i plejernes kløer.

efter tre ugers indlæggelse fokuserede jeg 100 procent på at få det godt igen. der var intet ved indlæggelsen, der gjorde mig glad da udskrivelsesdagen endelig kom. tværtimod følte jeg mig ussel og ligegyldig. i tre lange uger havde jeg total overvågning fra personalets side, og når de en gang imellem løsnede snoren, tog jeg den om halsen om strammede til. mange gange fandt de mig bevidstløs på diverse gange og stuer, netop med snore og strømper snoret rundt om halsen. befrielsen overmandede mig, hver gang jeg lå der og ikke tænkte en eneste tanke. panikken holdt et fast greb om min arm, og ruskede i mig. jeg ville ikke følges med panikken. jeg ville bare væk. den slog endelig til når der stod seks plejepersonaler og to læger og kiggede på mig, én løb ned på kontoret og hentede en saks, en anden målte min puls på håndleddet og de andre kiggede bare. det er sådan jeg husker det, når jeg den ene gang efter den anden blev vækket fra min døs og følte mig mere ussel end nogensinde.
selvfølgelig er jeg glad for, at jeg blev reddet de gange lokummet brændte, men i situationen rummede min krop alle andre følelser end glæde.
da jeg for første gang havde udgang alene, alarmerede jeg personalet om min meget stærke skæretrang, men de tog det ikke seriøst. jeg blev lukket ud, gik i Superbest, købte en pakke Tofifee, en halv liter cola og en pakke barberblade. da jeg kom tilbage med strømperne fulde af barberblade, visiterede de mig ikke. jeg spillede en død mands komedie for at få noget tid alene, og det virkede. et kvarter efter gik vi over på skadestuen.
få dage senere blev jeg udskrevet.