redning.
da ambulancenfolkene kom, kunne jeg knapt nok stå på mine ben. turen ud til ambulancen føltes som 10 kilometer. de lange stænger var smurt ind i blod, ligesom resten af min krop. efter at have ligget en halv time på badeværelsesgulvet blev jeg endelig reddet. de stærke mænd kom mig til undsætning, men angsten blev der. mit hjerte galoperede som ti travheste, og jeg var så afkræftet af alt det blod jeg havde mistet. hovedpinen dunkede og svimmelheden blev kun værre. jeg følte mig tryg da de lagde mig på båren i den store, gule bil. pulsen faldt langsomt, men jeg frøs stadig, trods de tykke tæpper jeg havde fået over mig. eg var endelig i sikkerhed; nu kunne jeg ikke gøre mere skade på mig selv, og det var en lettelse. jeg blev spurgt om en masse, men kunne dårligt svare. kunne knapt nok huske mit eget cpr-nummer. efter en tur på em halv time i redningskøretøjet, blev jeg kørt ind på skadestuen. blikkende vandrede og de hviskende stemmer blev endnu lavere. lægen havde jeg set før, og h