Opslag

når fred kun findes ét sted

 livet kan være så utroligt svært jeg har vel været omkring 14 år, da jeg ved et tilfælde faldt over et forum, som havde til formål at man kunne "møde" ligesindede, som også havde det svært. og omkring 17 år, da jeg deltog i en sammenkomst i Jylland, hvor vi tog ud at spise på en restaurant, og fik ansigt på nogle af de mennesker, man havde korresponderet med jævnligt online.  hun og jeg sad ved enden af bordet, for måske havde vi ikke snakket ligeså meget med de andre, som med hinanden. vi var de eneste, som ikke bestilte mad, men sad med hver vores sukkerfri sodavand.  hun hev en bog op fra sin skuldertaske, "tynd og perfekt" hed den. der blev, for vores begges vedkommende brugt meget tid på at læse bøger om emner, som vi kunne relatere til. og jeg tænkte at ja, alt ville sgu være bedre, hvis man bare kunne være tynd. det var ét af de evige emner hos denne kvinde, som kæmpede alt for voldsomt til, at det var hende værdigt.  vi holdt kontakten, og tjekkede ind jævn

dream come true

"jeg havde i mange år tænkt på, om jeg nogensinde ville komme væk fra institutioner og psykiatriske afdelinger. men 30 år var min skræmmealder, og når jeg rundede 30, skulle jeg bestemt ikke bo sådanne steder længere. og 2 år inden skete det. jeg var færdig med steder med kontrol over alt, jeg gjorde. steder hvor folk bestemte over mig. det var slut! endelig, efter omkring 2 års søgen fik jeg mit eget sted. og jeg var lykkelig. det kunne ikke være bedre. ej heller timingen. jeg var klar, som i KLAR! der havde været mange op- og nedture på mit sidste bosted, men med stærk vilje og hjælp, var jeg endelig modnet til en voksen kvinde, som kunne erobre verden. jeg følte det hvert fald. tiden kunne kun vise om det kunne lade sig gøre, men et stort skridt var, at jeg havde troen på, at det skulle gå godt, og jeg kunne klare det. der havde også været megen frygt og tvivl forbundet med dét at flytte. jeg vidste ikke på forhånd, hvordan det ville gå. men folk omkring mig hjalp mig til

et overstået 2018, og et fedt ét af slagsen

"det var næsten ikke til at tro, at der var sket alt det her på bare ét år. men havde det været undervejs længere end det? det vidste jeg ikke. alt jeg vidste var, at det var uvirkeligt, at jeg ikke længere skulle kæmpe daglige kampe mod dæmoner som jeg havde gjort i 15 år. jeg havde udviklet andre metoder. mere eller mindre konstruktive metoder. dét, ikke at skulle kæmpe med skæretrang døgnet rundt var en ting, jeg bestemt ikke savnede. jeg skulle ikke længere tvinge mig selv til at lade være med at skære, men heller ikke overtale mig selv til at gøre det alligevel. for ambivalensen var dominerende til alle tider. ville jeg skære? så skulle jeg ikke. ville jeg ikke skære? så skulle jeg bestemt gøre det alligevel. jeg skulle altid presse mig selv til at gøre netop det, jeg ikke havde lyst til. men det var ikke sådan længere. at skulle battle med mig selv og trangen til at skade mig selv, var ikke længere en nødvendighed. i september 2018 var det et år siden, jeg sidst havde t

at vågne op som voksen

"pludselig at skulle se i øjnene, at det var ved at være tid, var både skræmmende og spændende. mest spændende, for jeg havde i meget lang tid været træt af at rende op og ned af en masse mennesker. selvom det var mennesker, jeg holdt af, var det bare blevet trættende, ikke at kunne tage sin morgenkaffe uden at blive spurgt om en masse og konfronteret med alle andres dagsform. jeg så virkeligheden i øjnene, da jeg skulle til at lede efter en bolig. det var fantastisk at vide, at jeg snart  var helt flytteklar. jeg var flytteklar mentalt, men at vide at jeg blot skulle finde et sted at bo, før institutionslivet var slut. og jeg kunne ikke vente. i 10 år havde jeg været omringet af pædagoger og sundhedspersonale. i 10 år havde jeg ikke haft min personlige frihed. jeg havde aldrig boet for mig selv, og det var selvfølgelig underligt at tænke på, at jeg nu skulle stå på egne ben. men alligevel en skøn tanke! jeg havde en kæreste, som gjorde mig glad, og selvom hver eneste dag u

at møde HAM

" jeg var sikker på, at jeg aldrig ville finde kærligheden. at være oprigtig glad for én, er fantastisk. og jeg fandt ud af forskellen på at føle sig glad, og være glad. da jeg så hans ansigt blandt alle de andre, der gik rundt derinde, smeltede jeg. for han var der. han havde ikke fortrudt. jeg blev glad for, at jeg heller ikke havde. da han krammede mig og ikke gav slip med det samme, tænkte jeg, at denne mand ikke bare var én af de idioter, der var så mange af. jeg smilede over hele ansigtet og kunne ikke stoppe igen. var dette virkeligt? jeg ville gerne tro det. dagen var helt igennem fantastisk, men jeg havde også lidt svært ved at tro på, at det kunne være sandt. der var så meget at snakke om, selvom vi i gennemsnit havde snakket i telefon 6 timer om dagen, dagene forinden. jeg følte mig så heldig. der kom så mange fantastiske dage efterfølgende, og jeg havde lyst til at skrige til verden, at jeg havde fundet det menneske, der havde dét, jeg havde brug for, rummede

tung at danse med

"det var som om, at tiden var kommet, hvor jeg havde indset hvor lidt jeg kunne forstå hende. hvor lidt jeg kunne trives i hendes selskab. kemien som jeg troede, var der, kunne ikke findes frem i virkeligheden. det var selvfølgelig bare en kontaktperson, men det var også et menneske, jeg skulle lukke ind i mit liv, og det ønskede jeg ikke længere at blive ved med i den grad. den snerpede tilgang til tingene og måden at tale til mig på, var ikke kompatibel med min måde at håndtere relationen på. en relation jeg i starten troede, kunne udvikle sig til noget godt, men som viste sig, ikke at kunne fungere på sigt. hun var nu et rart menneske, men jeg havde svært ved at forholde mig positivt til hendes stramme holdning gjorde mig irriteret og jeg kunne ikke længere undgå at blive i dårligt humør af at snakke med hende. og det påvirkede mig, at jeg blev påvirket i sådan en grad, at jeg blev vred, ikke kun på hende men også alle andre. jeg håbede, at jeg kunne afslutte "forholdet&q

findes den evige stabilitet?

"jeg havde i mange, mange år haft både gode og dårlige perioder. men nu var jeg hoppet ud af vanerne, især de dårlige. alligevel havde jeg svært ved at tro på, at det ville vare ved. for ville jeg nogensinde kunne opretholde en god rytme, samle på de gode øjeblikke og dyrke dem så meget at de dårlige ville betyde så meget mindre end tidligere? jeg vidste det ikke. jeg vidste egentlig kun at min pessimisme på et eller andet tidspunkt ville smadre alt det, jeg havde opbygget gennem den sidste tid. så godt kendte jeg mig selv. men jeg kæmpede. kæmpede for at smile til mit spejlbillede hver dag, og tro på at jeg faktisk godt kunne det her. jeg troede nu på, at smilet ikke var falsk længere. og det var en befrielse. selvom jeg til tider kunne være ved at brække mig over min egen latter, fordi den plejede at dække over smerteskrig. smilet var blot facade. men ikke længere. jeg var glad. jeg var i live, og jeg kunne endelig føle igen. men hvor længe ville dette vare? en god periode slu

var det ondskab eller blot klarsyn?

"jeg havde længe tænkt på at offentliggøre mine oplevelser omkring skyggesiden af Instagram. og dén dag hvor jeg skrev indlægget,  virkede det som en fremragende ide. men var det det? jeg valgte at slette alle mine følgere og dem, jeg fulgte, efter jeg havde fortalt dem, at jeg ville gøre det - efter svinere fra diverse sårbare sjæle - så det gjorde jeg. men jeg udgav aldrig indlægget. for ville det være et brud på min tavshedspligt? jeg havde været en del af netværket i et halvt års tid. fulgt op- og nedture hos en masse ulykkelige piger. selv delt mine tanker og frustrationer omkring livet. men jeg følte mig ikke integreret. måske fordi jeg ikke var ligeså smadret følelsesmæssigt som dem? det var hvert fald tid til at lukke med for min profil. og fortælle nogen om den tid hvor jeg hver dag scrollede igennem katastrofe efter katastrofe. men jeg turde ikke skrive det i al offentlighed. så det lå som en kladde, hvor det måske ville ende sine dage, eller også ville det en dag bl

kan man virkelig finde lykken? ambivalensen raser

"somme tider tvivlede jeg på, om jeg overhovedet havde fortjent at have det godt. 'leve lykkeligt til sine dages ende' jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods  dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det ? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le ig

at kunne håndtere livet, eller ikke at turde.

"det var en god periode. men jeg var besat af min indre dæmon. den velkendte dæmon som nægtede min krop at have det godt. men jeg levede. jeg havde en masse spændende ting i gang. alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå  og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt? men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var d