et overstået 2018, og et fedt ét af slagsen

"det var næsten ikke til at tro, at der var sket alt det her på bare ét år. men havde det været undervejs længere end det? det vidste jeg ikke. alt jeg vidste var, at det var uvirkeligt, at jeg ikke længere skulle kæmpe daglige kampe mod dæmoner som jeg havde gjort i 15 år.

jeg havde udviklet andre metoder. mere eller mindre konstruktive metoder.
dét, ikke at skulle kæmpe med skæretrang døgnet rundt var en ting, jeg bestemt ikke savnede. jeg skulle ikke længere tvinge mig selv til at lade være med at skære, men heller ikke overtale mig selv til at gøre det alligevel. for ambivalensen var dominerende til alle tider. ville jeg skære? så skulle jeg ikke. ville jeg ikke skære? så skulle jeg bestemt gøre det alligevel. jeg skulle altid presse mig selv til at gøre netop det, jeg ikke havde lyst til. men det var ikke sådan længere. at skulle battle med mig selv og trangen til at skade mig selv, var ikke længere en nødvendighed.

i september 2018 var det et år siden, jeg sidst havde taget et overdosis. og når jeg hørte en ambulance var det ikke længere en ambulance, der skulle hente mig. en politibil kunne nu køre forbi uden at jeg fik hjertebanken og skulle finde ud af, hvordan jeg kunne stikke af. jeg skulle ikke længere kæmpe med at få mig selv til at drikke aktivt kul eller kæmpe imod. jeg kunne nu tage min medicin uden at overveje, om det var dumt. for tanken om at gemme den, var et overstået kapitel. når jeg lagde piller til side, var det blot for at overleve, hvis dagen blev for svært, og jeg havde brug for at få lidt ro.
jeg havde sågar samlet så meget medicin sammen, at jeg fik kvalme bare ved tanken om at havde det liggende. så afleverede jeg det. aldrig havde jeg tænkt tanken, at jeg ville få et normalt forhold til medicin, tage det når jeg skulle, bruge og ikke misbruge. alligevel havde jeg altid 3 piller liggende, hvis nu jeg ikke kunne sove.

i maj 2018 skete der noget helt fantastisk. jeg mødte manden, der snildt kunne blive ham, jeg skulle dele resten af mit liv med. en mand, der forstod mig som ingen anden kæreste nogensinde havde forstået mig. det var dog svært, at skulle give sig hen og dele alle sider af sig selv med en anden, men rart på samme tid. for hvad var livet uden kærlighed? jeg vidste, at jeg endelig havde fundet noget ægte, og ville for alt i verden tage nedturene med, og omfavne det altoverskyggende, nemlig opturene. for det gav han mig. en følelse af, at opture var vigtigere end nedture. og det var rart. for i 15 år havde jeg troet, at livet bestod af nedture, og at det var definitivt. tænk, at et menneske ikke bare elskede mig, men også overbeviste mig om, at livet ikke kun var dårligt. det havde jeg en lille mistanke om i forvejen, og at få det bekræftet, var guld værd.

2018 var et år med megen selvskade alligevel. men foråret blev et vendepunkt. da solen dukkede op på himmelen, begyndte mit sind også at blomstre. var det kærligheden, eller var det mig? jeg troede, at det var begge faktorer. for ingen andre end jeg selv kunne ændre på mine mønstre. man kunne holde mig i hånden og holde en hånd på min ryg, så jeg ikke kunne tilte, men fortjenesten var min. og det var jeg glad for. jeg havde også altid sagt, at ingen kunne gøre mig rask. men det mente jeg nok, at jeg selv skulle lave det hårde arbejde. og det havde jeg gjort. jeg havde kæmpet mig frem til det punkt, hvor jeg faktisk kunne se, når solen skinnede, og ikke bare kunne se, men også mærke det indeni. det var fantastisk og livsbekræftende. og skræmmende. for i mange år kunne jeg se solen, men ikke lade den skinne i mine øjne.

i 2018 fandt jeg ud af, at hårdt arbejde kunne betale sig, og også at det ikke behøvede at være så hårdt som man troede. hvertfald ikke med følelsen af komplet udmattelse på samme måde, som når man kæmpede imod. det kunne betale sig at være stædig og tro på, at det nok skulle gå. i mange år troede jeg ikke på noget som helst, men det forgangne år har været helt, helt anderledes.

i 2018 var det definitivt slut med antidepressiv medicin. efter næsten 13 år med denne slags medicin, var jeg endelig klar til at give slip. og jeg ville ikke tilbage. det var hårdt, og jeg havde let til tårer, men det var også meget lettere end jeg havde troet."

alt er ikke en dans på roser, langt fra. men jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er klar til at komme i gang. i gang med at leve. jeg leder efter en lejlighed, efter 11 år på diverse institutioner. jeg vil gerne. livet vil mig, og mere end nogensinde har jeg mod. jeg tager nedturene med viden om, at selvfølgelig bliver det bedre, og tror på, at jeg nok skal blive rask, men samtidig utrolig tålmodig. jeg har folk der støtter mig, holder mig i hånden og tror på mig. og vigtigst at alt tror jeg på mig selv. 

tak for 2018, må 2019 blive endnu vildere!