den grimme ælling

"de kaldte hende Karina. men det troede hun ikke på."

hvordan kan 12-årige bumsede skoledrenge fjerne al selvtillid og selvværd fra en højtbegavet pige, der med stolthed er på vej til at blive en kvinde?

jeg spørger tit mig selv.

hvorfor er det så nødvendigt at pille al modet fra uskyldige mennesker, for selv at få det bedre?
men jeg ved jo godt, at det kun er overfladisk tilfredshed, de opnår ved mobning. de har det selv dårligt, og kan kun holde tilværelsen ud, hvis andre har det værre. i mit tilfælde lykkedes det drengene fra min klasse, og klassen over mig, at få den lille, grimme, tykke pige til at føle sig som verdens værste menneske - på alle punkter. jeg tænker på, hvordan mit liv ville være idag, hvis jeg ikke havde været udsat for dét, jeg vil betegne som grov mobning. det fandt sted hver evig eneste dag jeg mødte op i skolen med håb om at de var kommet til fornuft. men der gik en rum tid med systematisk chikane, før jeg brød helt sammen, og var fuldstændig ødelagt. jeg snakkede aldrig med nogen om hvad der foregik, selvom det var tydeligt for de fleste. de eneste der ikke så det, var mine forældre. jeg kunne ikke snakke med hverken dem, eller nogle andre om hvad der skete indeni mig. jeg spekulerer over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at jeg er i live idag. når jeg sammenligner det pres jeg var udsat for dengang, og hvordan jeg har det nu, hænger det slet ikke sammen; hvis jeg blev udsat for så grov mobning idag ville jeg ikke overleve én uge med det kæmpe pres det medfører.

det er et waake-up call når jeg tænker over de mange selvmordsforsøg jeg har udsat min krop og sjæl for. er jeg blevet mere sårbar? eller har jeg udviklet mig på en uheldig måde, så jeg ikke har så stor en modstandskraft? jeg ved bare, at jeg dengang tænkte meget på selvmord, men gjorde ikke noget ved det; sammenlignet med de sidste 5 år, hvor jeg har fulgt den mindste impuls.

jeg skal selvfølgelig medregne, at jeg jo til sidst ikke havde flere kræfter til at stå imod og så blev jeg indlagt. derfter gik det helt galt.

jeg tror på, at vi alle er udstyret med en vis mængde kræfter, og når man bliver udsat for et stort pres, svinder de ind, og det kan blive et helvede at bygge en god og sund modastandskraft op igen. især hvis der ikke har været så meget hjælp udefra. jeg fik pillet alt det sunde væk; selvværd, gåpåmod, lyst til livet og det vigtigste: glæde. jeg var et meget negativt menneske, jeg levede ikke, jeg var der bare. jeg sultede mig selv, skadede mig på diverse måder og ikke midst havde jeg mistet modet på livet.

de hårde år i folkeskolen har taget sin hævn. der er gået 5 år, og jeg er stadigvæk ikke kommet mig over de grumme ting der blev sagt til mig. de bumsede drenge havde virkelig ordet i deres magt!