at spise eller ikke at spise

"Hvorfor er vejen til livet det faktum at man spiser?

Jeg er ikke besat af en spinkel, udmagret krop uden ét gram fedt, men besættelsen af ikke at spise har ført til en besættelse af ikke at kigge på min egen krop. Jeg er bange for den, og vil helst have, at den forsvinder. Men hvordan kan man slippe for at være i den krop man nu en gang har fået tildelt? Jeg har ikke svaret, men i forsøget på at holde stemmerne ud, og ikke gøre noget forkert, fryder jeg mig samtidig over at min krop lige så langsomt er ved at forsvinde. Det er et dobbeltsidet løb jeg har gang i: kampen mod stemmerne og kampen mod mig selv. Men på dette tidspunkt taler vi samme sprog. 

Hvad betød det, at jeg langsomt havde taget alle de meninger og regler til mig? Hvorfor var stemmerne blevet integreret i mig som om jeg havde taget en dragt på, der var alt for lille, og aldrig ville kunne tages af igen? 

Det handlede ikke om noget. Jeg kunne ikke finde en løsning på problemerne, så jeg besluttede mig for at der ikke var nogen. Jeg havde det fint, påstod jeg. Men alle vidste jo at alt ikke var fint. Jeg prøvede mest af alt at bilde mig selv ind at jeg havde det godt. Det var jeg nødt til, ellers ville tingene(Karina) falde fra hinanden. "