holdt som fange i sit eget sind.

det minder meget om én af dé aftener.humøret er trist, appetitten lille, trætheden prangende og alligevel en masse at smile over. efter en hård uge kan jeg endelig smide mig i sengen og håbe på en fuldstændig begivenhedsløs weekend. lige som jeg ønsker. det er ikke svært at give sig hen til søvnen, og alligevel så svært at sove.

"karina du skal blive her.." hun havde ret. men jeg ville ikke være der. alt for mange svære følelser og tanker raserede mit sind, så jeg kunne ikke andet end at flygte. men jeg flygtede aldrig, jeg var samtidig fuldstændig afhængig af stedet. det gav mig tryghed og ro at være spærret inde. og dog - jeg var næppe spærret inde, jeg kunne næsten altid gå min vej. når fristelsen blev for stor, gjorde jeg mig umage for at lade dem vide det. og de vidste det også. ingen tvivl om det. jeg blev pakket ind i ligeså mange lag af vat, som jeg ønskede. den måde at komme ud af problemerne på, var næppe rigtig. men jeg magtede ikke andet. det unikke univers blev min hjemmebane.