redning.

da ambulancenfolkene kom, kunne jeg knapt nok stå på mine ben. turen ud til ambulancen føltes som 10 kilometer. de lange stænger var smurt ind i blod, ligesom resten af min krop. efter at have ligget en halv time på badeværelsesgulvet blev jeg endelig reddet. de stærke mænd kom mig til undsætning, men angsten blev der. mit hjerte galoperede som ti travheste, og jeg var så afkræftet af alt det blod jeg havde mistet. hovedpinen dunkede og svimmelheden blev kun værre. jeg følte mig tryg da de lagde mig på båren i den store, gule bil. pulsen faldt langsomt, men jeg frøs stadig, trods de tykke tæpper jeg havde fået over mig. eg var endelig i sikkerhed; nu kunne jeg ikke gøre mere skade på mig selv, og det var en lettelse. jeg blev spurgt om en masse, men kunne dårligt svare. kunne knapt nok huske mit eget cpr-nummer.

efter en tur på em halv time i redningskøretøjet, blev jeg kørt ind på skadestuen. blikkende vandrede og de hviskende stemmer blev endnu lavere. lægen havde jeg set før, og han var en rar person. men jeg kunne føle frustrationen fra alle lægernes og sygeplejerskernes hoveder; for en gangs skyld sagde de det højt. jeg blev syet i begge ben, 8 steder og mange sting. det var et smertehelvede, og jeg har aldig følt så stort et ubehag. da jeg skulle bedøves, stod der en læge på hver side og havde gang i hvert sit ben. de snakkede om mig i 3. person som om jeg slet ikke var der, men det var jeg heller ikke helt. jeg var langt væk med angsten og ubehaget, og var nærmest handlingslammet, bortset fra enkelte spjæt jeg lavede, når bedøvelsessprøjten gjorde rigtig ondt. der gik mange timer før de havde fået lappet mig sammen og jeg var klar til at komme hjem. med 10 nye sår der skal hele..