hvis mine øjne var et kamera

Det var selvfølgelig glædeligt for mine omgivelser at jeg endelig kunne få noget hjælp. Men sandheden var, at hjælpen var et desperat forsøg på at genoplive mig. Efter al den smerte og ulykkelighed var jeg efterhånden blevet til ingenting. En opadrejst død 14-årig udmagret pige, som havde ondt i sjælen - hvis hun altså havde en. Den ihærdige gruppe af pædagoger, sygeplejersker og læger, som forsøgte at tilbagebringe ånden hos mig og redde den udsultede krop hvori der befandt sig ingenting, gjorde hvad de kunne, og det syntes i perioder at frembringe en puls, der fik mit hjerte til at slå stille. Medicinen blev hældt på i stygge mængder, blot som et forsøg på at få mig til at føle og mærke. Mærke at der faktisk var et liv. Men for mig, var livet væk for altid. Med tiden fandt jeg ud af, at intet liv er væk for altid. Den ihærdige genoplivning der blev foretaget gennem de næste mange år, bragte ét eller andet form for liv tilbage i min trætte, brugte krop.    

”Stemmerne havde plaget mig længe. De blev værre med tiden, men efter medicinskift for 100. gang, begyndte det at blive bedre. Mange at symptomerne blev svækket af alle de forskellige præparater jeg fik for det ene og det andet. Men én ting blev ikke bedre, blot værre med tiden. At jeg ikke ville spise. Eller rettere sagt, at jeg ikke måtte spise.”

"Hvorfor er vejen til livet det faktum at man spiser? Jeg er ikke besat af en spinkel, udmagret krop uden ét gram fedt, men besættelsen af ikke at spise har ført til en besættelse af ikke at kigge på min egen krop. Jeg er bange for den, og vil helst have, at den forsvinder. Men hvordan kan man slippe for at være i den krop man nu en gang har fået tildelt? Jeg har ikke svaret, men i forsøget på at holde stemmerne ud, og ikke gøre noget forkert, fryder jeg mig samtidig over at min krop lige så langsomt er ved at forsvinde. Det er et dobbeltsidet løb jeg har gang i: kampen mod stemmerne og kampen mod mig selv. Men på dette tidspunkt taler vi samme sprog.   Hvad betød det, at jeg langsomt havde taget alle de meninger og regler til mig? Hvorfor var stemmerne blevet integreret i mig som om jeg havde taget en dragt på, der var alt for lille, og aldrig ville kunne tages af igen?   Det handlede ikke om noget. Jeg kunne ikke finde en løsning på problemerne, så jeg besluttede mig

Somme tider tænker jeg, om det er givet at man har det godt på en god dag. Jeg ved, om nogen, at det kan være svært at identificere følelser. Er følelserne dem, der bestemmer om dagen har været god? Jeg ved hvert fald at mine følelser kan være kaotiske – selv på en god dag. Men det handler ikke altid kun om følelser. Det er det mindste problem. For så kommer tankerne. Tankerne, der er ved at drive mig til vanvid. De kan også sagtens spøge på selv den mest positive dag. Og hvem skal så konkludere på baggrund af min smilende mund, sigende øjne og udstrålingen der blot er til for at skabe mindst problemer som muligt? Jeg vil gerne selv have lov til at bestemme, og føle efter hvordan jeg har det. En god dag kan være god, men det kan også være et helvede. For hvem kan se hvad der foregår indeni mig? Jeg vil mene, at jeg er den eneste. Mit smil kan ligeså godt være smerte, mit grin kan være helvedes skrig. Tankerne, som ofte kan være yderst invaliderende har tit magten over mig. Både