at vågne op som voksen

"pludselig at skulle se i øjnene, at det var ved at være tid, var både skræmmende og spændende.
mest spændende, for jeg havde i meget lang tid været træt af at rende op og ned af en masse mennesker. selvom det var mennesker, jeg holdt af, var det bare blevet trættende, ikke at kunne tage sin morgenkaffe uden at blive spurgt om en masse og konfronteret med alle andres dagsform.

jeg så virkeligheden i øjnene, da jeg skulle til at lede efter en bolig. det var fantastisk at vide, at jeg snart  var helt flytteklar. jeg var flytteklar mentalt, men at vide at jeg blot skulle finde et sted at bo, før institutionslivet var slut. og jeg kunne ikke vente.

i 10 år havde jeg været omringet af pædagoger og sundhedspersonale. i 10 år havde jeg ikke haft min personlige frihed. jeg havde aldrig boet for mig selv, og det var selvfølgelig underligt at tænke på, at jeg nu skulle stå på egne ben. men alligevel en skøn tanke!

jeg havde en kæreste, som gjorde mig glad, og selvom hver eneste dag udfordrede mig i mange retninger, både i forhold til mine omgivelser og mit indre havde jeg sikkerhed i, at han ville stå ved min side lige meget hvad. og dét var guld værd. jeg satte pris på at være elsket, og jeg satte pris på at have én at elske.

jeg vidste, at når flytningen kom, skulle jeg se en masse virkeligheder i øjnene, men det var ikke dårligt. jeg glædede mig til at lægge institutionslivet bag mig, samt alle de dårlige mønstre, livet på psykiatriske afdelinger og bosteder, havde lært mig.
der var selvfølgelig også et stort stykke arbejde i sigte. for nissen ville nok flytte med. hvorfor skulle den ikke  det? men i forhold til cutting og piller var jeg fortrøstningsfuld. for nu ville der ikke være nogen til at redde mig. ingen til at få mig på skadestuen længere. så ville dé ting nok ikke bare gå i sig selv? jeg troede og håbede. og håbet var det vigtigste. hvert fald for mig. for hvis jeg havde håbet, havde jeg styrken"

Kommentarer