Grønlænderen – kampen mod sindssygen

hun var ikke rigtig grønlænder, men det blev hendes hemmelige navn i min dagbog. Ingen var som hende, eller var alle som hende? Der blev hurtigt knyttet bånd, men hun var vanvittig. Først troede jeg, at det var mig der var skør, men jeg konkluderede efter forløbet var slut, at det var hende der var noget galt med.
Hun var genial, det var hun virkelig. Men samtidig ude af balance.
”Karina, nu lukker vi øjnene og snakker med de ånder, som taler til dig”
Jeg var forvirret. Var jeg så slet ikke syg? Havde jeg en sjette sans? Jeg bankede i bordet og skreg ad hende.
”hvad fanden har du gang i?”
Alle havde stemplet mig som syg, og nu påstod hun nærmest det modsatte. Det kunne jeg ikke forene mig med.
Psykoserne var åbenbart ”en åben dør til ånderne”. Dét måtte jeg fortælle Verden. Men ingen troede mig, og jeg troede ikke engang selv på det.

Jeg hadede når hun måtte melde afbud til vores samtaler. Det skete sjældent, men en dag havde jeg siddet en time udenfor familiecenteret, cyklede grædende hjem og begravede mig under dynen. Jeg ringede til hende med tårer i hele kraniet, og bad om en forklaring. Hun påstod at hun havde ringet til mig, men min telefon lå i min lomme hele dagen, og den havde ikke sagt en lyd.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv efter opkaldet. Men hun var jo alligevel vanvittig, så hvad kunne man forvente? Det var åbenbart ikke mig der var noget galt med, så jeg burde bare grine ad hende, men det gjorde jeg ikke.
Cykelterapien var det bedste, for der snakkede vi ikke. Vi cyklede 3 gange om ugen op til min første indlæggelse. Hun blev mere og mere normal og jeg mere og mere skør.
Jeg fik bekræftet, at jeg rigtig nok var syg, men om hun var, det fandt jeg aldrig ud af.