandsflaske som jeg ligeså stille rakte ud efter.

jeg var vant til at være objekt for ivrige beskyttende øjne, der ikke havde mange flere år på bagen end jeg selv. de var ydermere komplet uvidende, trods de sad med deres 500-siders anatomilærebøger. jeg havde efterhånden mødt over 50 af de medicinstuderende med den samme bog i skødet og deres neonfarvede overstregningspenne mellem fingrene. de grønne spørgsmål og nysgerrige blikke var - trods tilvænning - lige irriterende for hvert eneste vagtskift.

colaflasken brugte jeg til at banke mig selv i hovedet. hvorfor. 
det var det eneste jeg kunne gøre til objekt for min selvskade. så var det ikke mig der slog mig, det var flasken. ikke effektivt men det gav mig det jeg ønskede. at fjerne mig selv fra verden, og lægge al skylden på den skide flaske. for det var den, der gjorde skaden jeg havde brug for. 
flugten var min bedste og mest afholdte ven. 

malene var en sygeplejerske, jeg efterhånden, gennem mit lange forløb, havde haft en del at gøre med. hun var stram i betrækket, og kunne sjældent trække på smilebåndet. hvert fald når jeg var sammen med hende. 

det var åbenbart ikke tilladt. men det vidste jeg jo godt. men hvad skadede det.. 10 minutter senere sad jeg i hjørnet med to forslåede øjne. 
malene kom ind. den irriterende læge-to-be, der hele aftenen havde spurgt mig om ALT hun kunne komme i tanker om, havde kaldt på hende. for nu kunne hun ikke se mig, fordi jeg selvfølgelig havde flyttet mig fra hendes synsfelt  med min colaflaske. 
så var det sure-mutters tur.

"karina…..
hold op med det pjat..
kom med den flaske…
det er jo latterligt…
du er spild af ressourcer…"

det var jeg jo også. 

malene var en af tre ansatte på psykiatrien i Hillerød, der kom med den påstand i de år jeg var der. jeg var også spild af tid. kommentarerne påvirkede mig, så jeg blev mere aggressiv end jeg var i forvejen. 
de tre kyniske mennesker, havde den fællesnævner, at de var meget paranoide i forhold til patienters oprigtighed. havde vi det virkelig dårligt? 
og jeg var ikke den eneste det måtte gå ud over. "

mit nye liv(?)

3/12 2015

idag har jeg boet en uge i mit nye hjem. 
det var med stor glæde, jeg flyttede ind - og det var også lykken at komme et andet sted hen. 

alligevel var det hårdt. og det er også hårdt. fantastisk at flytte væk. væk fra helvede og vende næsen mod det nye liv. 
de første par dage gik med at møblere, sætte ting på plads, hænge billeder og hylder op, samt lære huset at kende. 
dog var det alt for overvældende. da mine flyttefolk (Løj, Ib og Ronny) var taget afsted på flyttedagen sad jeg pludselig på gulvet omgivet halvtømte flyttekasser og totalt kaos over den nye situation.

jeg følte mig rigtig alene. 
- men jeg var jo ikke alene. 
dog var der ingen der kendte mig og ingen jeg kendte.  

det var forbundet med angst. men jeg ville ikke bukke under for de svære følelser. jeg vidste at jeg nok skulle klare det. ikke?

alt flytterodet distraherede mig. jeg havde ikke tid til at forholde mig til dét, jeg havde kæmpet med det sidste lange, lange stykke tid. og det var rart.

men efter 3-4 dage var jeg endelig på plads. og desværre fik jeg tid til at tænke. tænke på min fremtid, tænke på min fortid, og min nuværende situation. at et nyt kapitel i mit liv var begyndt. 
men nissen flyttede desværre med. 

jeg skar mig. jeg skar mig meget. jeg havde kæmpet med trangen hele dagen. og måtte bukke under. 
hvis der ikke var noget, jeg ville, var det at skære mig i mit nye hjem. men der sker ikke mirakler fordi man ændrer location. 
desværre. 
hvad var der så ellers at gøre? 

sidde og smile over ingenting?
sidde og filosofere over, hvad der egentlig virkelig foregik i mit nye hjem? 
sidde og grine tårer?

der var nu ikke noget at grine ad. udover mit tragiske forsøg på at hjælpe mig selv videre i tilværelsen ved at skære? bullshit. 

jeg kæmper stadig mod de grimme tanker.

kære 2014

livet er en underlig størrelse. og man er aldrig sikker på, hvornår det slutter.

men kære 2014, du har holdt mig i live, trods overdosis efter overdosis, cutting efter cutting. glasskår efter glasskår.

men med kun én tur på paykiatrisk afdeling, et halvt år uden cutting og en masse succeshistorier, er jeg sikker på at ikke kun DU, men også jeg selv, har været med til at holde mig i live.

holdningen til min tilstedeværelse har varieret fra dag til dag, time til time. men alligevel er jeg her stadig.

mange ture i ambulancer har bragt min til redningen af mit fysiske helbred, men pillerne har bragt min krop på overarbejde og ikke kun påvirket mit hjerte men også til tider givet mig den fuldstændig forskruede tro på at jeg ikke kan dø. for hvis mit hjerte stadig slår, hvorfor skulle jeg så ikke være udødelig?

mennesker har krydset min vej, både gode og dårlige mennesker. men mine oplevelser har overvejende været positive. den studerende, sygeplejersken, lægen, veninden, familien. - nogle af dem er forsvundet igen, andre vil være i mit liv for evigt.

2014 var ikke godt for mit helbred, men jeg lever endnu. og 2015 bliver måske året, hvor jeg også kan leve psykisk.


fik du dit liv tilbage?



"hash og sex var alt vi havde til sidst. jeg fik et chok første gang jeg inhalerede. vi lå i din seng og jeg fik paranoia. hvorfor siger du det, hvad er du ude på? men jeg sagde det aldrig højt. 
jeg vidste du havde hende den anden imens. men jeg var ligeglad, for du havde også MIG. og jeg kunne ikke undvære dig. 
det var et slag i hovedet dengang vi var kærester  og du fortalte at du var mig utro med hende. jeg skreg da du sagde det i telefonen. du var den første jeg virkelig havde elsket - og nu røg vi hash og knaldede uden følelser. men det var bedre end ingenting. 
du kunne ikke være mere ligeglad, men jeg prøvede at bilde mig selv ind at der var bare en lille smule tilbage. det var der bare ikke. det var helt forbi, men jeg ville ikke videre. jeg kæmpede for at få dig til bare at finde en lille smule tilbage fra den gang, men det var umuligt. for mit vedkommende var det fantastisk bare at se dig, røre dig og have en smule nærhed. 
alligevel vidste jeg at det hele var indbildning  - du var jo ligeglad. 

du blev afhængig. du sværgede til hash'en. senere blev det amfetamin. du fik nye venner. sammen med stofferne var dine venner nogle typer, du ikke kunne håndtere - så du fulgte bare mængden. gjorde som de gjorde, fyldte dig med stoffer, og påtog dig endda rollen som satanist. 

men du var klog. selvom jeg aldrig var enig med dig i at det var en god ide ar bruge og tage LSD. - gad vide om du nogensinde gjorde det? 
du havde nogle gode syndpunkter, men hvorfor skulle du pludselig fylde dig med stoffer? - og mænge dig med fyre der ikke var gode for nogen? 
jeg kunne ikke kende dig, det tror jeg ikke at nogen kunne. 

du læste meget. meget om religion, så du blev satanist. meget om stoffer, så du blev narkoman. hvorfor læste du også mine følelser? for hvis du ikke havde gjort det, ville du ikke kunne have misbrugt dem. 

hvor ønskede jeg, at du ikke blev ved med at ville se mig. hvor ville det have været nemmere hvis du havde droppet mig efter sidespringet og forsvundet fra mit liv. det havde gjort ondt, men ikke så ondt som der gjorde at ligge i dine arme gang på gang og vide at du var ligeglad.

hvor var dine følelser forsvundet hen?
- hvor var kærligheden? mine følelser var intakte, men problemerne hobede sig op af den grund. 
hash
jeg røg meget når jeg var hos dig, når vi gik tur ved Degnemosen, når vi lå skæve på græsplænen i parken, og når vi sad på dit lille værelse og pulsede ud af vinduet først var det bare smøger, og nu hvor alt var forbi, blev du ligeglad, og så blev det hash. selvom din mor kunne lugte det nedenunder. 
du begyndte at se "harry potter" og høre underlig musik. hele din person var ændret, og vi skulle aldrig igen se "julefrokosten" som vi altid gjorde mens vi lå på madrassen på gulvet i hinandens arme. 

nu var det amfetaminen der betød mest. 
dine nye venner, din nye tøs og dit nye liv med techno og alt for lidt søvn. 

du væltede mig omkuld flere gange. både på den gode og dårlige måde. det første møde var slet ikke akavet, og de næste fem måneder var jeg i himlen.

da jeg først begyndte at tage hash med hjem og røg med de andre, fik jeg endelig dårlig samvittighed. uden at føle skyld i starten, rullede vi joints på førstesalen, jeg og mine medbeboere. åbenlyst røg vi os skæve og sked egentlig på om nogen fandt ud af det. 

men en dag måtte jeg sige stop og smed den store klump af hash ud i toilettet - det påvirkede for mange, og jeg selv, så klart nok til at stoppe den onde cirkel. så stoppede jeg også med at se dig. 

sidste gang vi så hinanden vidste vi begge også at det var sidste gang. alt det vi havde og ikke havde var væk. så langt væk at lige meget hvor lange arme jeg havde, kunne jeg ikke længere nå dig. det var både godt og skidt. 
jeg kunne endelig droppe tanken om hvor fantastisk du var engang. og glemme hvor stort et svin du var bagefter. 

jeg må have været masochist - at gå gennem alt det med dig, og aldrig tude over det.    


fik du dit liv tilbage? jeg så dig ikke siden og hørte ikke fra dig - du forsvandt fra mit liv. det fantastiske forsvandt, og dit utroligt manipulerende sind, der senere viste sig, viste sig heller aldrig igen."

dobbeltkonfekt

der var dengang i 2008. jeg troede knapt mine egne øjne og ører. jeg forstod ikke, hvordan manden, jeg var så glad for, skulle til at udføre en akt, jeg på ingen måde havde lyst til at deltage i. hvordan han kunne få sig selv til at bryde min tillid på den måde, og så ødelægge sit eget liv samtidig. han var sød. han kaldte mig "prinsesse". men set i bakspejlet; var han så FOR sød? var det hans plan at få mig til at kunne lide ham, på en for mig helt naturlig måde, med absolut ingen seksuelle undertoner? havde han regnet ud hvad der skulle til og samtidig ikke have nogen idé om, at jeg ikke ville være med på hans leg? den anden pige, han havde antastet ville åbenbart gerne have et forhold til ham. men faktum var, at han udelukkende var der for at passe på os, og beskytte os mod vores dæmoner, hvad enten man kæmpede mod det ene eller det andet. 
hun havde sms'et heftigt med ham, ovre i den erotiske genre, velvidende om, at det var fuldstændig upassende og ulovligt. men dér lå ansvaret hos ham. 
JEG derimod, havde ingen intentioner om andet end at acceptere at der skulle holdes øje med mig døgnet rundt, og at han primært skulle være én af dem, der gjorde det. ingen skulle røre mig. hverken på den ene eller anden måde. ingen skulle fastholde mig, og ingen skulle udføre seksuelle overgreb på mig. 
men jeg turde ikke sige ham imod. han fik lov at gøre, hvad han ville. jeg var skræmt, bange, handlingslammet og overrasket - derfor kunne jeg intet gøre, da han begyndte at føle sig omkring. jeg troede ikke på, at det skete. mit hoved gik i stå, min krop var stiv af skræk og verden blev sat på standby. 
hvad ville jeg, spurgte han. men jeg kunne ikke give noget svar. hverken i den ene eller den anden retning. 
dagen efter vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv. jeg turde ikke sige noget. desværre var han på vagt dén dag, efter overgrebet. vi skulle til Odense. Rosengårdscentret. han lugtede langt væk af perversion og det væltede ud af ham med ulækre, seksuelle udtalelser. jeg turde ikke sige noget til ham om aftenen før, og på vejen hjem 

tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"

han skulle passe på mig. jeg lå i en hospitalsseng efter et selvmordsforsøg og kunne knapt styre mine egne bevægelser, men det gik over da jeg kom op på sengeafdelingen. jeg måtte ikke sætte mig op i sengen, måtte ikke stå ud af sengen, og han skulle konstant berøre mine arme - "nusse" dem. jeg husker ikke meget, for der var mange blackouts efter den store mængde medicin jeg havde indtaget. han var ulækker at se på, han lugtede, og desværre skulle han overvære hver en bevægelse jeg foretog mig. toiletbesøgene var nok de værste scenarier fra den nat han skulle sidde ved min seng og passe på mig. men jeg kan ikke huske dem. kun hams ulækre berøringer. dagen efter var jeg ulykkelig. både over der ´´t jeg kunne huske, var sket, og ikke mindst det jeg ikke kunne huske. men i et vågent øjeblik


tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"

status fra indersiden af væggene

"status fra indersiden af væggene

jeg syntes at det var svært at holde mig fra pillerne. 3 overdoser på en uge gjorde alle magtesløse. men den mest magtesløse fra nok mig selv. tilværelsen var svær. men jeg ville ikke have hjælp. hvertfald ikke i situationen. når jeg var på apoteket for at hente nye forsyninger sad mit hjerte i halsen på mig. adrenalinen pumpede i alle mine blodårer, min hjerne syntes blank, og jeg tænkte kun på at komme hjem og tage alle pillerne. dengang jeg kunne nøjes med 10 pr dag, var jeg tilfreds, men mere ville have mere. og den sidste gang inden jeg blev spærret inde, tog jeg alle 100 piller i pakken. jeg havde enormt dårlig samvittighed over at ringe til den eneste der forstod mig, for at fortælle om min ugerning. men det var den måde jeg kunne reagere på. hvem kunne ellers hjælpe mig? men den dårlige samvittighed var der, og den ville ikke forsvinde. det ville den aldrig nogensinde. for hun forstod mig, og ville ikke dømme mig. men at være en belastning havde jeg det ikke godt med. og det fyldte rigtig meget. da hun smed alt hvad hun havde i hænderne for at være der for mig på sygehuset, var jeg ved at ane håbet, men alligevel gjorde jeg det igen, og der var i realiteten ikke rigtig noget at gøre. 

pillerne var blevet mine bedste venner, og altid i mine tanker, uden jeg vidste hvorfor. men et eller andet gjorde, at det var den eneste måde at undslippe på. undslippe de svære følelser og tanker, der plagede mig konstant. 

jeg var ensom. alene om det hele, selvom der mennesker, der gerne ville hjælpe mig og være der for mig. men jeg mærkede det ikke. mærkede ikke, at nogen ville mig noget godt. for hvorfor skulle de der? hvem havde overhovedet interesse i at gøre noget som helst for mig? 

mit kaos syntes at vare evigt, og jeg så ingen anden udvej. men var der egentlig ikke en udvej? var der intet godt i mit liv? ..det syntes jeg ikke. alt var håbløst. en håbløshed der knækkede min sjæl. knækkede den for bestandigt. 

jeg var nu indlagt. om jeg ville det eller ej. nu var jeg i deres varetægt. jeg kunne ikke få fat i piller, og den frustration jeg følte, gnavede i hele min eksistens. for hvornår kunne jeg igen få mine piller? ville jeg først blive udskrevet når jeg ikke havde trangen mere? skulle jeg lyve for dem? skulle jeg opføre mig ordentligt for at komme ud og tage en overdosis igen? jeg vidste intet. ingen positive tanker kunne trænge ind, for hvad positivt var der at føle; tænke? 
ville jeg nogensinde få det helt godt igen? 


..det var så håbløst"

kroppen, der ikke kunne fange liv

det var svært at forestille mig selv som voksen. mere voksen end jeg var i forvejen. for var jeg voksen? ville jeg blive det? min alder bevidnede at jeg hvert fald var på vej. 

det faktum at jeg var 22 år, gjorde mig ikke mere voksen mentalt. var jeg blot 14 år som jeg altid fik at vide, eller var jeg 22, og bare mig? for hvornår var man voksen? var det ikke relativt - og var der ikke mange måder at være voksen på? 

den krise jeg var i, fik mig til at ønske at jeg stadig var 14 år. 14 år og klogere end nogensinde. klogere blev jeg med alderen, hvert fald klogere på mig selv. men hvorfor var jeg ikke klog på Verden omkring mig? klogere på andre mennesker, og mere glad for det, jeg vidste. 

eksistensen der for tiden var helt umulig at håndtere syntes at tage livet halvt af mig. men alligevel var der mod at ane. mod på det liv, der forhåbentlig en dag ville tage form i et eller andet omfang. men det var svært.
jeg ville ikke give afkald på de små blå piller. men det var ikke noget at sige højt. angsten for at dø var alligevel i spil. jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle håndtere problemet. 


var jeg 22 år og på vej mod enden? det håbede jeg ikke. men jeg var ikke selv herre over det. selvom jeg var den eneste der havde indflydelse på det. 

4/6 2014

4/6 2014

4/6 2013 var sidste gang jeg blev rullet i en hospitalsseng iført et tykt bælte af læder, låst med en knap, der kun kunne låses op med en nøgle, man kun kunne få fat i, hvis man havde  et skilt på; autoritet. 

i 8 år, var der ikke gået ét år uden indlæggelse. det er der nu. et år, der har været ligeså svært som de andre, men det faktum at mit liv har forandret sig, at jeg har forandret mig, har været altafgørende. vi udvikler os, ja måske nærmere udvikling end forandring, men jeg føler mig anderledes.

for lidt under et år siden, under den sidste indlæggelse, der varede til midt i juli, kunne jeg havde været død. 4 gange. men jeg er ikke død. jeg kan ikke forstå at jeg har overlevet disse forsøg, ærlig talt. men jeg priser mig lykkelig over min eksistens. lige meget hvor trist jeg er, tænker jeg ikke længere på døden. den skræmmer mig mere end den tiltaler mig, og sådan har det næppe været altid. 

sidste indlæggelse var også den indlæggelse der har skræmt mig mest. men da jeg blev udskrevet var jeg ikke nær så bange for mig selv længere. jeg havde lært en masse. om mig selv, og om verdenen omkring mig. samtidig var det ikke rart at jeg pludselig skulle se sandheden i øjnene. jeg havde forsøgt at tvinge mig selv til det mange gange, men alle gangene har jeg skubbet alle kendsgerninger om mit liv på kanten, væk. 

året efter sidder jeg og tænker over hvordan jeg er endt så langt væk fra et "normalt" liv, som jeg er. og svaret er længe ventet. problemet med mig er, at jeg aldrig har villet se noget i øjnene, som ikke er rart. hvem vil det? det er også frustrationen der spiller en rolle her. 

hvorfor, hvorfor, hvorfor? men det er overflødigt at spørge "hvorfor" - fordi kan man ændre på sin fortid, sit liv hidtil, og kan man spå om fremtiden? 

jeg troede ikke på, at jeg kunne dø dengang. at jeg måske kunne have været en grøntsag idag, fordi jeg valgte at springe ud fra den trappe. men jeg tænker ofte på det, og taknemmeligheden ved, at der ikke skete noget alvorligt, er meget stor. for det kunne have endt helt ad helvede til, og det ønskede og ønsker jeg ikke. 


har jeg så lært andet i det år jeg har levet udenfor den låste dør? jeg har lært en masse. jeg ved, at jeg ikke reelt ønsker at dø, og derfor ikke har forsøgt at tage mit liv igen. at verden udenfor reservatet er meget rarere end ikke at kunne komme udenfor i lange tider.

at være eller ikke at leve

“at være eller ikke at leve.

jeg var nu meget tilfreds med det hele. følelsen af næsten konstant stabilitet gjorde stor forskel i hverdagen. jeg kunne grine af de håbløse mennesker der fra tid til anden passerede min vej. hvad enten det var folk jeg så én gang, eller folk der skulle være til stede alt for tit. jeg kunne stole på mig selv. når de enkelte doser piller blev lagt på bordet og personalet derefter gik, gemte jeg dem ikke, jeg tog dem. for 5 måneder siden - eller kortere - havde jeg lagt dem ned i den lille stofpose med elefanten på, hvor der altid blev lagt piller i når der var mulighed for det. 
jeg levede!
trods selvskade, der fra tid til anden alligevel blev brugt som værn mod verden, kunne jeg se lys for enden af tunnellen. og det var rart. følelsen af at være selvstændig i den udstrækning det nu var muligt, gjorde mig enormt glad. at jeg ikke behøvedes snakke med nogen om noget, fordi der ikke var noget at snakke om, var befriende. den følelse af ikke at være afhængig af at personalet til samtale, ikke at være bange for mig selv, ikke at være bange for verden var fantastisk. 
men alt var selvfølgelig ikke godt - dog fyldte de dårlige ting ikke så meget som tidligere. jeg havde ikke været indlagt siden juli 2013, hvilket var en succes, for det var ikke sket at jeg havde været i friheden så længe siden 2006. 
jeg var fri som fuglen, og så tæt på velfungerende, som var muligt. ingen skulle få mig ned igen. men samtidig vidste jeg at der kunne komme tilbagefald, men at det ikke skulle slå mig fuldstændig bevidstløs. 

livet var værd at leve."

flugten til Den Virkelige Virkelighed

Jeg måtte flygte fra mit hjem fordi jeg ikke følte mig velkommen. 
den høje musik irriterede mine ører så snart jeg trådte ud af min lejlighed og ind i den virkelighed vi i fællesskab havde skabt. 
Virkeligheden jeg ikke kunne holde ud, så jeg måtte flygte til Den Virkelige Virkelighed.
Det kunne ikke være sandt at mennesker, der er til for - i vores virkelighed, at hjælpe os - skal tvinge mig væk fra den ellers så trygge tryghed. 
Frygten for Den Virkelige Virkelighed var ikke prangende den dag, for vores virkelighed blev mere og mere uudholdelig. 
Hvorfor skulle man føle sig mindre og mindre for hver gang, man snakkede med dem?
Det kunne ikke være rigtigt at man skulle pilles ned i et hus, der var vores og ikke deres. 
Det blev nok den dag; jeg måtte flygte fra mit eget hjem; 
Det var ikke en rar følelse jeg forlod det med.
Derfor vidste jeg, at jeg denne gang ville nyde Den Virkelige Virkelighed. 
Hvorfor foretrak jeg oftest vores egen virkelighed frem for de raskes?
Jeg ville prøve at lade være for en gangs skyld.
Det ville hvertfald ikke skade!
Jeg blev på det nærmeste skræmt væk af deres iøjnefaldende ligegyldighed overfor mig når vi havde kontakt. 
De kunne åbenbart ikke lide mig. 
Sagde jeg noget forkert?
Jeg bad om at få pakket medicin, og alt jeg hørte fra deres mund var tre og en halv time senere, hvor jeg fik den så fornemme gestus: “god tur, Karina!”
TAK!
Fordi denne gang ville jeg nyde Den Virkelige Virkelighed frem for den, de styrer vores liv i. 

Hvis jeg ikke var deprimeret den morgen inden jeg blev mødt af dem, blev jeg det i dét øjeblik, jeg trådte ud i larmen. 

glasskår i alle farver

"det var nu ikke fordi jeg nød synet af glasskår. men når verden blev tom og mit hoved var fyldt op af tanker, var det smertelindrende at høre lyden af noget, der var noget der smadrede; som var mere smadret i større grad end min sjæl. for sjælen er smadret. smadret af gamle oplevelser, støjende tanker, skrækkelige følelser. jeg kunne ikke holde følelserne ud, jeg kunne ikke holde tankerne ud, og jeg kunne ikke holde minderne om alt det jeg havde været ude for, ud. det var uhyggeligt at være alene med sig selv og følelserne der på ingen måde kunne kanaliseres ud, hverken i ord eller på skrift. 

det var så slemt at være alene, men jeg kunne ikke holde andet ud. jeg kunne ikke klare synet af mennesker, hvem end det var. ingen skulle bryde ind på mit territorium, som var det eneste sted jeg følte mig sikker. samtidig med at  jeg var derinde, var jeg mere ensom end nogensinde."

shit happens



”vil du ikke helst gøre det nemmest for dig selv?”

Hvis jeg ikke vil, så vil jeg ikke. Havde ingen anelse om, hvornår det var sket, havde ingen anelse om, hvordan det var sket. Jeg lå i min seng med kuldechok og klaprende tænder, og forestillede mig, at det nu var tid. Hele min krop var søbet ind i blod, og mine dyner og puder ligeså. Det var svært at forklare min handling, for jeg vidste ingenting. Tiden var bare gået uden nogen fornemmelse for.. noget. Hvor længe havde jeg ligget der? Hvorfor lå der blod og barberblade på gulvet?

Personalet bankede på døren, og kom ind. ”hvad er der sket her?” dynen blev revet væk og min arm, blottet med store, åbne sår lå der, som en stor kødklump der ingenting kunne. Ingen skulle blande sig. Ingen skulle afbryde tilstanden af fuldstændig fjernhed og uvidenhed. Det skulle være ovre. Jeg havde blodige plamager over alt og de skulle ikke tage noget fra mig. Hverken det eneste bevis på, hvad jeg havde brugt min halvpsykotiske tid på, ej heller min snare søvn.

Selvfølgelig fik jeg smidt oplysningen om et skadestuebesøg i hovedet, men jeg nægtede. Ingen skulle standse mig. På trods af, at jeg ikke havde intentioner om at skære mere, skulle ingen bestemme over mig. De burde være ligeglade og lade mig være.

”jeg har ringet efter en ambulance”

Udelukket! De skulle ikke tage mig med nogen steder hen. Jeg låste min dør da hun gik igen. Og hørte kort tid efter den rullende båre køre op ad gangen. Dén lyd havde været den mest angstprovokerende i lange tider, men kunne aldrig undgås.

Min dør blev låst op udefra og Falck-folkene kom ind. Den ene kendte jeg; han havde hentet mig en del gange.

Jeg nægtede stadig. Ingen skulle bestemme. Jeg var ude af stand til at tage nogen som helst steder hen. Det var udelukket! jeg prøvede at forklare de mennesker, der nu befandt sig i min lille lejlighed at jeg ikke havde brug for behandling eller nogen form for hjælp. At jeg blot skulle blive hjemme, hvad enten jeg skulle blive på sygehuset eller hjem igen bagefter.

”politiet er blevet rekvireret”

Så går jeg min vej. Og ikke ud på båren. Væk fra huset, væk fra alting. Men jeg blev hurtigt hevet ind i lejligheden igen og smed mig i sengen igen. Kort tid efter var der besøg fra ordensmagten. De prøvede med humor, de prøvede med jokes. De gjorde åbenbart hvad de kunne. Og til sidst gjorde de dét, de er bedst til; de hev fat i mig og bar mig – råbende, skrigende og modvilligt – over på båren hvor jeg gik i panik, mens de holdt mig fast. Derfra kørte de mig – hulkende – på skadestuen. Derfra gik det nogenlunde. Efter en gang Stesolid var jeg igen rolig.

”har du det bedre?”

skadestuens nedtonede charmetrold


"Hvid mand: giv agt. Blå mand: BLIV

Med din hvide kittel er du autoritær, en læge. En mand med ordet i sin magt. Med magten til at gøre hvad der passer dig. Selvom det slet ikke er dig. Det er alle andre. Du er en speciel læge, fordi du ikke er læge. Du er ”blot” en læge-”to be”. Et fascinerende væsen, der ikke har magt, men blot gør hvad der bliver sagt. Alligevel har du ordet i din magt. Du kan sige alverdens ord, vendinger, sætninger, klicheer, komplimenter og så meget andet. Du vil altid være den læge-”to be” der tog mig med storm, som ingen anden læge nogensinde har gjort.  Jeg ved ikke med tillid. for behandler du alle andre patienter på samme måde? Giver du allround-komplimenter? Manipulerer du? Det er nok bare min paranoia der tager over, for du var reel, du var flirtende, du var ærlig, og du kunne lide patienten – som var mig – i dette tilfælde.

Det tog 100 år for dig at sy min arm, men det føltes som 2 minutter. Fordi der blev talt om alt mellem himmel og jord. Du fortalte, du spurgte. Jeg fortalte, jeg spurgte. Det var måske lidt svært at sige farvel, og det er ret patetisk, når det her drejede sig om den fortryllende læge-”to be”. Du var blot dig, og dig ved jeg ingenting om. Føler alligevel at jeg ved alt om dig, udover dit efternavn.

Vi havde så meget til fælles, og da jeg for blot et par dage siden så dig igen, efter 60 sting af en sygeplejerske, siddende dér, optaget af en brækket arm og ikke lagde mærke til mig, blev jeg trist, og samtidig enormt glad.

Men jeg tager aldrig på skadestuen igen, og især fordi jeg ikke vil se dig.

 Jeg vil møde dig ude i virkeligheden."

NEJ!

”jeg tænkte pludselig på, om jeg var hærdet ind til benet, om jeg kunne være så ond mod mig selv, uden at udslette mig selv? De mange moralprædiker jeg var udsat for stort set hver eneste dag, havde overhovedet ikke sivet ind, lige meget hvor meget de prøvede. Jeg var løbet tør for fornuft, og snart tør for relevante ord om, hvad der ikke kunne stoppe min nærmest besatte sjæl der holdt fast i beslutningerne. Dette var ikke helt til at beskrive. Besættelsen var ikke til at rykke på. Den sad fast, og ville ikke gå væk bare fordi de professionelle havde mundene fulde af visdomsord. Jeg var ligeglad – eller jeg var ikke ligeglad, bare fast besluttet på, at det var mig der bestemte. Uden at ville det. Der var stærkere kræfter indblandet, men som efterhånden var blevet til Karinas tankevirksomhed og ideer om hvordan livet skulle leves.

Jeg var ikke sikker på, hvordan det ville ende. Om jeg ville have kræfter til at stikke af fra det hele; lægerne, psykologerne, psykiaterne, pædagogerne osv.? Eller hvad skulle min plan være, for ikke at ende i kløerne på de satans fagpersoner, der ville have mig i behandling. De krævede ikke noget endnu, men jeg vidste at det ville komme. På daværende tidspunkt  benægtede jeg dog. Ingen skulle sige ordet ”indlæggelse” til mig før forsvarspositionen havde indtaget min sjæl. Og min mund"

kemisk lobotomi


"Dengang man afskaffede lobotomien, og begyndte at bruge medikamenter i stedet, kaldte man det ”kemisk lobotomi” ..de første antipsykotika hvert fald.

Jeg begyndte at få Leponex for få år tilbage, og kan sagtens nikke genkendende til påstanden om at medicinen kunne fremkalde denne tilstand af apati og ligegyldighed.

Leponex er et meget gammelt præparat og jeg kendte slet ikke til bivirkningerne da jeg begyndte at indtage det hver dag.

Hvad skal der til før psykisk syge kan leve uden de kemiske lobotomier, som medicinen ofte fremkalder? Jeg siger ikke at alle går rundt i den tilstand, men i en vis grad har al form for medicin den bivirkning at man går og er lidt småligeglad. Jeg var selv uden for rækkevidde i flere år, da der blev hældt det ene medikament på det andet i kæften på mig. Jeg følte ingenting og jeg mærkede ingenting. Blot en omvandrende krop med et forskruet hoved fyldt med kemi. Det nyttede ikke noget at prøve at få nogen form for emotionel kontakt, jeg var blot til stede. Uden at være det.

Osteklokken gjorde både gode og dårlige ting for mig. Jeg følte ikke noget. Men jeg følte ikke noget.

Det var svært at være i live, men samtidig med modstanden til livet, mødte jeg også modstanden til at gøre noget som helst for at ende det. Jeg var knapt så selvdestruktiv som ellers, men samtidig også bare en stor klump omvandrende ligegyldighed. Jeg kan dårligt huske noget fra tiden på Leponex, udover stor trang til at spise. Hele tiden. Jeg blev kæmpestor og lagde ikke selv mærke til det.

 

Frygten for at tage medicin, frygten for ikke at tage medicin.

I starten var jeg nødt til at tage imod råd fra de professionelle. Medicinen syntes at være den eneste udvej på daværende tidspunkt. Jeg var bange for at tingene ville ændre sig til det værre, hvis jeg ikke fik medicin. Men jeg tænker alligevel, at hvis jeg aldrig var startet på alle de præparater, afprøvet dem, og været afhængig af den, hvordan ville livet så se ud for mig?

En lobotomi varer evigt, men min kemiske lobotomi varede heldigvis kun i 3 år. Men 3 år er også rigeligt. 3 år som zombie uden begreb om virkeligheden udenfor psykiatriske afdelinger og bosteder, gør noget ved én. For hvad skal man gøre, når livet lige pludselig dukker op igen uden varsel? Jeg græd meget. Over det chok jeg blev udsat for da jeg fra den ene dag til den anden stoppede med Leponex. Det var som om at træde ud af en boble der havde været tilholdssted i lang tid. Jeg følte mig ikke tryg derinde, men var heller ikke tryg da jeg var ude i virkeligheden igen. Heldigvis var der mange til at passe på mig i den sårbare periode hvor jeg skulle vænne mig til virkeligheden igen.

Men hvorfor pådutte andre kemisk lobotomi? Godt nok blev det formuleret for mange, mange år siden, da man fremstillede det første præparat mod sindslidelse – men jeg har en meget stærk overbevisning om at man stadig kan kalde det kemisk lobotomi når psykisk syge mennesker bliver sederet i så stor grad at de ikke kan foretage sig andet end bare at ligge i en seng. "

should we blame the Borderline?

"
Somme tider tænker jeg på, om nogle Borderlinere gemmer sig bag deres diagnose. Undskyldningen for de uhensigtsmæssige og hensynsløse handlinger, kan nemt blive ”jeg har Borderline” - eller ”jeg har ADHD” for den sags skyld. Hvorfor ikke stå ved sine handlinger og forstyrrede personlighed på en ordentlig måde i stedet for blot at give sygdommen skylden? Sygdom kan påvirke end handlinger og måde at se verden på, men den styrer aldrig et menneske 100% - hvor end man ellers ønskede det somme tider. Det er svært at erkende sin selvskade som en del af sig selv, og ønsker ofte at det KUN handler om sygdom. Borderline’n kan drage en til sindssyge handlinger, men det er aldrig Den, der fører barberbladet gennem huden eller propper pillerne i halsen på én. Sygdommen kan skyldes både arv og miljø, men er også styret af individets måde at kigge på verden. Den kan være svært forstyrret og forskruet, men samtidig kan den korrigeres hvis man ønsker det. I stedet for at gemme sig bag Borderline.

Det er en svær sygdom, for mit vedkommende også svær at håndtere. Men efterhånden har jeg fået et overblik over mig selv, mine handlingsmønstre og ikke mindst Min Borderline. Samtidig er det skidesvært at være i, at leve med, at fjerne mig fra rollen ”Borderliner”.

Som var man med i et skuespil hvor man på en fremragende måde levede sig ind i, sådan kan det være at have Borderline. Uden man tænker over det. Manipulationen, splittingen, selvskaden humørsvingningerne og hvad der ellers kan høre med, kan være både bevidst og ubevidst, og mens man praktiserer de selvmodsigende forsvarsmetoder kan man hurtigt blive fanget i et spind af sin egen sygdom. Og det er i netop dén situation, det er lettere at sige ”jeg har Borderline” end at sige, ”jeg er Karina!”   

Endelig er det vigtigt at stå frem og sige ”JEG er ikke Borderline – JEG er Karina!”
"

dagbog 27/6 2013


"Jeg er i dag, efter knap to uger på lukket afdeling, blevet overflyttet til en åben afdeling igen. jeg føler mig fri, men hvornår ved jeg om jeg overhovedet er klar? Jeg har haft nogle selvskadende episoder på den lukkede i denne omgang, haft fast vagt i nu 23 dage både på åben og lukket, mødt læger der til alle samtaler har bekræftet min skizofreni, samtidig med at sygeplejersker har benægtet enhver psykose i mit sind. 1 overdosis, 2 bæltefikseringer, 5 psykiatere, 7 falck-mænd, 2 politibetjente, 2 ambulancer, 1 helikopter, 3 injektioner, 2 CT-scanninger, 5 røntgenbilleder og en helvedes masse ar på sjælen efter den heftige tur gennem det store sygehus. Heldigvis er jeg kun kommet til åben afdeling med få skrammer, en forstuvet tommelfinger og en øm ryg.

Men hvorfor forværres tilstanden når jeg så endelig er kommet tilbage til en åben afdeling? kan jeg ikke håndtere den åbne dør? At jeg må gå ind og ud som det passer mig?

Vagten er her stadigvæk, men man kan da åbne vinduerne.

Jeg er her stadigvæk, men jeg kan nå at forsvinde længere indad. Det vil jeg ikke. Jeg vil LEVE!

Livet har været hårdt ved mig den sidste måned, eller har JEG været hård ved mig? ..jeg skal ikke give livet skylden og derved lægge ansvaret fra mig som jeg plejer. Det skal være slut.

”livet er en gave, jeg aldrig skulle have åbnet” sådan skrev jeg engang. Til tider er jeg enig med mig selv, andre gange er jeg gak.

Jeg sidder nu med mit fjerde hospitalsarmbånd i denne omgang, og en person der på det nærmeste nedstirrer mig. Jeg håber det snart bliver ophævet så jeg kan få lidt privatliv. Måske snart komme hjem?

Jeg savner mit hjem, og dem der bor der. Savner min lejlighed og min egen seng. Jeg ved godt, at der vil komme et tomrum når jeg først er tilbage; jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ad mig selv. Men jeg har folk omkring mig, til at støtte mig.

Lægen siger det samme som alle de andre ”vi tager én dag ad gangen” – men jeg må have svar!

Skal jeg være her til ”evig tid”, eller blot to dage mere?"

når hjertet siger ét, men fornuften siger noget andet.

"det var lidt af et dilemma jeg stod i."
faktum. punktum.

spærret inde; fængslet eller behandlet?

"det siges at dårlige handlinger har konsekvenser, men hvor længe skal man straffes? der er for mit vedkommende to måder at blive straffet på: at ryge i fængsel eller blive indlagt. på trods af, at jeg aldrig har været i fængsel, føler jeg på det nærmeste at jeg er i fængsel - grundet min handling, som har ført til konsekvens. dem der bliver straffet, får oftest en dom; hvor lang tid de skal være fængslet. men i mit fængsel, må straffen så have lydt indlagt på ubestemt tid. ubestemt tid er heldigvis ikke lang tid (håber jeg da ikke) ..men dette føles mere som fængsling end behandling. behandlingskriteriet er jeg blevet tilbageholdt på, men samtidig forstår jeg det ikke. jeg forstår ikke hvad de mener, lige meget hvor mange gange jeg får det forklaret. på tvangsprotokollen står der "tvangstilbageholdt på behandlingskriterium"(grundet omstilling i medicin) - og samtidig får jeg mundtligt at vide, at mine handlingers konsekvenser er grunden til at jeg ikke bliver udskrevet. det er yderst tvetydigt, og irriterende forvirrende!

var polakken endnu en uvidende psykiater, eller havde hun fat i den lange ende, som ingen psykiater har kunnet præstere nogensinde i mit forløb? jeg spørger mig selv gang på gang, og tænker alt for meget over, hvad hendes intentioner er. hvad hendes kvalifikationer overhovedet er. er hun flygtet fra polen, smuttet gennem en form for studentereksamen og gledet heldigt ind på medicinstudiet, været en fantastisk læge, og så valgt et speciale hun ikke ved en skid om? ..jeg kan jo ikke svare. og det er pisseirriterende!

der er ikke noget at forberede sig på.. "vi tager en dag ad gangen", kan jeg ikke bruge til noget som helst - især når jeg ikke på nogen måde har indflydelse på hendes beslutninger; hvert fald ikke autoritet til at påvirke dem.
nogle gange ville jeg ønske mig at lægerne bevægede sig ned på mit plan. hører hvad jeg siger, og prøver at leve sig ind i mine følelser. og dét, der sker i, og omkring mig. enten er polakken fantastisk til det, ellers besidder hun overhovedet ikke evnen. jeg kan ikke find ud af det!
måske prøver de. nogle med held, og andre forgæves.

det er ét stort spørgsmål om hvad jeg skal gøre for at finde ud af hvordan hun tænker om situationen, hvad hun reelt tænker. er hun en forvirret nyuddannet psykiater, eller er hun en erfaren psykiater, der er ved at være brugt op? eller midt imellem? jeg må hellere spørge hende.

konsekvenserne af min handling må snart være "udløbet" - min "straf" må snart være afsonet, og jeg vil gerne snart udskrives/løslades.

jeg forstår at folk blev skræmte, men samtidig skal det ikke være kriterium for at de beholder mig på psykiatrisk afdeling"

2320 - karina stemplet som "rask"

"tvangen blev ophævet, og nu var de nødt til at lade mig gå. også selv om det var en lukket afdeling. der fandtes ikke længere nogle juridiske indikationer for at tilbageholde mig yderligere. men samtidig var jeg ikke færdigbehandlet. det sagde lægen samme dag som min socialrådgiver fortalte at hun havde fundet et nyt bosted til mig. jeg accepterede at forblive indlagt, men fastslog samtidig overfor samtlige personaler at jeg nu var fri til at bevæge mig ud i verden.
det havde været en længere indlæggelse, omkring 3 måneder denne gang, og jeg havde fået det rigtig godt igen. jeg tog på besøg rundt omkring, både hos min far, mor, mit bosted og hos venner. bussen var blevet min bedste ven, og transporterede mig hvor end jeg ville hen. der gik ikke længe før de udskrev mig og jeg var tilbage i Skibby, hvor det næste stykke tid blev brugt på flytning og endnu en omstilling"

2320 - at dø eller ikke at dø. det står ikke til diskussion

"da jeg tog forbindingen af min arm og strammede den om halsen, trak til og bandt 3 knuder, var det som om alt forsvandt. alle problemer, alle bekymringer og al sorg.
men så kom en medpatient ind på mit værelse. jeg lå og hev efter vejret og ventede bare på at dø, og kunne koncentrere mig om ingenting igen, da han gik. men så kom personalet løbende. med den saks som altid blev brugt til at klippe mig tilbage til livet. livet, med problemer, bekymringer og sorg.

.-hun klarer den, det plejer hun-.

jeg havde efterhånden hørt det nogle gange og ville ønske at jeg aldrig skulle lytte til mandestemmen der skråsikkert mente at jeg var i live. altid.

mit sind var forskruet, og selvmordstankerne lå konstant under huden på mig, og blev kradset frem ved enhver given lejlighed. de vidste ikke hvor de havde mig, men samtidig var jeg 100% forudsigelig. ingen opsyn=selvskade, selvskade=skærpet opsyn. jeg vidste desværre godt hvad konsekvenserne var, men håbede på, at det var slutningen på min eksistens hver gang.
derfor stod den på konstant opsyn i lange tider. jeg forsøgte igen og igen, både med og uden vagt på.

de vidste at de ikke kunne stole på mig og mine ord, og samtidig lagde jeg alt ansvar fra mig.
det var skruen uden ende, men den spontane bedring kom jo; efter 3 måneder på lukket afdeling med fast vagt.

når bedringen var der, måtte jeg ud. men jeg kom også tilbage igen"

karina er snart udsolgt

som en "god ven" af psykiatrien er jeg ved at være godt træt og brugt.

"hun spurgte om jeg havde været bæltefikseret før, og jeg hulkede nej. remmene blev fundet frem fra kassen i det låste skab i skærmen. jeg kunne næsten ikke styre hulkeriet. men jeg faldt til ro."

"har du været fikseret før, spurgte hun, og jeg hulkede ja; skreg at der ikke fandtes tal på hvor mange gange jeg havde været udsat for sådannet groft overgreb"

"jeg sad stille med min psykolog og snakkede om bæltefiksering. har du været i bælte nogensinde? jeg smilede forlegent og sagde bare ja"

kære psykopat

kunne man forvente andet?
først truer du mig med tæsk. så overfalder du mig på den lukkede.
så vil du forære mig tøj, og kalder mig "smukke"
så beskylder du mig for at have stukket dig for noget jeg ikke vidste noget om. så truer du mig.
så sviner du mig til og mener, JEG skal tilbage til den lukkede.

det hele er så absurd, og jeg griner desværre ikke bare ad dig.
jeg hamrer i stedet en kop i gulvet inde på mit værelse, sidder på sengen og undgår at kigge på skårrene. alle kommer løbende.

du fortjener ikke mit blod, og denne gang gjorde jeg det heller ikke!

alle bør vide at du er dybt sindsforvirret, og jeg håber at dine dage på åben afdeling er talte, at du bliver sparket direkte tilbage til den lukkede igen.

dine humørsvingninger og karakterskift gør mig lidt bange, og ikke mindst MEGET vred. derfor råber jeg tilbage til dig, selvom jeg ikke burde.

så længe du ikke holder afstand til mig, må jeg forsvare mig, ikke med vold, men med ord. og jeg ved at hvis du bliver voldelig igen, er det mig der får tæsk.

du fortjener et indlæg på min blog, så folk bliver opmærksomme på at du findes bag de låste døre, men også de åbne.

hilsen karina.

status fra den anden side af sindet.

"efter snart en måned, er det tid til status 2. om nogen, burde jeg vide at de hurtigt kan skifte, både den ene vej og den anden vej. efter 12 dage i helvede, 18  dage  med vagt,
og en satans masse på samvittigheden, ved jeg at der må være én, der holder hånden over mig. mine udskejelser kunne have været endt grueligt galt - men det gjorde de ikke. de har kun ført en masse øjeblikkes smerte og ydmygelser med sig.

bagefter ærgrer jeg mig kun over at yndlingsbukserne blev klippet op, og takker livet for at holde fast i mig.
at brække ryggen er alvorligt, men for mig; mere alvorligt at blive konfronteret med at det næsten skete. jeg ville ønske jeg ikke var hoppet, for så var jeg både sluppet for at blive invalid udenpå og have sort samvittighed. det var uden tanke på konsekvenserne da jeg valgte at smide mig ud fra brandtrappen, og samtidig ønskede jeg konsekvenser. jeg vidste bare ikke hvilke. jeg var sort indeni, og havde forinden givet mig selv knytnæver i hovedet så mit ene øje var svulmet op og var blåt og rødt. men jeg var ligeglad. nok fordi det hele var så sort. stemmen i mit hoved hviskede "du kan godt Karina. hvis ikke, fortsætter det hele bare. skruen uden ende" ..det troede jeg på. men det var jo lige omvendt. hvis jeg ikke var hoppet havde jeg for længst været udskrevet, og nu..nu kan ingen fortælle mig hvor længe konsekvenserne skal stå på efter mit stunt.

man er bange. alle andre end mig, er bange. grunden til at jeg ikke er bange, er at jeg kender mig selv bedst. jeg ved, at det ikke vil ske igen. men lige meget hvor mange gange jeg prøver at forklare dem, at det hele er overstået, bliver de ved med at være bange.
men at spærre mig inde og trække konsekvenserne i langdrag hjælper ikke på deres angst. de må se, at jeg godt kan klare mig nu, at jeg ikke behøver at betegnes som "farlig" længere.
deres snak om tvangstilbageholdelser og stakke af papirer med diverse foranstaltninger kan de bare ikke bruge til noget længere. det ved jeg jo godt.

som en god ven af psykiatrien gennem 7 år, har jeg da et lille praj om paragraffer, love og regler.
..og de går helt ud i krogene for at finde en lillebitte paragraf der kan lette deres angst. angsten for at jeg bliver utilregnelig.

men nej. jeg må ud. det er tid! tid til at komme væk fra sygehusene og deres strikse regler og rammer, der er ved at tage livet af mig. når jeg har det godt, er det sidste sted jeg bør befinde mig, et hospital

jeg vil gerne ud i livet. tage den lille del af det, jeg nu kan. jeg har intet arbejde eller studie at komme hjem til, men alligevel føler jeg, at jeg har noget at tage mig til. der er fantastiske mennesker, jeg savner, en lille nevø jeg endnu ikke har fået set og en masse projekter jeg endnu kun sysler med indeni mit hoved.

jeg har fået nogle dages ro, samtidig med at jeg har været udsat for mere uro på 27 dage end jeg har oplevet de sidste mange måneder. alligevel har det givet mig noget at være indlagt. både på lukket og åben. jeg aner ikke hvordan jeg er overlevet de dage på lukket afdeling. jeg er blevet stirret ned 24/7, fået frataget mig alle mine ejendele, blevet overfaldet af en anden patient og hørt på skrig og skrål alle mine vågne timer. og hvis jeg ikke har været vågen, har de andre sørget for at vække mig med deres natteroderi. uroen har gjort mig mere robust. færre ting kan skræmme og overraske mig, samtidig med at jeg nu har styrken til at tage fat i det, der gør ondt i min sjæl.

der har været på meget positivt i denne skrækkelige tid jeg har været igennem.
først akutafdelingen, så lukket afdeling, så åben afdeling, så traumestuen, så lukket afdeling og nu sidste destination: åben afdeling.. jeg håber på snart at blive lukket helt ud igen.

deres angst er forældet, de har bare ikke forstået det endnu.

så sent som i går sad der en vagt og kiggede på mig. efterhånden kender jeg alle vikarerne, der altid får den fornemme/røvsyge opgave at sidde fast vagt. de har først sluppet mig i dag. selvom det er sent.

jeg skulle nødig få det dårligt igen, men det kan man ikke forebygge ved at beholde mig. måske får jeg et dyk igen? Måske ikke? måske er jeg færdig med at skade mig selv? Måske ikke?

det er ikke kun lægerne der stiller mig spørgsmål, det er ligeså meget mig selv.

- hvorfor brækkede jeg ikke ryggen?
- hvorfor blev jeg ikke alvorligt forgiftet?
- hvorfor blev jeg ikke kvalt?
HVORFOR DØDE JEG IKKE?

..jeg er meget glad for, at jeg er overlevet denne gang, men forstår ikke hvorfor. det hele har været så tæt på mig, at jeg føler, at der virkelig må være en mening med livet.. men det er der sikkert ikke. måske jeg bare er svineheldig?

hospitalsarmbåndet er hevet af, så jeg ikke er så hospitaliseret som de prøver at gøre os.
medicinen tager jeg, reglerne og aftalerne overholder jeg. der er ikke én grund til at jeg skal crashe herinde længere. det skal de bare have at vide i rigelige mængder så de til sidst forstår. efterhånden må de da stole på mig, stole på at jeg ingen skjult dagsorden har, at jeg har været impulsfri i lang tid og at jeg efterhånden er mere end klar til at komme hjem.

de har alle sammen gjort et godt stykke arbejde, og gjort hvad de kunne for at passe på mig. men jeg har gjort nogle bange. og selvom jeg ved, at ingen af dem læser dette, vil jeg gerne sige undskyld!

karinas status del 1

"det var ikke meningen, men de to håndfulde piller røg ned som var det slik. ville sove, og ville væk. min tilstand gik over i en form for trance, sengen drejede rundt og svimmelheden gjorde mig dårlig. ringede til personalet og spurgte om yderligere medicin som jeg fik, og hun blev lidt hos mig og snakkede. lidt efter lidt fik jeg indirekte sagt at pillerne burde have fået mig til at sove. men adrenalinen pumpede i mit blod, og søvnen syntes langt væk. hun ringede til Falck som hurtigt var i min lejlighed. men for mit vedkommende var der på ingen måde snak om at skulle på sygehuset. jeg var efterhånden så påvirket at jeg smed mig i sengen for at sove. politiet var der kort tid efter, og fik mig bakset op på båren som var spændt så stramt at eg ikke kunne bevæge mig. jeg protesterede højlydt mens en Falckredder og en politimand sagde en masse, som jeg ikke husker.

jeg kom ind på skadestuen hvor sygeplejersker tog imod mig, mens de to politimænd måtte holde mig fast - jeg ville væk. der skete en masse, jeg ikke husker, men efter en del tid med fastholdelse havde de fundet et fikseringsbælte som de spændte om livet på mig.

pillerne var glemt  i alt ståhejet, der var ingen der vidste hvad, og hvor meget jeg havde taget, så det blev ikke behandlet - til min fordel. jeg lå i bæltet hele natten bedøvet af pillerne og opfattede ingenting.."

seertallene stiger


12/11 2012

"Efter 4 ugers tid på psykiatrisk afdeling, som så mange uskyldige mennesker skulle være vidne til, begyndte den dårlige samvittighed. Alle de vredesudbrud, syninger, snak med mig selv, og så meget andet, må have været forfærdeligt at skulle opleve. Lige så meget udefra som indefra. Jeg tænkte aldrig over, hvad folk tænkte om mig, og slet ikke når jeg var indlagt, men somme tider når jeg ransagede mit sind, fik jeg ondt af dem, der var nødt til at omgås mig. Aldrig havde jeg ondt af mig, skønt jeg sad i lort til halsen ofte. Jeg befandt mig i et selvskabt helvede og tænkte kun på at udslette mig selv uden at overveje konsekvenserne. Min egoisme kunne ikke måles, samtidig med at min omsorg for mine kære var uvurderlig. De betød alt – og jeg betød intet."

turist i eget sind


”Jeg kendte mig selv rigtig godt på mange punkter. Men fra tid til anden var jeg som en fremmed på min egen hjemmebane. Altid blev jeg rost for min store selvindsigt, men hvad var det for noget at fyre af, når jeg følte at jeg kendte alle andre hundrede gange bedre end jeg kendte mig selv. Der var ingen der var så fremmed som jeg.

For mig selv, var mit sind et evigt mysterium, og så var jeg ligeglad med hvor imponerede personalerne var, når vi havde de lange, dybe snakke. Eller overfladiske for den sags skyld. Jeg var generelt træt af at høre på ros og bekræftelse af mine ressourcer. Jeg kunne ikke bruge det til andet end at blive mere frustreret over mig selv. For jeg vidste ikke om det var sandt, og i de situationer følte jeg mig virkelig på udebane – på min egen hjemmebane.

Turene rundt omkring på diverse psykiatriske afdelinger havde gjort mig forvirret; for hvor hørte jeg til? Min hjemmebane var efterhånden blevet lukkede afdelinger, men det var ikke noget konstruktivt sted at føle sig hjemme. Jeg var blevet afhængig af de mennesker der skulle passe på mig, trods jeg hadede dem for at passe deres arbejde.

Ingen skulle fortælle mig hvad jeg kunne, måtte og ikke måtte. For hvem vidste det bedst? – det gjorde jeg hvert fald ikke. Men hvem gjorde så? At være modspiller til sit eget hold var noget så frustrerende, men gang på gang fik de et spark over knæet fordi jeg ikke længere vidste hvad de var hvad; hvem jeg var, og ikke mindst hvem DE var. Frustrationen over alting skulle vise sig ikke at fordufte det næste lang stykke tid.

Men der var også gode stunder på min hjemmebane. Tiden hvor jeg var fyldt op af kærlighed, håb og mod. selvom mine dage var talte, ligesom med alle andre mennesker, var forskellen bare, at jeg ikke levede livet på samme måde. Jeg var et normalt menneske, med samme værdier og fremtidsplaner, men de syntes svære at få øje på, når nedturene tog sit indtog.

Min hjemmebane blev til min værste fjende, og udebanen syntes lettere at overskue. Det var andre der skulle kæmpe, og jeg skulle kun kæmpe imod hvis jeg orkede. – til tider kunne jeg  alt, og på andre tidspunkter smed jeg mig på græsset uden nogen form for overskud. Jeg rejste mig først når tingene syntes at være under kontrol, og så fortsatte kampen. Tiden stod ikke stille når jeg gav op. Tværtimod skulle alle andre lige pludselig kæmp ekstra.

Karina havde altid svært ved at kæmpe kampen til ende, for var hun på hjemmebane eller udebane? Skulle hun spille bolden til sin holdkammerat eller tage bolden fra hende?

Der måtte være en forbindelse mellem Karina og hendes forvirring. Udebane på egen hjemmebane.

Selvransagelse var vigtig. Men hvis man ikke havde en ærlig chance for at vide hvordan man gjorde, var det svært at praktisere. Hvorfor skulle Karina være anderledes end andre mennesker? Hvorfor skulle hun pludselig være den praktiserende læge i eget sind?”