at kunne håndtere livet, eller ikke at turde.

"det var en god periode. men jeg var besat af min indre dæmon. den velkendte dæmon som nægtede min krop at have det godt. men jeg levede. jeg havde en masse spændende ting i gang.
alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå  og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt?
men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var der næsten altid, og jeg levede af Panodil Zapp og kaffe, men havde stadig gnisten og positiviteten trods svimmelheden og den tilbagevendende søvnløshed.
jeg kunne godt spise om natten, men kun for at kunne sove, eller?….
jeg var sulten om natten, fucking sulten.
og jeg åd. med god samvittighed. for jeg vidste altid, at for hver dag der gik, blev der mindre af mig.
og det gjorde der.
men hvorfor skulle der blive mindre af mig? hvorfor skulle jeg konstant sige "nej tak, jeg er ikke sulten", når jeg burde spise, når jeg gerne ville, og ikke kun når jeg ikke kunne holde sulten ud længere?
det var et dilemma. for jeg var jo ikke sund, og det vidste jeg godt. men alligevel var der en anden side, der hev i mig. den syge side. den side, der ikke ville være rask. selvom jeg gerne ville.
men hvorfor skulle lige netop dén del af mig bestemme? hvorfor kunne jeg ikke bare holde fast i alt det positive i mit liv, som gjorde mig glad og håbefuld?
så nemt skulle det åbenbart ikke være. at kunne holde af livet på godt og ondt, var åbenbart ikke muligt for mig. jeg kunne holde af det gode og hade det mindre spændende.
der var så mange tanker. så mange refleksioner. jeg kunne til tider ikke rumme dem alle i mit hoved, og så blev jeg skør. på den diskrete måde. for jeg prøvede at klare det selv, ikke at involvere nogen udefrakommende. men til sidst havde jeg tænkt for meget over tankerne, og så gik det galt. på den indiskrete måde, bogstaveligt talt. men der var færre episoder end tidligere. hvorfor vidste jeg ikke.
var det fordi jeg ikke spise ordentligt? kunne jeg på den måde opnå den kontrol jeg ikke havde? eller var det fordi jeg var blevet bedre til at håndtere mine tanker, min vrede, mine følelser og livet?
var jeg bare kommet længere på så kort tid, at jeg ikke kunne følge med?"